Det færdige resultat

Jeg kunne på ingen måde finde ro efter skoletid. Hvad var det jeg havde i vente?
Jeg skulle være sammen med en pige. Hvor heldig kunne jeg være, og var jeg
overhovedet i stand til at føre mig frem som en anden Ib Mossin eller Ebbe
Langberg. Tiden gik alt for langsom, og så slog tanken mig: Hvad nu hvis hun slet
ikke kommer, og det bare var noget hun bildte mig ind? Og hvad ville det ende
med? Hvordan opførte man sig som kærester? Var det noget med at holde hinanden
i hånden, og hvilket af de kys jeg i sin tid havde øvet med Henny skulle jeg give.
Nå men det fandt jeg vel ud af, hvis altså bare hun kom, og ikke kun var ude på at
drille mig.
Mor, sagde jeg, jeg går lige ned og ser på togene. Absolut ingen skulle vide hvad
der muligvis var ved at ske i mit liv. Lad nu være med at svine dig alt for meget
til, sagde mor. A’ hva’, mine tanker var allerede ved pigen, nåh ja toget. Det skal
jeg nok lade være med, farvel mor. Gad vide hvad mor har tænkt, da jeg ikke gik
ned mod Lundsgaardsvej, hvad der ville have været det mest nærliggende når det
var stationen jeg ville til, men jeg gik op til Næstvedvej. Der drejede jeg hovedet
for at se om der var nogen der havde set mig. Det var der vist ikke, og så gik det
ellers afsted mod pigens bopæl. Altså ikke fordi jeg havde planer om at banke på
for at følges med hende, for hun holdt det nok lige så hemmeligt for sine forældre.
Vi var jo ikke noget officielt kærestepar endnu.
Jeg ville bare se når hun forlod hjemmet for at gå mod skoven. Det ville trods alt
føles mindre pinligt hvis hun blev hjemme, end hvis jeg havde stået i granskoven
i flere timer og ventet forgæves.
Jeg havde gemt mig bag nogle træer, ikke så langt fra huset. For hvert minut der
gik, blev jeg mere og mere overbevist om at hun nok ikke kom alligevel, men
pludselig gik døren op og hun kom ud og styrede direkte mod skoven. Hun havde
virkelig fart på og jeg var nødt til at sætte i løb for nogenlunde at kunne holde trit.
En af fruerne fra Lundsgaardsvej var på vej hjem fra skoven. Hun kendte både mor
og mormor, så idet jeg løb forbi hende, sagde jeg lettere forpustet: Vi leger bare
fanger. Hvorfor i alverden det skulle være nødvendigt, at gøre opmærksom på det
må stå hen i det uvisse, eller var jeg bange for hun kunne læse mit indre og ville
sladre derhjemme.