Pablo Picasso og hans kritikere - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

26 LE MONDE diplomatique – april 2004 april 2004 – LE MONDE diplomatique 27 NIELS JOHAN JUHLNIELSEN & ANDERS MICHELSEN Niels Johan Juhl-Nielsen er formand for Beredskabsforum i Københavns Kommune og aktivist i Mellemfolkeligt Samvirke blandt andet på World Social Forum i Mumbai 2004. Anders Michelsen er adjunkt på Københavns Universitet og pt. bosat i Sri Lanka. Begge er medstiftere af Le Monde Diplomatique–kredsen i Danmark. Efter World Social Forum i Mumbai i Indien, januar 2004 ligner det globale civilsamfund en vaskeægte succes. Denne politiske bevægelse har aldrig været stærkere og efter ti år i støbeskeen er den i dag en reel politisk kraft på globalt plan. Sagt anderledes: der findes i dag en infrastruktur for politisk aktion og debat på globalt plan, som er omfattende og velkonsolideret, og i høj grad uafhængig af eksisterende institutioner, fora og interesser. En ny type politisk offentlighed, eller en ny social «sfære» som det hedder i civilsamfundets nye årbog Global Civil Society 2003. 1 Samtidig har dette central betydning for forståelsen af nutidige sociale, politiske og kulturelle fænomener i videre forstand, hvilket man kan læse i næsten alle bogens indlæg, fra diskussioner om fraværet af civilsamfunds-initiativer over for biokemiske våben, til den internationale kvindebevægelses succes. Ulrick Beck argumenterer således for at den traditionelle socialvidenskab er principielt blind overfor globaliseringen, hvorfor et nyt kosmopolitisk videnskabsprogram må formuleres. Dette perspektiveres også af bogens fremragende statistiske materiale, som er stærk og nuanceret læsning af civilsamfundet under dannelse, f.eks. når det afspejler globale værdisæt hos den uddannede middelklasse, eller netværk mellem Nord og Syd. Men først og fremmest tager det globale civilsamfund et første konkret skridt mod en «politisk civilisering» af hvad Edward Said betegnede som «eet samlet globalt miljø.» Statsræsonen, markedskræfterne og transnationale korporationer står her overfor en alternativ og komplementær definition af det globale per se, som også peger et andet sted hen end den etablerede multilateralisme, f.eks. i FN-systemet. Man kan også læse årbogen som et alternativ til de mange forsøg på Pablo Picasso: Kvinne i ferd med å skrive brev (1936) «regional» oprustning, som man f.eks. kunne læse i Jacques Derrida og Jürgen Habermas spektakulære, fælles forsvar for den europæiske model sidste år. Det globale civilsamfund er i de seneste år blevet en selvbevidst paraply af individer, bevægelser, netværk og organisationer, der f.eks. også går udover de mange «nongovernmental organizations» NGOer og INGOer, der deltager i processen. Det har ikke blot ændret konkrete forløb af globale begivenheder, f.eks. i «the Battle of WTO in Seattle» i 1999. Det har medvirket til at styrke kravet om revision af globaliseringen, måske især i forhold til problemerne med privatisering, markedsøkonomi og handelsaftaler – «handelsrøveriet» – også på regeringsplan, som man kunne se i WTO-rundens sammenbrud i Cancun sidste år. I Mumbai kunne de ca. 100.000 deltagere næppe overskue deres eget momentum, og med god grund: fra en spredt aktivisme har bevægelsen udviklet sig til en omfattende social form, som i dag viser sig i en voksende mængde af «sociale fora» på globalt, regionalt og lokalt plan, også i Skandinavien. Visionerne har udviklet sig tilsvarende og går i dag langt udover kritik af globaliseringen. I en rapport fra 2002, fra The International Forum on Globalization argumenterer prominente aktivister som David Korten, Vandana Shiva og Walden Bello for at den globale markedsøkonomi realistisk kan indrettes efter en «regional bæredygtighed» hvor befolkninger skal kunne stemme sig ud af globalt økonomisk samkvem. Uden det globale civilsamfund havde denne debat om alternativer været utænkelig. Og alligevel. I den anden udgave af London School of Economics årbog, Global Civil Society 2003, melder eftertænksomheden sig. I forordet skriver Anthony Giddens, at det globale civilsamfund i dag udgør blot een måde at tænke alternativt på. Parallelt med det globale civilsamfund er der opstået andre former for globaliseringskritik. Giddens mener, at Irak-krigen uundgåeligt præger temaerne i årbogen, som et «residual-problem» fra den kolde krig, fra «1989». Dermed menes først og fremmest at civilsamfundets føjer sig ind «Vi lever i eet samlet globalt miljø, med et enormt antal af økologiske, økonomiske, sociale, og politiske problemer, der flår i dets kun utydeligt opfattede, grundlæggende ufortolkede og uforståede væv. Enhver med bare en vag fornemmelse af denne helhed bliver chokeret over, hvordan hensynsløst selviske og snævre interesser, – patriotisme, chauvinisme, etnisk, religiøs og racsitisk had – i realiteten kan betyde masse ødelæggelse. Verden kan simpelthen ikke tillade sig noget sådan ret mange gange mere.» Edward Said, Culture and Imperialism (1993) «Det hurtigt voksende og grænseoverskridende netværk mellem Nord og Syd er den vigtigste kraft for fred, demokrati, fair handel, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling». Walden Bello, leder af Focus on the Global South (TERRAVIVA, World Social Forum) «Det første skridt i retning af at åbne debatten om de tilsyneladende konflikter mellem markedets værdier og menneskerettighedernes værdier, er at anerkende, at målsætningerne for de internationale menneskerettigeheder og den internationale handel faktisk har meget tilfælles.» Mary Robinson, tidligere United Nations High Commissioner for Human Rights (TERRAVIVA, World Social Forum) «Min gruppe og jeg er tilstede fordi vi vil bekæmpe religiøs fundamentalisme og kæmpe for kvinders rettigheder, og, først og fremmest, arbejde for at skabe en platform for fred og harmoni mellem Indien og Pakistan. Den religiøse fundamentalisme er en direkte trussel mod demokrati, fred og kvinder i Pakistan og andre steder. Derfor mener jeg at alle progressive kræfter må forene sig om at bekæmpe truslen fra den religiøse fundamentalisme.» Generalsekretær for Labour Party Pakistan og formand for Pakistan Social Forum på WSF, Farooq Tariq (TERRAVIVA, World Social Forum) Status over det globale civilsamfund i nye sociale strukturer efter bipolaritetens afslutning i 1989. Giddens «retrospektive» perspektiv kan diskuteres, men Bush-regeringens radikale unilateralisme går alligevel som en rød tråd gennem årbogen. Forsøget på at presse traditionel amerikansk isolationisme til en neokonservativ og nationalistisk pax americana, «empire» som det indimellem hedder, kommer uundgåeligt i konflikt med store dele af det globale civilsamfund. New York Times beskrev massedemonstrationerne i 800 byer med 11 millioner deltagere mod Irakkrigen den 15 februar 2003 som en manifestation af den «anden supermagt» og New Yorker beskrev demonstrationerne som den største en-dags demonstration i verdenshistorien. Det globale cilvilsamfund bryder således med det internationale konsensusklima som prægede Clintons administration og i Danmark Nyrup-regeringen. Et nyt globalt konfliktmønster er ved at danne sig som erstatter 90ernes bløde magtudøvelse med en hårdere og potent konflikt. Forsåvidt civilsamfundet er et produkt af 90ernes tolerante politiske klima, som årbogens redaktører mener, antyder Irak-krigen at det måske først kommer til udfoldelse i et konfliktperspektiv. Globaliseringen har ændret karakter. Triumfparader a la Francis Fukuyamas «the end of history» eller det modsatte, Huntingtons «clash of civilizations» (eller Nyrup-regeringen repressivt tolerante udvalgsdemokrati) synes at blive erstattet af en detaljeret og strategisk vidtgående kamp om det globale terræn. Globaliseringen kan hverken naturaliseres eller ignoreres. Den løber tværtimod gennem international, regional og lokal politik som et stadigt mere synligt spørgsmål om alternativer: om løsninger, normer og værdier, uanset om debatten er økonomisk, politisk, eller kulturel. Derfor står det globale civilsamfund overfor et paradoks: i takt med at omgivelserne er blevet tvunget til at tage bevægelsen alvorligt har alternativer meldt sig, også til det globale civilsamfund. Årbogens hovedtema kan læses som et forsøg på at afklare dette oparbejdede og kurante paradoks på mindst tre områder: strukturer, aktører og forståelsesrammer. I den første årbog defineredes det globale civilsamfund som en «sfære af ideer, værdier, institutioner, organisationer, netværk, og individer lokaliseret mellem familie stat, og marked, og opererende hinsides grænserne for nationalsamfund, politikker og økonomier». I den forstand bliver det globale civilsamfund en del af efterkrigstidens historie, for eksempel 70erns antiautoritære græsrodsbevægelse og antikapitalisme, kvindebevægelsen, fredsbevægelsen i 80erne osv.. Det globale civilsamfund er det seneste og måske mest udfoldede udtryk for aspirationerne hos en «post-materiel» middelklasse med multikulturelle og åbne værdier. Mary Kaldor og Diego Muro mener i en af årbogens vigtigste artikler, at denne pluralistiske definition stadig er relevant, men at den også rejser problemer, for eksempel i forhold til, hvad de kalder «counter-enlightenment». Det globale civilsamfund har «en mørkere side» som kommer til udtryk i et voksende antal af ret forskellige religiøse og nationalistiske grupperinger, fra Al Qaeda til den israelske bosætterbevægelse Gush Emunin. Årbogens analytiske indfaldsvinkel kan derfor læses som en selvkritisk reflektion af civilsamfundets voksende betydning. Forfatterne præsenterer i artiklen en oversigt over mere end 30 grupper der f.eks. omfatter Groupe Islamique Armé GIA, i Algeriet, Liberation Tigers of Tamil Eelam, LTTE i Sri Lanka, Serbian Radical Party i Serbien, Gush Emunin i Israel, og Al Qaeda struktureret i forhold til gruppernes operationer, lederfigurer, målsætninger, strategi, medlemsprofil, alder, globale forbindelser, og websider. Pointen er at det globale civilsamfund manifesterer sig gennem differentiering. For eksempel kan man betragte en forvandling af ideologisk motiverede projekter i 70ernes nye venstre, for eksempel den «røde terror», til nationale og religiøse målsætninger. Videre kan de nye grupper differentieres gennem en distinktion mellem «voldelige midler», «eksklusivitet» og «fundamentalisme». Selvom mange af disse grupper definerer sig gennem kritik af oplysningstraditionerne, repræsenterer de altså også en interessant differentiering, «Hvad der er nyt i hvad man kan kalde antioplysningens projekter i den aktuelle æra er globaliseringen (…) både civilsamfundet og ekstremistgrupperne vi beskriver arbejder på tværs af grænser og konkurrerer i et globalt rum,» skriver Kaldor og Muro. Konfliktperspektivet afspejler en ganske særlig stratifiering af det globale civilsamfund. Årbogens redaktører argumenterer for at holdningerne til globaliseringen traditionelt har samlet sig i fire forskellige grupperinger «tilhængere», «reformister», «modstandere» [rejectionists] og «alternative», som civilsamfundet falder ind i. Imidlertid har en ny position har meldt sig: regressivisterne, der ser globalisering som et nulsumsspil, det gælder om at få afgjort til egen fordel, «individer, grupperinger, firmaer, selv regeringer, som er for globalisering, når det er i deres egen bestemte interesse». Denne gruppe definerer sig selvfølgelig gennem amerikansk politiks omsving efter Bush«s valg og 11. september, men i videre forstand dækker den også nationale og religiøse grupperinger og deres alliancer på kryds og tværs af det globale terræn, f.eks. mellem det kristne højre i USA og zionister i Israel. Den regressive position antyder, hvordan globaliseringen er ved at blive både kompleks og konkret, som man kan se i programmet for WSF i Mumbai. Civilsamfundet kan for eksempel stratifieres gennem forskellige typer af manifestationer – redaktørerne nævner opgøret med statsstyring og reform af velfærdsmodellerne gennem «new public management» som en mulig kontekst, «corporate facets», dannelsen af «social kapital» og «aktivisme» som andre. Det globale civilsamfundet har fået kontinuerte konturer hedder det, en «infrastruktur» der kan skaleres, spredes, organiseres og komponeres i forhold til målsætninger og værdier, uanset hvor i det politiske spektrum man befinder sig. Irak-krigen og krigsmodstanden bliver derfor en afgørende brudlinie i det globale civilsamfund. På den ene side kunne man betragte regressivister i aktion, på den anden side en hidtil uset krigsmodstand formuleret gennem civilsamfundet. Dette kan selvfølgelig betragtes som et spørgsmål om folkelig mangfoldighed mod «empire» men årbogen tegner et langt mere nuanceret billede af hvad der kan karakteriseres som skabelsen af selvorganiseret social form. Horisontalt i forhold til skalering, spredning, organisation og komposition, vertikalt i forhold til temaer som «public management», «corporate facets», «social kapital». Sagt anderledes: det globale civilsamfund arbejder på kryds og tværs af eksisterende brudlinier og derfor arbejdes der for eksempel i rammerne af «privatisering» i new public mangement, og med corporate facet i et græsrodsformat, eller terrorisme i fundamentalistisk format. Her ligger også et væsentlig problem for det globale civilsamfund forstået som politisk alternativ. På WSF i Mumbai sagde Roberto Savio, medlem af WSF«s Internationale kommitte, at bevægelsen star overfor tre vigtige udfordringer: (1) hvordan organiseres en fortsat demokratisk deltagelse, (2) hvordan kan man fortsat mobilisere civilsamfundet, og (3) – som det måske vigtigste – hvordan kan man opstille effektive politiske alternativer til neoliberalismen. Man kan tilføje, at det i dag er helt afgørende, at det globale civilsamfund opstiller en ny slags progressi- Relevante links til det globale civilsamfund: on mod eksplicitte politiske mål, der bevarer den omfattende pluralisme og samtidig blive en politisk spiller i forhold til FN-systemet eller World Economic Forum. Men kan de valg der nødvendigvis må foretages i en sådan process forenes med de strukturelle træk ved civilsamfundet som årbogen debatterer? Sagt anderledes kan kampagner for en ny verdensorden i cilvilsamfundsregi også forenes med det forhold at cilvilsamfundet er en social form? At globaliseringen er kommet for at blive, er mildt sagt. Årbogen demonstrerer med vældig kvalitet, ikke mindst i det statistiske materiale, at globaliseringen er et af nutidens mest brændende aktuelle spørgsmål. Selv i de tilfælde hvor globaliseringen kritiseres eller forvaltes regressivt, er der ikke tvivl. Det nye højre kan takke globaliseringen for sin eksistens, uanset om det drejer sig om Dansk Folkeparti eller endnu mørkere kræfter som Al Qaeda. I det omfang man i det globale civilsamfund ser en revitalisering af det nye venstre, er konklusionen den samme. Alligevel må man spørge: hvad er globalisering, når alt kommer til alt? Der findes i dag et opulent supermarked af teoridannelse om globaliseringen, termen selv har eksisteret siden 1961. Alligevel er årbogens diskrete paradoks også at genfinde på et mere abstrakt plan: kan globaliseringen og det globale civilsamfund for alvor betragtes som udtryk for Saids «miljø«? Eller bedre: hvis globaliseringen er udtryk for en global social form, er denne form i sine manifestationer så også global? Og videre, er det globale miljø stadigvæk «dybest set en ufortolket og ikke begrebet struktur» som Said skrev i Culture and Imperialism fra 1993? Den engelske udviklingssociolog Ankie Hoogvelt har argumenteret for, at forestillingen om globalisering=ekspansion er et grundlæggende problem i globaliseringsdebatten. Hoogvelt foreslår at man interesserer sig for «de tegn på implosion» af det historiske verdenssystem, som vokser frem i de postindustrielle produktionssystem eller det globaliserede finanssystem. Man kan populært sagt godt forestille sig et verdenssystem som er mere globalt, samtidig med det implicerer momenter af reservation, tilbagetrækning, men, paradoksalt, fra et udgangspunkt af global universalitet. En interessant betegnelse for en sådan proces – ikke nødvendigvis den korrekte – ville være at indføre systemteoriens begreb om kompleksitet. Det globale civilsamfund viser imidlertid også, at denne kompleksitet forvaltes gennem skabelsen af nye sociale former. I dag gøres der intense forsøg på at aktivere disse former – som «polity» – i alternativer til den « kapitalismens nye ånd» (Luc Boltanski & Ève Chiapello). Det er Global Civil Society 2003s fortjeneste at stå med det ene ben i den etablerede globaliseringsdebat, mens den med det andet ben viser de svimlende perspektiver i det globale civilsamfund. Da rapporten kan downloades frit er der ingen undskyldning for forsømmelse her. Da denne anmeldelse skrives i LMD kan vi anbefale civilsamfunds-pionerer i alle lande at forene eder om studiet af denne bog. © LMD Norden Årbogen kan læses som en selvkritisk reflektion af civilsamfundets voksende betydning. 1 Mary Kaldor, Helmut Anheier & Marlies Glasius (eds), Global Civil Society 2003. Oxford: Oxford University Press 2003. Download: www.lse.ac.uk/Depts/global/Yearbook/outline2003.htm Global Civil Society 2003: www.lse.ac.uk/Depts/global/Yearbook/outline2003.htm World Social Forum: www.worldsocialforum.org World Social Forum India: www.wsfindia.org International Forum on Globalisation: www.ifg.org UN Millennium Campaign: www.undp.org/mdg) The Campaign for Reform of International Institutions: www.reformcampaign.net Mellemfolkeligt Samvirke: www.ms.dk ATTAC: attac.org Stiftung Entwicklung und Frieden: www.sef-bonn.org/de/index.php Rosa Luxemburg Stiftung: www.rosalux.de/ Wem gehört die Welt?: www.wem-gehoert-die-welt.de/ GlobeNet3: www.globenet3.org Bare dødens leir triumferer ... forts. fra side 1 etableringen av en palestinsk stat, opphever portforbudene og gjeninnfører bevegelsesfrihet. At de stanser angrepene mot den palestinske befolkningen, inkludert overtakelsene/ødeleggelsene av hus, og at de gradvis trekker sine styrker ut av de områdene som er blitt gjenokkupert siden 28. september 2000. I tillegg skal befolkningsveksten – også den «naturlige» – i de jødiske bosetningene fryses, og alle ulovlige bosetninger skal fjernes (det vil si de bosetninger som er etablert uten eksplisitt tillatelse fra regjeringen. Alle bosetningene er imidlertid ulovlige i henhold til folkeretten.) De palestinske selvstyremyndighetene igangsetter reformer: De utnevner en statsminister og sikrer streng kontroll over økonomien. Sharon på sin side gjør ingen innrømmelser. Han nekter å trekke israelske styrker tilbake til grensene fra før intifadaen, og går heller ikke med på å fjerne flertallet av de «ulovlige» bosetningene. Palestinske innbyggere stenges fortsatt inne og kan ikke bevege seg fritt. Den nyutnevnte palestinske statsministeren, Mahmoud Abbas (Abu Mazen), som er en av de mest moderate palestinske lederne, får dermed ikke noe handlingsrom overhodet, og går av etter kort tid. Den 10. september 2003 overtas statsministerposten av Ahmed Qurie (Abu Ala). Våpenhvilen som blir erklært 29. juni 2003 av alle de palestinske organisasjonene, inkludert Hamas og Islamsk hellig krig, fører ikke til at likvidasjonene fra israelsk side opphører. Kort sagt, den israelske statsministeren holder bevisst voldsspiralen i gang og svarer på selvmordsbomber med statsterrorisme. Ingenting får Ariel Sharon til å vike. Han tviholder på ett eneste mål: Å sørge for at den palestinske befolkningen kapitulerer og oppgir alle former for motstand. For å oppnå dette må man bruke harde midler, noe den israelske hæren gjør i felten: systematisk ødeleggelse av infrastruktur, blinde bombeangrep på flyktningeleirer, riving av hus, angrep på sykehus, ødeleggelse av alle sosiale og materielle livsvilkår for palestinerne. Hovedsiktemålet er de palestinske selvstyremyndighetene og president Yassir Arafat. Hvert eneste selvmordsangrep fra Hamas fører til en opptrapping av angrepene rettet mot selvstyremyndighetene, mens de som tar på seg ansvaret for selvmordsbombene går fri i Gaza. Det er først etter å ha tømt selvstyremyndighetene for enhver substans, at den israelske regjeringen sommeren 2003 bestemmer seg for å gå til angrep på Hamas. Hadde ikke alle palestinske fraksjoner nylig undertegnet en våpenhvile, med håp om nye fredsforhandlinger? Den 21. august blir likevel Ismail Abu Shanab, en av de viktigste lederne for den islamistiske bevegelsen, offer for en målrettet likvidasjon. Dette blir betraktet som et «alvorlig brudd» på den fjerde Genève-konvensjonen, en kriminell handling som burde rettsforfølges. Og volden fortsetter … Statsminister Sharon håper fortsatt å få palestinerne til å akseptere «den langsiktige løs- ningen» han har sett for seg siden 1998: noen bantustans inneklemt mellom en jernring av jødiske bosetninger. Palestinerne vil få lokalt selvstyre i disse enklavene, men ikke noen form for suverenitet. Den israelske regjeringen vender her tilbake til den gamle koloniale måten å herske over «innfødte» befolkningsgrupper på. Som en gigantisk «innrømmelse» vil Sharon gå med på å kalle dette for en palestinsk «stat», selv om den overhodet ikke har noen uavhengighet. For å sette sitt program ut i livet, har Sharons regjering igangsatt byggingen av en «sikkerhetsmur». Målet med denne muren er ikke å skille palestinere og israelere fra hverandre, men å stenge flertallet av palestinerne på Vestbredden inne i gettoer. Muren spiser seg dypt inn på palestinske områder, fører til ubotelige ødeleggelser i økosystemet, legger beslag på vannressurser, isolerer Jerusalem fra Jordandalen, og vil innen 2005 dele Vestbredden inn i tre fullstendig atskilte soner. På tross av denne strategien, forsterker USA sin støtte til Ariel Sharon, mens EU nøyer seg med ærbødige fordømmelser, som forsterker palestinernes fortvilelse. De overlates til seg selv, uten noen som helst beskyttelse, overfor de gjentatte bruddene på folkeretten som får gå ustraffet hen. Etter å ha gravlagt «veikartet for fred», puster Sharon liv i tanken om en fullstendig tilbaketrekning fra Gaza. Han er ute etter å berolige israelerne, som vil ha en slutt på krigen og ytrer ønske om tilbaketrekning fra de okkuperte områdene og bosetningene. Med noen tusen nybyggere og mer enn en million palestinere, har Gazastripen alltid vært et mareritt for okkupasjonsmakten. Sharon kan nok komme til å iverksette en slik tilbaketrekning, men han vil samtidig trekke ut tiden (tilbaketrekningen skal ikke finne sted før i 2005) og få president Bush til å gi flere konsesjoner til Israel (anerkjennelse av israelsk kontroll over de store bosetningene.) Denne planen fører til tautrekking i regjeringskoalisjonen og møter motstand fra enkelte militære talsmenn, som er redde for en gjentakelse av den forhastede tilbaketrekningen fra Sør-Libanon i mai 2000: Hamas kan komme til å fremstå som den store seierherren. Bekymringen blir ikke mindre av at alle palestinske fraksjoner forhandler om kontrollen av Gaza og at sjeik Ahmed Yassin erklærer at han er rede til å stanse alle militære operasjoner ledet fra dette området dersom tilbaketrekningen er total. 1 Situasjonen er derfor kompleks, og Ariel Sharon har ytterligere formørket tingenes tilstand gjennom å få grunnleggeren for den islamistiske bevegelsen drept. Det bryr han seg imidlertid neppe om, for han vet at det er gjennom en opptrapping av volden han kan få gjennomslag for sitt syn. Israelere og palestinere vil fortsette å betale prisen for denne galskapen, som kan strekke seg utover Midtøstens grenser. Eyad Serraj har advart oss: «Bare dødens leir triumferer.» 1 Erklæring gjengitt på nettsiden til Hamas’ væpnede fløy, 17. mars 2004. Café Diplomatique Fredag 30. april kl 19.00 på Kulturkafeen Renseriet Kolstadgata 17 (bak Tøyensenteret) «Det idealistiske arbeidet» • Innlegg ved bl.a. Bjørgulv Braanen (Klassekampen), Truls Lie (Le Monde diplomatique) og journalist Vegard Velle • Utdrag fra Charlie Chaplins film Modern Times • Etno- og teknojazz frem til 01.00 Se ellers www.diplomatique.net for nærmere program
28 LE MONDE diplomatique – april 2004 april 2004 – LE MONDE diplomatique 29 Hvad vil det sige at være menneske? Filosofiens opgave er at studere mennesket som et normativt væsen, der kan påtage sig en rationel forpligtelse, siger den amerikanske filosof Robert Brandom i dette interview. JULIE ZAHLE Den amerikanske filosof Robert Brandom er netop blevet tildelt den prestigefyldte Mellon Distinguished Achievement Award på 1,5 million dollars. Ifølge The Mellon Foundation er han «en af de mest kreative filosoffer der arbejder inden for sprog- og bevidsthedsfilosofi idag». Brandom er professor i filosofi ved University of Pittsburgh. Hans foreløbige hovedværk er Making It Explicit fra 1994. Det er en mere end 600 sider lang diskussion centreret omkring et fundamentalt spørgsmål indenfor sprogfilosofien, nemlig hvordan vi skal forstå sproglig mening, dvs. det forhold at nogle af vores lyde er ord, der betyder noget. Brandoms svar på dette og andre filosofiske spørgsmål adskiller sig fra mainstream amerikansk filosofi ved at det ikke blot trækker på den engelsksprogede, men også i høj grad på den tyske filosofiske tradition. – Hvad er udgangspunktet for din analyse af sproglig mening i ‘Making It Explicit‘? – Det underliggende spørgsmål er, hvem vi er: hvordan adskiller vi mennesker os fra dyrene? Mit svar på dette spørgsmål kan føres tilbage til den tyske filosof Immanuel Kant. Kant var den første der hævdede at mennesket, til forskel fra dyrene, er et normativt væsen. Det, der er specielt ved os, er, at vore opfattelser og handlinger er noget vi er ansvarlige for: de forpligter. Nærmere bestemt mente Kant, at det vi er ansvarlige for eller forpligter os på er, at vi skal kunne begrunde vore opfattelser og handlinger. (1946 -2004) Susan Okin FILOSOFI: Den politiske teoretikeren Susan Moller Okin (født 1946) døde nylig, så altfor tidlig. En innflytelsesrik tenker om likestilling, familie og rettferdighet er gått bort. ANDREAS FØLLESDAL Professor i filosofi, Oslo. Susan Moller Okin bidro til å få fram kvinneperspektivet i politisk tenkning på mange måter, ved historiske arbeider, og både teoretiske og mer konkrete statsvitenskapelige bidrag. Av særlig interesse for norske lesere er blant annet bidragene om kvinnerettet utviklingspolitikk og om minoritetskvinner i det flerkulturelle samfunn. Hun ble født i New Zealand, og ble utdannet ved Oxford før hun tok doktorgrad ved Harvard-universitetet i 1975. Fra 1990 var hun professor ved Stanford-universitetet. En av hennes viktige bøker var om kvinner i vestlig politisk tenkning. Hun påviste at når mange av de klassiske filosofene som Hobbes og Locke skrev om individer, var det faktisk mannen som familiens overhode de skrev om. De bekymret seg for interessekonfliktene og fellesinteressene mellom individer i samfunnet, men overså konflikter mellom familiemedlemmer. John Stuart Mill var derimot svært opptatt av dette temaet, og av preging – I den forstand er vi underlagt normer for rationalitet. Jeg er frem for alt interesseret i at forstå denne normative dimension forstået som det at vore opfattelser og handlinger vurderes ud fra vores begrundelser herfor. Det er denne normative dimension, jeg mener karakteriserer os som mennesker. – I din bog kombinerer du denne kantianske pointe med Wittgensteins idé at mening er brug. Kunne du forklare hvad dette «mening er brug» betyder? – De fleste filosoffer i det 20. århundrede anlagde en formel betragtningsmåde på sprog. De betragtede naturlige sprog i analogi til matematiske og logiske sprog. Wittgenstein skilte sig ud fra denne tradition ved i stedet at anskue sproget ud fra, hvad vi kunne kalde, en antropologisk synsvinkel. Han var optaget af sprog som sproglig praksis, som noget vi gør. – Så når Wittgenstein spurgte, hvad mening er, så tænkte han på mening som noget, der manifesterer sig i vores brug af sproget. Han mente, at meningsbegrebets teoretiske rolle er at forklare, hvorfor det er korrekt at bruge sproget på én snarere end på en anden måde. Jeg er helt enig med Wittgenstein i dette: den teoretiske pointe i at tale om mening er at komme til klarhed over de implicitte normer der ligger bag vores sproglige praksis. – Imidlertid adskiller min teori sig fra Wittgenstein ved, at jeg lægger vægt på begrundelser eller slutninger. Når Kants, og efterfølgende Hegels, understregning af begrundelser kombineres med Wittgensteins syn på mening som brug eller praksis, så bliver resultatet, at sproglig praksis skal ses som havende en kerne – en rational kerne. – Wittgenstein mente ikke, at sproglig praksis har nogen kerne. Jeg mener, at kernen i sproglige praksisser er det at bede om og give begrundelser. Min påstand er, til kjønnsroller. Hvordan kunne og burde barn oppdras til likhet, uten ’makt på den ene side og lydighet på den andre’? Okin tok opp denne utfordringen fra Mill, og bidro selv til å sette fokus på familiens rolle i å opprettholde kjønnsrollemønstre. Hun kritiserte også nyere politisk filosofi for manglende oppmerksomhet om kvinners situasjon. Hun hevdet for eksempel at John Rawls’ rettferdighetsteori overser familien og kjønnsrolleproblemer, siden denne teorien særlig er opptatt av offentlige samfunnsinstitusjoner samlet. Et av hennes gode poeng er utvilsomt at mange viktige dilemmaer om likhet og likeverd mellom menn og kvinner ikke blir uttømmende behandlet av slike teorier. Hvordan institusjoner hemmer rettferdighet både i familien og i arbeidslivet er sentrale temaer hun selv satte på dagsorden og belyste. For eksempel var hun opptatt av at familien som oppdragelsesarena må gjenspeile det likeverdet og valgmulighetene som borgere må ha i storsamfunnet. Derfor kan vi ikke uten videre forsvare en drastisk skjevfordeling av roller og ansvar mellom mor og far, selv om den er gjort på fritt grunnlag. Det er uheldig hvis barn ikke opplever og dermed ikke forstår at det finnes andre måter å fordele oppgaver på. Ellers kan barna lett tro at «typiske» kjønnsroller ikke bare er vanlige, men også normativt riktige. Den feilslutningen gjorde mange av de gamle filosofene. Susan Moller Okin deltok på mange forskningsfelt med temaer som spente fra de mer teoretiske til de svært konkrete. Hun påviste for eksempel at påståtte spenninger mellom fornuft og følelser er en overforenkling av det moralske: Det er ikke en grunnleggende at den måde et fokus på praksis kan danne baggrund for en analyse af mening er ved at se på, hvad der kan tjene som grund til hvad, hvornår man kan slutte sig fra en ting til en anden. Så jeg mener at man kan siges at forstå en sproglig ytring, et udsagn, hvis man ved, hvad der kunne være af grunde for eller imod dets fremsættelse, og hvad der følger og ikke følger af at fremsætte det. – Kunne du prøve at give et eksempel på, hvad du mener med, at man kun forstår et udsagn, hvis man ved hvad der kunne begrunde det, og hvad det kunne bruges som begrundelse for? – Tag for eksempel udsagnet «den er rød». En papegøje kunne blive trænet til at udstøde «den er rød», hver gang den blev præsenteret for noget rødt. Men jeg tror ikke, at vi under disse omstændigheder ville være parat til at sige, at papegøjen forstod hvad den sagde. Blot det at sige «den er rød» når man ser noget rødt er simpelthen ikke nok. Så vi må spørge: Hvad mere skal der til? – Jo, en tolvårig ved, at hvis noget er rødt så har det en farve, og at hvis noget er rødt, så kan det ikke samtidigt være grønt. Det ved papegøjen ikke: Den ved ikke, hvad der kan bruges som begrundelse for et udsagn, og hvad der kan eller ikke kan udledes fra et udsagn. Det er derfor den ikke kan siges at forstå meningen med udsagnet «den er rød» – det er derfor den ikke forstår begrebet «rød». – Kan du uddybe hvordan dit syn på sproglig mening adskiller sig fra andre teorier om mening idag? – Jeg nævnte før, at der er to traditioner inden for sprogfilosofien det 20. århundrede: en formel logisk-matematisk tradition (der typisk forbindes med de Logiske Positivister, Tarski og moderne matematisk logik) og en antropologisk tradition (der typisk forbindes – At tale om mening er at komme til klarhed over de implicitte normer der ligger bag vores sproglige praksis. Robert Brandom konflikt mellom teorier om rettferdige samfunnsinstitusjoner og «omsorgsetikk». Tvert imot bygger mange rettferdighetsteorier på antagelser om at vi har ansvar og omsorg for hverandre som likeverdige innbyggere av vår felles sosiale verden. To av hennes mer konkrete prosjekter anvendte dette perspektivet på kvinner i ulike deler av verden. Det temaet hun skulle arbeide med ved det prestisjetunge Radcliffe Institute i år var kjønn, økonomisk utvikling og kvinners menneskerettigheter, temaer som også har stått sentralt i norsk bistandspolitikk og menneskerettighetsinnsats. Hun var særlig opptatt av hvordan Verdensbankens og IMFs politikk hadde utilsiktede skadevirkninger for kvinner og barn, stikk i strid med FNs målsetninger. Et annet av hennes praktiske bidrag er særlig relevant for de siste ukers hijab-debatt i Norge og Europa. Hun utfordret det «flerkulturelle» samfunn som blant annet vil tillate hijab og andre tradisjoner som kan hemme kvinners likeverdige samfunnsdeltakelse. Hun spurte: «Er det flerkulturelle samfunn også bra for kvinner?» Artikkelen vakte slik oppsikt at reaksjonene på den fort kom i bokform, med en lang rekke kjente bidragsytere. Mange samfunn har lenge drevet en bevisst assimileringspolitikk for minoritetsgrupper for å innordne deres kultur i flertallskulturen. Slike strategier har etter hvert vakt stor motstand. I Norge har vi for eksempel hatt viktige debatter om overgrep mot samer og sigøynere. Resultatet har ofte vært mer tolerante strategier, som lar minoritetskulturene blomstre i noe større grad: støtte til religiøse privatskoler, tillatelse til å bære hijab i den offentlige skole. Men hva bør vi gjøre med Wittgenstein, amerikanske pragmatister som William James og John Dewey, og med Heidegger i Sein und Zeit). Disse to traditioner har haft meget lidt at sige til hinanden. Den mest generelle måde hvorpå jeg adskiller mig fra de fleste, der i dag er optaget af lignende spørgsmål består i, at jeg eksplicit forsøger at samtænke disse to traditioner. – Lige nu er du i gang med et andet filosofihistorisk projekt: en bog om den tyske filosof Hegel. Hvad mener du, at vi kan lære af Hegel idag? – Jeg har talt om den kantianske revolution, der bestod i at anskue os mennesker som normative væsener. Kant gjorde spørgsmålet om, hvad det vil sige, at vi er ansvarlige eller kan forpligte os til et hovedpunkt på den filosofiske dagsorden. Men hvis du spurgte ham, hvad normer er for noget, og hvor de kommer fra, så havde han overraskende lidt at sige. – I den næste filosofiske generation kommer Hegel så og siger, at normer er socialt instituerede: Før mennesker holdt hinanden ansvarlige, behandlede hinanden som forpligtede, så var der ikke ansvar eller forpligtelser i verden. Hegel bibeholdt den Kantianske understregning af begrundelser, men til forskel fra Kant så han normerne som iboende de faktiske sociale praksisser mennesker tager del i. – Den idé, at de sociale institutioner er der, hvor normerne skal findes, blev genoptaget af den sene Wittgenstein. Men hos Wittgenstein kombineres denne indsigt ikke med understregningen af begrundelser som hos Hegel. Så jeg mener, at Hegel kan give os en særlig indsigt i, hvordan vi skal tænke om sådan nogle væsener som os. – Mere generelt, hvad ser du som filosofiens opgave? – Hvis jeg skal sige det meget kort, så mener jeg at filosofiens opgave er at studere mennesket som et normativt væsen, der kan påtage sig en rationel forpligtelse og således begrunde sine opfattelser og handlinger. © LMD Norden / Information når slike minoritetsskikker skader kvinner? Hvordan bør vi avveie krav om minoriteters grupperettigheter mot likestillingsidealene? Okin avviste at respekt for minoritetene krever at man respekterer det som skjer bak lukkede dører og internt i disse samfunnene – det ville være å gjenta feilene som preget vestlig politisk teori altfor lenge. Siden mange av minoritetenes kulturelle særpreg er særlig belastende for kvinner er en reflektert grenseoppgang påkrevet. I vestlige samfunn er det kanskje særlig uforsvarlig å la minoritetskvinner ha mindre beskyttelse mot overgrep enn andre kvinner har, simpelthen begrunnet med respekt for minoritetene. Særlig vanskelig er det å respektere gruppers selvstyre når den interne kulturen preger gutter og jenter til roller de ikke lett kan velge bort. Hvilke minoriteter, og hvem i disse minoritetsgruppene skal respekteres? spør Okin. Vi må finne gode svar, for ellers blir ikke grupperettigheter del av løsningen, men i stedet del av problemet. Det er til syvende og sist enkeltindividenes behov og interesser som må begrunne grupperettigheter. Derfor kan vi ikke akseptere at slike spørsmål kun besvares av gruppens selverklærte ledere, som hovedsakelig er eldre menn. Okin mente, på dette området som på alle andre, at kvinner må være fullt delaktige i samtaler, forhandlinger og beslutninger om hvordan makt skal brukes, så lenge deres interesser står på spill. På dette punktet, som på så mange andre, levde Susan Okin som hun lærte. © LMD Norden Blindt spor FILM: Nogle tilsyneladende dokumentariske film er såkaldte mockumentaries, altså snyd. Andre opererer i en grænseegn mellem sandt og falsk, hvilket kan være endnu mere frustrerende. LARS MOVIN Frilans journalist. Dokumentarfilm er den eneste kunstart, der som udgangspunkt bruger selve virkeligheden som råstof. Men det er ikke alt, der glimter, som er guld. Og ikke alt, hvad der i en dokumentarfilm giver sig ud for at være virkeligt eller autentisk, er nødvendigvis den skinbarlige sandhed. En ekstrem lektion i den retning fik undertegnede i forbindelse med en opgave som jurymedlem ved kortfilmfestivalen i Kraków for år tilbage. Efter den sædvanlige parlamenteren endte juryen med at give en af priserne i dokumentarkategorien til en hollandsk produktion, The Red Rag. En medrivende historie om to brødre, et par regulære særlinge, så dygtigt lavet, at man mange steder undervejs imponeredes over, at det var lykkedes filmmagerne at få alle disse unikke situationer i kassen. Instruktøren kom op på scenen, takkede for prisen og sluttede sin lille tale med at rose juryen for, at vi havde haft mod til at betænke filmen med netop en dokumentarpris – idet historien jo naturligvis var det pure opspind fra start til slut! Man kunne vaske hænderne og sige, at det var festivalarrangørernes fejl, at filmen var anbragt i dokumentarkategorien. Men det ændrer ikke ved det principielle i sagen. Grænsen mellem fiktion og dokumentarisme er under alle omstændigheder flydende. Og lige så vel som der kan være noget sandt i enhver fiktionsfilm, er det sundt ind imellem at blive mindet om, at der med garanti er en vis grad af manipulation og iscenesættelse forbundet med enhver dokumentarfilm. Erkendelsen af de varierende grader af snyd og svindel, der således altid er knyttet til fænomenet dokumentarisme, kombineret med en lede ved især tv-mediets ofte fordrejende og iscenesættende dokumentariske formater, førte på et tidspunkt til en mindre bølge af såkaldte mockumentaries (mock = at gøre nar ad ved at efterligne). Altså film, der mimer de dokumentariske greb og genrekonvensioner, men som er falske fra ende til anden. Ærindet med mockumentary-film er gerne at kritisere visse filmtypers omgang med sandhedsbegrebet samt at skærpe opmærksomheden på dokumentarismens faldgruber. Og hvis dét var filmmagernes mål med The Red Rag, må man sige, at det lykkedes til fulde. Selv om vi i juryen fik røde ører dengang i Kraków, er jeg i bagklogskabens lys lige ved at sige, at prisen var fortjent. Det dokumentariske element i Vakvagany udvikler sig til en blanding af en gyser og en menneskelig tragedie. Vi springer nu frem til cph:dox, efterårets succesrige dokumentarfilmfestival i København. Ved en af visningerne ruller en film over lærredet, der fremkalder minder om oplevelsen i Kraków. Instruktøren er den amerikanske medieprofessor Benjamin Meade. Titlen er Vakvagany (ungarsk metafor for "blindt spor"). Og for at det ikke skal være løgn, har handlingen visse træk tilfælles med The Red Rag, idet hovedpersonerne er to søskende, et par skrammede eksistenser med flere skeletter i skabet, end godt er. Men hér hører enhver lighed også op. Hvor The Red Rag lignede en klassisk observerende dokumentarfilm i fluen-på-væggen traditionen, præsenterer Vakvagany sig fra starten som en metafilm: En intellektuel øvelse, sammensat dels af dokumentarisk stof, dels af refleksioner over filmens materiale og selve vores forhold til at aflæse formodede autentiske optagelser. Historien er som følger (hvis vi tager filmen for pålydende): Benjamin Meade var gæsteprofessor i Budapest. Her blev han via en ungarsk kollega tilbudt at købe fire ruller smalfilm, som en lokal flyttemand havde fået op under neglene i forbindelse med tømningen af en ældre ejendom. Tilbage i USA satte Meade filmene i en fremviser og fandt indholdet både mærkværdigt og foruroligende. Tilsyneladende var der tale om private smalfilmsoptagelser, som dokumenterede episoder i en families liv fra umiddelbart efter Anden Verdenskrig til midten af 60‘erne. Men noget var galt. Ikke alene virkede optagelserne lidt for professionelle (alle fire familiemedlemmer optrådte ofte sammen på billederne, som altså måtte være filmet af en femte person). Også indholdet af flere sekvenser stødte øjet. Faren var tilsyneladende involveret i mystiske aktiviteter med smykker og andre værdier, og visse optagelser af mere privat tilsnit lignede bestemt ikke den type situationer, man normalt foreviger på smalfilm. Meade besluttede at rejse tilbage til Ungarn for at finde ud af mere om familien på filmstrimlerne. Faren viste sig at være en relativt kendt skikkelse, en vis Locsei, en embedsmand med ansvar for at returnere jødisk ejendom, der var konfiskeret under krigen, til de rette ejere. Han og hustruen døde omkring 1990, og børnene var nu midaldrende. Sønnen Erno havde udviklet sig til en overvægtig, alkoholiseret og mentalt handicappet social taber, mens datteren Atuska førte en tilværelse som eneboer og (forståeligt nok) blev stiktosset og nægtede at medvirke i filmen, da filmholdet bogstavelig talt brød ind i hendes hus for at stille spørgsmål om familiens historie. Det dokumentariske element i Vakvagany udvikler sig med andre ord til en blanding af en gyser og en menneskelig tragedie, efterhånden som stadig flere brikker til puslespillet omkring sammenhængene mellem de foruroligende undertoner i de gamle smalfilm og de to dysfunktionelle børns livshistorier dukker op. Meade tager atter hjem til USA og grubler over, hvordan han skal få en helhed ud af de gamle film og de nye optagelser. Løsningen bliver at introducere et tredje lag, hvor et panel af uvildige personer bedes om at kommentere og fortolke materialet: forfatteren James Ellroy, filmmanden Stan Brakhage og psykiateren Roy Menninger. At de tre udlæg- ger episoderne på de gamle smalfilm vidt forskelligt, er forventeligt. Mere interessant er deres overordnede refleksioner over selve den måde, vi afkoder og fortolker filmbilleder på. Over de formelle træk, der gør os i tvivl om, hvorvidt der er tale om autentiske privatoptagelser eller mere professionelle iscenesættelser af en art. Og over de indholdsmæssige elementer, der får os til instinktivt at konstruere en historie om de pågældende personer ud fra nogle ret beset temmelig uklare og usammenhængende hændelser. Er Vakvagany dokumentar, mockumentary, spidsfindig metafilm eller lidt af det hele? Efter tre gennemsyn er denne signatur stadig i tvivl. Men at indholdet er anfægtende og sine steder direkte provokerende, kan der ikke herske tvivl om. Hvad der er mest interessant er imidlertid, at selv om det ret beset er indholdet, der burde bekymre os mest – hvis det er autentisk – er filmen skruet så sindrigt sammen, at det er selve ubehaget ved måske at blive taget ved næsen (som juryen i Kraków), den konstant lurende tvivl om, hvilke lag der (måske) er autentiske, og hvilke der (måske) ikke er, som optager langt den største del af det rådvilde publikums mentale energi. Se også www.vakvagany.com/ © LMD Norden / Information
Page 1 and 2: 32 LE MONDE diplomatique - april 20
Page 13: 24 LE MONDE diplomatique - april 20

Pablo Picasso og hans kritikere - Dokumentar.no

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?