Det færdige resultat

Endnu en superkort springtur, var den hvor en af de andre drenge og jeg var draget
afsted.
Ved Tibirke kirke stoppede vi en bilist, og spurgte om vi måtte køre med. Jamen
det må I da godt, svarede bilisten rigtig smilende, og vi satte os glade og
forventningsfulde ind på bagsædet.
Nu skulle vi ud og levet livet. Jeg smilede sejrsrig til kammeraten. Det gik da
forbløffende nemt det her. Men ak. Det første bilisten gjorde, var at vende vognen.
Jamen hov, udbrød jeg, det er ikke den vej vi skal, vi skal til Frederiksværk. Kan
De ikke lige sætte os af igen, fortsatte jeg, så finder vi en anden bil. Men nej, han
var hverken til at hugge eller stikke i, hvilket jeg godt kan forstå nu hvor jeg tænker
tilbage.
Det var tydeligt at se, hvor vi kom fra. Arbejdsjakken, bukserne og de velkendte
træsko.
Kort efter var vi tilbage på Godhavn og inde på gårdspladsen. Otto gjorde store
øjne, da han så os stige ud af bilen, for lige nu skulle vi befinde os ovre på
lærlingehjemmet, i færd med at bone gulvene.