m - Verdens kultur

Mann »5 mantel
Heinrich Mann. Thomas Mann.
Foruden fl. kampskrifter udg.M Goetheromanen
Lotte in Weimar (1939) og den
fiktive kunstnerbiogr. Doktor Faustus
(1947). Nobelpris 1929. (Portræt).
Mann [man], Tom (1856-1941), eng. socialist
(fra 1885). En af lederne ved dokstrejken
i London 1889, siden agitator og
fagforeningsleder. 1901-09 i Australien,
ledede 1932 hungermarch af arbejdsløse
mod London.
Mann, Tor (f. 1894), sv. kapelmester, opr.
violoncellist. 1922-24 dirigent ved Malmos
symfoniork. 1924 leder af Goteborgs
symfoniorkester, 1939 ansat ved Radiotjånsts
musikafd. i Sthlm. 1945 prof. ved
musikhogskolan i Sthlm.
'manna (hebræisk), betegn, for søde stoffer,
der fås af forsk, planter. Den alm.
anv. m fås af m-ask (Fraxinus ornus); i
S-Eur. anv. den som afførende middel.
Hvad bibelens m var, vides ikke med
bestemthed, måske m-lav (Lecanora
esculenta), måske størknet saft af Tamarix.
Det, der i Danm. kaldes m, er frugterne
af elm.
manna-græs (Gly'ceria 'fluitans), et topgræs
af slægten sødgræs, alm. på fugtige
steder i Danm. Frugterne har været
brugt som gryn (manna-gryn). - Handelsvaren
manna-gryn fremstilles nu
af hvede.
mannaskjoldlus (Gossy'paria man'nifera)
lever på tamarinder; østl. Middelhavslande.
Træets saft trænger ved m-s
stik ud og stivner til lange tråde (manna).
Manneken Pis ['mansks] (flamsk manneken
lille mand), springvandsfigur i Bruxelles,
udført 1619 af Jérome Duquesnoy.
Skal være rejst af forældrene til en lille
dreng, der var blevet borte, men fandtes
forrettende sit ærinde der, hvor fig. står.
Kopi i Bogense.
mannequin [mans'kær)] (fr., af holl. =
manneken lille mand), 1) en trædukke
med bevægelige lemmer; 2) ung kvinde,
der i modehuse fremviser de nyeste modeller.
'Mannerheim, Carl Gustaf (f. 1867), fi.
politiker, marskal. Friherre; russ. general
under 1. Verdenskrig; slog m. ty.
hjælp den »røde« arbejderrejsning i
Fini. ned 1918, fi. rigsforstander 1918-19,
fik allieret godkendelse af fj. stat. 1931
form. f. forsvarsråd, der gennemførte befæstningsanlæg
v. sovj. grænse. Øverstkomm.
under krigene 1939-44, blev aug.
1944 v. særlig lov valgt til præsident af
rigsdagen efter Ryti, gennemførte sept.
s. å. våbenstilstand. Syg fra marts 1945,
angrebet for medansvar for tyskvenlig
politik efter 1940, 1946 afløst af Paasikivi.
(Portræt).
Mannerheim-linien, befæstet linie over
Det Karelske Næs, bygget af finnerne
1939, 20-25 km fra daværende grænse.
Kaldtes M af udenlandske journalister.
'Mannesmanns vaIsning, opf. af de ty.
brd.Max (1857-1915)og Reinhard (1856-
1922) Mannesmann i 1890, anv. til valsning
af sømløse rør af massive emner v.
hj. af et valseværk m. skråtstillede valser.
Anstrenger materialet stærkt, derfor foretrækkes
andre metoder ofte.
Mannheim ['manhaim], ty. by i Wurttemberg-Baden,
ved Neckars udmunding i
Rhinen, over for Ludwigshafen; 212 000
indb. (1946). Vigtigt trafikknudepunkt;
stor flodhavn, handel, alsidig industri.
Anlagt i 18. årh.; indre by har snorlige
gader. Ca. 40 % ødelagt under 2. Verdenskrig.
'Mannheim, Karl (1893-1947), ty. sociolog;
jøde. prof. i Heidelberg 1926-30, i
2908
G. Mannerheim. H. E. Manning.
Frankfurt a. M. 1930-33, efter 1933 i
London; den vigtigste repræs. for den
såk. videnssociologi, der med udgangspunkt
i den materialistiske historieopfattelse
eftersporer videnskabens afhængighed
af dens stilling i samfundet og af
dettes beskaffenhed samt rejser det
spørgsmål, om man af denne afhængighed
kan drage slutn. m. h. t. de vidensk.
resultaters troværdighed. Hovedværker:
Ideologie und Utopie (1929) og Mensch
und Gesellschaft im Zeitalter des Umbaus
(1935).
'Mannheimerskolen, en samling komponister,
der omkr. midten af det 18.
årh. var knyttet til Mannheim. Har
haft stor bet. for symfoniens udvikling.
Manniche ['man'ika], Arner Ludvig Kaldemar
(f. 1867), da ornitolog. Deltager i
Danmarksekspeditionen til Grønl. Arbejder
om Ø-Grønlands fugle. Håndbøger
over Danm.s fugle og da. jagt.
'Manniche ['man'ika], Peter (f. 1889), da.
højskolemand, grundlægger og leder af
Den Internat. Højskole (1921) og Den
Internat. Ungdomsskole i Helsingør
(1942).
Mannin ['månin], Ethel (f. 1900), eng. forfatterinde
med socialistiske og psykoanalytiske
synspunkter. Kendt er den sensationelle
selvbiogr. Confessions and Impressions
(1930; da. En Moderne Kvindes
Bekendelser, 1932).
Manning ['månii], Henry Edward (1808-
92), eng. kardinal. Førtes af Anglokatplicismen
over til Rom (1851), nyorganiserede
den kat. kirke i England. Ærkebiskop
af Westminster (1865), forkæmper
for ufejlbarhedsdogmet; til løn derfor
kardinal (1875). (Portræt).
man'nit (af manna), C6Ht(OH)t, heksavalent
alkohol forekommende i mange planter,
f. eks. i manna-asken. Kan fremst. af
dennes indtørrede saft (manna), af hvilken
den udgør en stor del. Nær beslægtet
med visse kulhydrater (heksoser) og kan
oksyderes til fruktose og mannose. m
fremst. nu også ved elektrolytisk el. direkte
brintning af druesukker. Anv. i
tyggegummi, som flusmiddel ved lodning,
i skokræm, og dens estere bl. a. som
emulgeringsmidler for næringsmidler. Anv.
desuden til fremst. af nitromannit.
man'nose, CtHiJOt, heksose, som kan
dannes af og omdannes til mannit.
Mannyoshu [-jo:Ju:] (jap: titusind-bladssamlingen),
betegn, for en antologi jap.
digte (ca. 4500 af forsk, digtere fra ca.
670-760) fra ca. 760 e. Kr.
'mano (ital.), hånd; m 'destra, højre
hånd; m si'nistra, venstre hånd.
Manoel [må'nwæl], portug. for Emanuel.
mano'me'ter (gr. mands tynd I -meter),
apparat til måling af trykket af indespærret
luft, bestående af U-formet glasrør
med kviksølv. Højdeforskellen ml. kviksølvoverfladerne
angiver da, hvor meget
trykket er over el. under atmosfærens
tryk. I tekniske m anv. et bøjet metalrør
med elliptisk tværsnit (bourdonrør), som
retter sig lidt ud ved overtryk og bøjes
lidt mere ved undertryk, hvilket overføres
til en viser.
Manon Lescaut [ma'nå læ'sko], roman af
Prévost d'Exiles, udg. 1731. Ligger til
grund for Puccinis opera af samme navn
(1893) og Massenets operaManon (1884).
Man'resa, sp. by 50 km NV f. Barcelona;
36 000 indb. (1940). Jernudsmeltning,
tekstil- og kemikalieindustri.
Manrique [man'rikæ], Jorge (o. 1440-78),
sp. digter, berømt for Coplas de Jorge
Manrique (1476) ved faderens død, der
2909
dybt poet. behandler menneskelivets forgængelighed.
'Mansa, J. L. (f. 1901), da. ingeniør, prof.
i maskinisere ved Polyt. Læreanstalt
1940.
mansardetage, øverste etage i et hus
med mansardtag, d. v. s. et tag med
knækket fald, opkaldt efter den fr. arkitekt
Francois Mansart; den nedre tagflade
er næsten lodret, hvorved skråvægge
undgås i m.
Mansart [ma'sa:r], Francois (1598-1666),
fr. arkitekt. Bl. hans arb., der viser tilknytning
til både fr. renæssance og ital.
klassicisme, er især kendt kirken Val-de-
Gråce i Paris (1645-65) og lystslottet i
Maisons-Laffitte (1642-51).
Mansart JulesHardouin-[ar'dwæmå'sa:r],
(1646-1708), fr. arkitekt; nevø af M. Udnævntes
af Ludvig 14. til generaldirektør
f. Frankr.s offentlige bygn. Hovedværker:
fuldendelsen af Versailles, den let barokprægede
Invalidekirke (1680-93) og planlæggelsen
af de parisiske pladser Place des
Victoires og Place Vendome.
'Mansfeld [-fælt], lille ty. by i Sachsen-
Anhalt; brydning af kobbermalm. 3000
indb. (1939).
'Mansfeld, Ernst, greve af (1580-1626),
ty. lejetropfører i 30-årskrigen på protest,
side. Tapper; ondartet plyndrer; usikker
forbundsfælle for Christian 4.
Mansfield ['månsfi:ld], by i Midt-Engl.
SØ f. Sheffield, 51 000 indb. (1948). Tekstil-,
skotøjs- og maskinindustri.
Mansfield ['månsfkld], Katherine (1888-
1923), eng. forfatterinde. M-s noveller,
samlingerne Bliss (1920), The Garden
Party (1922), The Dove's Nest (1923) og
Something Childish (1924) er gengivelser
af stemninger el. sjælelige tilstande.
Beundret og efterlignet af mange samtidige
eng. novelleforf.
Mansion-House ['månjanhaus] (eng.,
egl. herregård), embedsbolig for London
Citys borgmester, Lord Mayor, beligg. i
City over for Bank of Engl.
'Manstein [-Jtain], Fritz von, egl. von
Lewinsky (f. 1887), ty. general. Erobrede
Sevastopol 1942, s. å. generalfeltmarskal
og chef f. sydl. armeer på Østfronten.
Søgte feb.-marts 1943 at standse sovj.
offensiv ved modangreb, generobrede
forbigående Harkov; ledede sydhæren til
apr. 1944, da den var drevet ud af sovj.
område. Fanget af De Allierede 1945.
Mansiira [mån'su:rå], ægypt. by i Nilens
delta; 103 000 indb. (1947).
Mantegna [-'tenja], Andrea (1431-1506),
ital. maler. Påvirket af Donatello og af
J. Bellini. Knyttet til Gonzaga'ernes hof
i Mantova. Fresker til Eremitanikirken i
Padova og i Camera degli Sposi i Castello
diCorto i Mantova. Cæsars Triumf,
9 limfarvebilleder, findes i Hampton
Court, Kristus som den Lidende Forsoner
(kunstmus., Kbh.). (111.).
'man'tel (ty., af lat. mantellum), kappe;
tekn. om ydre, omsluttende dele af forsk,
genstande, f. eks. dampkappe på dampcylinder.
Andrea Mantegna: Den Hellige Sebastian.
Detaille af freske i Ca' d' Oro, Venezia.
2910