Det færdige resultat

Jeg var jublende glad da
jeg igen spænede mod
Skolevej, for at sætte
min nyerhvervelse på
grammofonen.
Rita havde haft ret i, at
vi kun kunne spille
78’ere.
Det var sådan en
grammofon, hvor man
for at kunne lytte til
pladen, skulle sætte en
spidst nål i en tung arm,
som man så satte oven
på pladen. Nålen skulle
for det meste skiftes
efter 4 til 5 plader.
Nu ville jeg ikke sådan
give op. Jeg var tværtimod overbevist om at det ville være muligt at sætte farten
ned på grammofonens omdrejninger, Jeg skulle simpelthen høre den plade, og
samtidig overraske de andre, når et vers af Det var på Rundetårn lød ud i stuen.
Som I nok kan forestille Jer, kom der bare nogle underlige lyde fra højttaleren,
samtidig med at den tunge arm med den spidse nål nærmest fræsede pladesiden
op. Det måtte være en fejl, tænkte jeg, og vendte pladen hvorefter det hele gentog
sig og b-siden kom til at se lige så maltrakteret ud som a-siden.
Det var i øvrigt også svært at ramme den rigtige, eller nogenlunde rigtige
hastighed. En 78’er var ikke så svær at ændre hastigheden på. Det var bare at sætte
pegefingeren på etiketten og dreje pladen rundt, men med en ep-plade som den jeg
nu stod med, var det lidt sværere.
Nu havde lille Ole et alvorligt problem. Ja, jeg havde det slet ikke rart.