Det færdige resultat

når nogle tårer presser sig på. Jeg har aldrig været god til at vise følelser offentlig,
når det var meget personligt. Det er først noget jeg lige som er ved at lære nu, hvor
så mange knuder er blevet løst op. Sovesalen, hvor der i sin tid stod 50 senge, er
lavet om til festsal. Dagligstuen er blevet opdelt i mindre rum. Gymnastiksalen
lignede sig selv, og min runde gik videres til parken. Her har jeg mange gange gået
med en rive. Bambusbeplantningen var væk. Mit dejlige fristed, hvor jeg tit
kravlede ind for at være alene med mine egne tanker, midt i det helvede jeg følte
det var dengang. Muren langs parken var også væk. Tilbage til spisesalen igen.
Gutterne, hvor var det hyggeligt at stå ansigt til ansigt med dem. Arne, Johnny,
Poul Erik og der, jamen det er da, han lignede sig selv, og gav mig hånden og
sagde: Bent. Så er du fra Hillerød, sagde jeg. Jeg måtte lige afsides endnu engang,
der var så meget der pressede sig på. I den ene skolestue hvor eleverne i dag laver
keramik o.lign. stod han der pludselig. Otto, også en af de gode venner fra
dengang. Han stod der sammen med konen og sønnen. Et dejligt gensyn, og her
som han så i dengang vi begge var på Godhavn.