Det færdige resultat

Hvordan skulle jeg kunne se Rita i øjnene igen, når jeg havde løjet for hende. Min
samvittighed var sort som det mørkeste kul.
Da familien kom hjem, efter at have tilbragt nogle hyggelige timer inde i Lauritz
og Johannes kolonihave, hvor blandt andet min søster, min bror og fætter Polle
blev fotograferet til avisen, begyndte jeg at græde, og da jeg fik forklaret hvad der
var sket med pladen, fik mor fat i mormor for at få hendes råd.
Mormor gik over til sig selv med pladen for at afprøve den på en mere moderne
grammofon, end den vi havde. Der gik ikke mange minutter før hun var tilbage og
bekendtgjorde, at pladen var total ødelagt.
Henry tog hen til Rita og betalte pladen, og bad hende samtidig om ikke at give
mig noget på kredit, uanset hvad jeg forsøgte at bilde hende ind, og for mit
vedkommende stod den på mors klask bagi, og der gik lang tid, før jeg igen turde
stå og nyde musikken hos Rita. Da det endelig skete var det takket være Rita selv,
som havde lagt mærke til, jeg luskede omkring i nærheden af butikken og kikkede
mod den med længselsfulde blikke. Hun kaldte mig ind til sig, og i stedet for at
give mig et møgfald, hvad jeg havde forventet, inviterede hun mig på en sodavand,
og ikke nok med det. Fra den dag måtte jeg også være med til at vælge de plader
der skulle spilles, men desværre fandt jeg aldrig: Det var på Rundetårn blandt
forretningens grammofonplader.
Lidt over et år efter, fik jeg pludselig en stor og voldsom interesse for Anne
Margrethe fra min klasse. Jeg havde mødt hende uden for kiosken på Banevej, og
vi var faldet i snak, og pludselig begyndte hun at nynne Det var på Rundetårn, og
så tør det nok siges der begyndte at ske ting og sager, i al fald i knolden på mig.
Hvor kender du den fra, spurgte jeg overordentlig nysgerrig. Vi har pladen
derhjemme, svarede hun og nynnede videre. Jeg var ved at dåne, og måtte altså
fortælle hende hvor meget jeg ønskede at høre den, og så foreslog hun at jeg kunne
gå med hende hjem. Jeg havde nær tabt både næse og mund. Mener du virkelig
det, spurgte jeg. Ja da, svarede hun. På det tidspunkt rendte jeg ellers ikke sådan
på pigebesøg. Det var jeg alt for genert til, og jeg ville med garanti også blive
drillet af omgivelserne, men der var altså noget stærkt tiltrækkende lige nu ved
Anne Margrethe, som hun stod der ved kiosken og så bedårende nynnede.