Pablo Picasso og hans kritikere - Dokumentar.no

More documents

Recommendations

Info

10 LE MONDE diplomatique – april 2004 april 2004 – LE MONDE diplomatique 11 Overgrep i Afghanistan RAPPORT: Den amerikanske organisasjonen Human Rights Watch publiserte 9. mars en rapport som kraftig kritiserer amerikanske styrkers fremferd i Afghanistan. Rapporten forteller om tortur og mishandling av afghanske fanger og sivile. Her er utdrag fra rapporten. 1 Utilbørlig maktbruk under arrestasjoner: Amerikanske styrker bruker jevnlig militærmakt når de utfører arrestasjoner i Afghanistan, av og til uten at det tas tilstrekkelig hensyn til internasjonal humanitær rett og menneskerettighetserklæringen. Det ser ut til at amerikanske militære regler beregnet på stridssituasjoner ofte iverksettes der sivile arrestasjonsprosedyrer burde gjelde. I tillegg er det kommet frem at feilaktig og mangelfull etterretning har ført til arrestasjoner av sivile som ikke har deltatt i stridigheter, unødvendige sivile dødsfall og skader under arrestasjoner, samt utilbørlig ødeleggelse av sivile boliger og eiendom. Det finnes også troverdige vitnesbyrd om at amerikanske styrker har slått og mishandlet personer under arrestasjoner, og at afghanske tropper som har bistått amerikanerne har mishandlet lokale innbyggere og plyndret hjemmene til de anholdte. Ifølge talspersoner for FN i Kabul, har deres kontor mottatt en rekke klager om USA-ledede operasjoner i områder sør, sørøst og øst i Afghanistan hvor koalisjonsstyrkene skal ha brukt utilbørlig makt. I disse klagene hevdes det ofte at amerikanske styrker er blitt manipulert av lokale afghanske styrker, inkludert lokale afghanske «fiksere» og tolker, at amerikanske styrker uten å være klar over det har vært innblandet i lokale rivaliseringer, og at de amerikanske styrkenes tilstedeværelse har gjort det mulig for enkelte afghanere å presse lokale innbyggere for penger og true sine motstandere. (…) Personen som var ansvarlig for FNs innsamling av klager omkring USA-ledede operasjoner i 2002 uttaler at mange at klagene omhandlet bruken av «cowboy-lignende overdreven makt» mot innbyggere «som vanligvis viser seg å være lovlydige borgere». Denne personen registrerte tilfeller der amerikanske styrker «sprengte dører ved hjelp av granater i stedet for å banke på», og hardhendt behandling av kvinner og barn. Human Rights Watch er spesielt bekymret over bruken av såkalt suppressing fire under arrestasjoner – det vil si vilkårlig, massiv og vedvarende skyting for å lamme mulige fiendtlige styrker. Human Rights Watch mener at bruken av denne typen skyting (uten at fienden har åpnet ild) ikke hører hjemme under arrestasjoner i boligområder hvor det ikke foregår stridigheter mens operasjonen pågår. Ahmed Khan og hans sønner: En natt sent i juli 2002 ble Ahmed Khans hjem raidet av amerikanske styrker. Han bor i Zurmat-distriktet i Paktia-provinsen. Dette distriktet er ikke fullstendig stabilt, men er under tett kontroll av USA-allierte afghanske styrker – dette var tilfelle også i juli 2002. Mens raidet pågikk, ble Ahmed Khan arrestert sammen med sine to sønner på 17 og 18 år. En lokal gårdbruker døde som følge av skuddveksling under arrestasjonen, og en kvinne i et nabohus ble såret. Human Rights Watch snakket med flere naboer og andre vitner til operasjonen, som Ahmed Khan beskrev slik: Det var i innhøstingstiden. Gårdbrukerne sov ved høysåtene… Det var omtrent klokka ni om kvelden. Vi hadde lagt oss, men sov ikke ennå… Plutselig hørte vi masse bråk. Huset ristet, tårnene [hjørnene på huset] var truffet… Operasjonen hadde startet. Det kom noen helikoptre, vi kunne høre at de sirklet rundt og skjøt med automatvåpen. Det var et enormt leven. Vi hørte også eksplosjoner. Ett av tårnene ble ødelagt, og de sprengte hull i veggen. Ifølge Ahmed Khan gjemte han og familien seg på soveromsgulvet i andre etasje mens skytingen pågikk. Vinduer og dører i huset ble skutt i stykker. Naboene sa de så helikoptre skyte på huset og området rundt det. Ahmed Khan beskrev hvordan de amerikanske styrkene trengte seg inn i huset mens de fortsatt skjøt med våpnene sine: Jeg så ut gjennom de knuste vinduene her og så at det var mange soldater utenfor. De skjøt mot døra [inngangsdøra], åpnet den og kom opp disse trappene. De kom inn gjennom vinduene… De tok seg inn i huset gjennom vinduene som var knust av skytingen og eksplosjonene. De kom opp på rommet vårt, sparket inn døra og gikk inn med lykter og maskingevær. De ga oss signal om å løfte armene. Det var ingen afghanere sammen med dem, ingen som snakket pasjtun. Senere så vi en tolk nede på gårdsplassen… Så bandt de fast mennenes hender og sa til kvinnene at de skulle gå ut på gårdsplassen. De tok oss ut dit også. Deretter begynte troppene, inkludert afghanske soldater, å gjennomsøke huset, og brukte våpnene sine til å få opp låser. De [amerikanske soldater] fikk kvinnene til å gå til det andre huset [på andre siden av gårdsplassen]. Så gjennomsøkte de huset. De knuste alle vinduene, rev dørene av skapene. De skjøt bokser åpne og veltet dem rundt… [Senere] trakk de hetter over hodene på oss, og førte oss ut. Vi ble løftet opp, inn i et helikopter. Jeg kunne høre rotorene. Vi var i helikopteret lenge… Jeg vet ikke hvor lenge. Senere fikk jeg vite at jeg var i Bagram. Etter angrepet ble liket av en lokal landarbeider, Niaz Mohammad, funnet. En nabo fortalte Human Rights Watch: [Senere] fant vi liket av en mann som var drept. Det var Niaz Mohammad. Han hadde en kule i foten, og en i ryggen. Den hadde gått inn i ryggen hans og kommet ut rett ved hjertet. Han ble funnet i nærheten av mølla. Ahmed Khan og hans naboer fortalte Human Rights Watch at Niaz Mohammad hadde sovet utendørs, ved haugene av innhøstet hvete, for å passe på at ingen kom og stjal avlingen. (…) Ahmed Khans familie sa at de hadde mistet mange av sine mest verdifulle eiendeler i løpet av den natten huset deres ble raidet. Amerikanske styrker inndro noen bøker og fire automatvåpen, som de senere leverte tilbake til Ahmed Khan, da han og tenåringssønnene hans ble løslatt. Men Ahmed Khan fortalte at andre eiendeler fortsatt var borte: De stjal alle mine eiendeler… Jeg vet ikke hvem de var. Amerikanerne leverte tilbake noen ting til oss, men mange smykker forsvant. Kvinnene var i det andre rommet. De så ingenting… Amerikanerne kan ha tatt smykkene, eller afghanerne kan ha gjort det. Jeg vet ikke. Jeg mistet mange eiendeler. Jeg vet ikke hva som ble borte den «Det aller verste med hele opplevelsen var da de tok bilder av oss, og vi var helt nakne.» Mohammad Naim natta. Mange smykker ble tatt. (…) Vilkårlige eller feilaktige arrestasjoner og ubegrenset varetekt: Amerikanske styrker i Afghanistan tar jevnlig til fange soldater og sivile som har tatt til våpen mot amerikanske og afghanske styrker og koalisjonsstyrker. Dette skjer både under kamp og fengslingsoperasjoner. Likevel arresterer amerikanske styrker regelmessig sivile som ikke har deltatt direkte i kamphandlinger, og av og til i situasjoner der arrestasjonen virker vilkårlig eller basert på dårlig eller feilaktig etterretning. Amerikanske styrker anholder av og til alle menn i militær alder som befinner seg i nærheten av et område hvor det foregår en operasjon. Andre ganger ser det ut til at personer arresteres fordi amerikanske ansvarshavende har bestemt at de utgjør en sikkerhetsrisiko eller er nyttige i etterretningsøyemed – for eksempel religiøse ledere eller lokale stammeledere som kan ha politiske bånd til Taliban, eller sivile som er observert i nærheten av åsteder for nylige angrep. Human Rights Watch har intervjuet mange afghanere som er blitt arrestert for rett og slett å ha vært på feil sted til feil tid. For mange av disse mennene er arrestasjon starten på en prøvelse som kan innbære slag og andre former for mishandling, gjentatte og tilsynelatende vilkårlige avhør, og fangenskap i uker og måneder uten rett til besøk av familie. Når de til slutt blir løslatt, kommer mange hjem til et hus som er plyndret av afghanske tropper. I slutten av mai 2002 raidet amerikanske styrker to hjem i landsbyen Karmati i nærheten av byen Gardez. De arresterte fem afghanske menn, som alle senere ble løslatt og vendte tilbake til hjembyen. Ifølge vitner benyttet de amerikanske styrkene helikoptre og fly for å patruljere område,t og de skal ha iverksatt «suppressing fire». Raidet fant sted i et område som utelukkende besto av boliger, og det finnes ikke bevis for at de amerikanske styrkene møtte noen form for motstand. Kirmati var på dette tidspunktet, og er fortsatt, kontrollert av afghanske styrker alliert med amerikanerne. Fem personer ble anholdt: Mohammed Naim og hans bror Sherbat, Ahmaddullah og hans bror Amanullah, samt Khoja Mohammad. Mohammad Naim beskrev raidet slik: Det var seint på kvelden, etter midnatt. Plutselig hørte vi masse bråk, veldig høyt, forvirrende… Jeg gikk ut på gårdsplassen. Plutselig var det en mann der, han rettet et gevær mot meg. Så jeg overga meg. Mohammad Naims bror fortalte en lignende historie. Brødrene Ahmaddullah og Amanullah ble arrestert i et hus like ved. En annen landsbybeboer, Khoja Mohammad, ble arrestert da han kom ut av huset sitt for å se hva som foregikk i de andre husene. (…) De fem mennene ble brakt til Bagram. Mohammad Naim beskrev hva som skjedde etter at de landet: Vi ble kastet inn i et rom, med ansiktene ned mot golvet. Vi ble værende der en stund. Så kom de og løftet meg opp og førte meg et eller annet sted. De tok av meg bindet for øynene. Jeg så at jeg var alene. Det var noen andre mennesker i rommet, men jeg var den eneste fangen. Jeg lå på gulvet, og en mann sto over meg. Han hadde en fot på ryggen min. Akkurat da var det en tolk i rommet. Han spurte meg, «hva heter du?», og jeg svarte. De tvang meg til å ta av meg alle klærne, så jeg var naken. De tok bilder av oss, nakne. Så fikk vi nye klær, som var mørkeblå. En mann kom inn, han hadde en plastpose. Så dro han hånden gjennom håret mitt, ristet det. Så rev han ut litt av håret mitt og litt av skjegget, og puttet det i posen… Det aller verste med hele opplevelsen var da de tok bilder av oss, og vi var helt nakne. Helt nakne. Det var fullstendig ydmykende. Ifølge Mohammed Naim og Sherbat, var avhørene i Bagram de påfølgende dagene ekstremt generelle, noe som tydet på at de amerikanske etterforskerne ikke ante hvem de to brødrene var: Under avhørene spurte de oss, «Hvem er dere?», «Hva gjør dere?». Jeg sa til dem: «Jeg er slakter. Jeg er bare en slakter med en butikk i landsbyen.» De viste meg bilde av Khoja Mohammad [en av de andre arresterte fra landsbyen] og spurte meg om jeg kjente han. «Selvfølgelig kjenner jeg han – han er naboen min,» sa jeg. (…) Etter seksten dager i varetekt, hvorav seks dager med avhør, ble de fem mennene løslatt. Said Sherbat fortalte: Da de løslot oss, kom en amerikaner og sa via tolk: «Vi beklager. Vi beklager på vegne av Amerika og også på vegne av president Bush. Vi beklager.» De sa de ville hjelpe oss ved å gi oss erstatning for det som hadde skjedd. De sa vi skulle få hjelp. Men det fikk vi aldri. Så satte de på oss hetter igjen, plasserte oss i helikopteret, og fraktet oss til Gardez. Da vi landet i Gardez, kjørte de oss videre i en lastebil. Vi ba dem stoppe før vi kom til landsbyen vår, vi ville gå den siste strekningen til fots. Tolken ga oss omtrent tretti tusen [gamle] aghanis [omtrent 70 amerikanske cent] så vi i alle fall kunne kjøpe oss litt te. (…) CIAs interneringssentre: CIA-agenter har vært virksomme over hele Afghanistan siden rett etter 11. september 2001, og ledet etterretnings- og militæroperasjoner. CIA disponerer et høyt bevoktet operasjonssenter i Kabul, i bydelen Ariana Chowk. Sentret er omgitt av en 13 meter høy mur, piggtråd og vakttårn. CIA kontrollerer også et eget avhørs- og fengselsanlegg ved Bagram flybase, selv om USA aldri offisielt har innrømmet dette. Det er nærmest umulig å vite hvem som holdes fanget her og hvor lenge, hvordan fengslingsforholdene er, samt grunner til løslatelse eller overføring til andre USAkontrollerte anlegg. Human Rights Watch har intervjuet en tidligere fange, som tidligere var høyt plassert i Taliban-styret. Han ble holdt fanget ved et ukjent anlegg i nærheten av Kabul i åtte måneder, bevoktet av afghanske soldater, men avhørt av amerikansk personell kledd i sivil. Siden alt amerikansk militært personell har ordre om å gå i uniform i Afghanistan, er det mulig at de som utførte avhørene var fra CIA. Denne tidligere Taliban-lederen fortalte at det også var andre fanger i den samme bygningen: han hørte stemmene deres, og vakter som snakket om andre fanger i korridoren utenfor cella hans. Han fortalte at han samarbeidet med amerikanerne og at han ikke ble dårlig behandlet. Han tror han ble holdt ved et afghansk interneringssenter i Shashdarakområdet i Kabul eller ved CIAs Ariana Chowk-anlegg. (…) Lovens standarder for fengsling av sivile og soldater i Afghanistan: Internasjonal humanitær rett skal gir beskyttelse til alle personer som er brakt i varetekt i situasjoner med væpnet konflikt. Siden Hamid Karzais regjering ble etablert, har de vedvarende kamphandlingene i Afghanistan blitt betraktet som en «ikke-internasjonal» konflikt, altså en intern væpnet konflikt. Personer som blir arrestert under en intern konflikt skal behandles i henhold til artikkel 3 i Genève-konvensjonen, gjeldende internasjonal humanitær rett, samt menneskerettighetserklæringen. Under en intern konflikt kan personer som blir pågrepet for å ha deltatt i væpnet konflikt tiltales for å ha tatt til våpen mot regjeringen. Dette er annerledes enn i en internasjonal væpnet konflikt, hvor soldater vanligvis har rett til «den stridendes privilegium», som beskytter dem mot tiltale for delaktighet i kampene. Dette betyr at den afghanske regjeringen kan reise tiltale mot personer som pågripes i dag, for brudd mot afghansk lov. Slike saker må imidlertid prøves for domstoler som oppfyller internasjonale krav til rettferdig rettergang. Personer som pågripes uten å ha deltatt direkte i kamper, må anklages for kriminelle forhold eller løslates. Ifølge menneskerettighetene har disse personene rett til juridisk hjelp, og saken deres skal prøves for en upartisk og uavhengig domstol. I en situasjon med erklært unntakstilstand, kan noen av disse kravene delvis falle bort, men dette skal «strengt begrenses til det situasjonen krever». Retten til en rettferdig rettergang og en uavhengig og upartisk domstol kan for eksempel aldri oppheves. USA hevder fremdeles at det foregår en internasjonal væpnet konflikt i Afghanistan. Selv om dette skulle være tilfelle, ville amerikanernes behandling av fanger fortsatt være i strid med internasjonal lov. Under internasjonale væpnede konflikter kan sivile anholdes av «nødvendige sikkerhetsårsaker», men de kan ikke holdes på ubestemt tid. Den fjerde Genève-konvensjonen tillater fengsling «bare dersom dette er absolutt nødvendig av hensyn til den anholdende maktens sikkerhet.» Selv da har arrestanten rett til å få fengslingen «så fort som mulig» prøvd for en domstol eller et råd den anholdende makten har etablert til dette formål. Dette betyr at de fleste regler som gjelder for ikke-internasjonale konflikter også gjelder for internasjonale konflikter. Gjennom å se bort fra disse reglene, bryter USA internasjonal lov. Dårlig behandling av fanger: Human Rights Watch har mottatt troverdig informasjon om dårlig behandling av fanger ved interneringssenteret i Bagram. Det ser ut til at behandlingen av internerte personer var spesielt hard i løpet av de første månedene etter at USA opprettet dette senteret mot slutten av 2001. To personer som ble holdt fanget i Bagram i mars 2002 (og som senere ble sendt til Guantanamo-basen og til slutt løslatt og sendt hjem igjen) beskrev overfor Human Rights Watch hvordan de ble holdt i ei celle i flere uker, en gruppe mennesker sammen, i bare undertøyet. Ifølge de to mennene, ble det satt opp lyskastere utenfor cella, og amerikanske soldater byttet på å holde fangene våkne ved å slå løs på metallveggene med batonger. Fangene fortalte at de var vettskremte og forvirrede på grunn av søvnberøvelse, noe som skal ha pågått i flere uker. De sier at de under avhør ble tvunget til å stå oppreist i lange perioder med skarpt lys rett inn i øynene. De ble fortalt at de ikke ville bli forhørt før de hadde stått ubevegelige i en time, og de fikk ikke engang lov til å røre på hodet. Hvis de likevel bevegde seg, sa avhørslederne at «klokka ble nullstilt». Bakenfor lyset og via tolker, skrek amerikansk personell spørsmål til fangene. To andre fanger som ble holdt i Bagram mot slutten av 2002 fortalte en reporter fra New York Times om hvordan de ble lenket fast stående, nakne, i flere uker om gangen. De ble nektet søvn og noen ganger slått. En reporter tilknyttet Associated Press intervjuet to fanger som ble holdt i Bagram mot slutten av 2002 og i begynnelsen av 2003: Saif-ur-Rahman og Abdul Qayyum. Qayyum ble arrestert i august 2002, og Rahman i desember 2002. Begge ble holdt fanget i mer enn to måneder. De to mennene, som ble intervjuet uavhengig av hverandre, beskrev lignende opplevelser i fengslingsperioden: de ble nektet søvn, tvunget til å stå oppreist i lange perioder, og fikk ydmykende bemerkninger fra kvinnelige soldater. Rahman sa at han tilbrakte den første natten i fangenskap i ei iskald celle, han ble kledd naken og fikk kaldt vann helt over seg. Han tror han befant seg på en militærbase i Jalalabad på dette tidspunktet. Senere, i Bagram, fortalte han at amerikanske soldater tvang ham til å ligge på gulvet, naken, holdt nede ved hjelp av en stol. Han fortalte også at han hele tiden var lenket fast, også mens han sov, og fikk ikke lov til å snakke med andre fanger. Qayyum og Rahman hadde forbindelser til en lokal kommandant i Kunar- Forhørsledere fra militæret og CIA bruker søvnberøvelse som metode. Pablo Picasso: Mann med en gitar (1911/13) provinsen, Rohullah Wakil, som ble valgt inn i storrådet Loya Jirga i Kabul i 2002. Han ble arrestert i august 2002, og er fortsatt fengslet. Ifølge personer som er løslatt fra Bagramfengslet, straffer amerikanerne fanger når de bryter reglene. Det kan dreie seg om at man snakker til en annen fange eller roper til vaktene. Fangene blir tatt ut, i lenker, og tvunget til å holde armene over hodet. Lenkene blir så hengt over en dør, slik at de ikke kan ta armene ned. Slik beordres de til å stå i flere perioder på to timer om gangen. En fange som ble intervjuet hadde selv gjennomgått en slik straff, og forteller om store smerter i armene. (…) Flere amerikanske ansvarshavende har uttalt seg anonymt til media og bekreftet at forhørsledere fra militæret og CIA bruker søvnberøvelse som metode, og at fanger noen ganger må stå eller knele i timevis med svarte hetter over hodet eller briller med svartmalte glass, i smertefulle stillinger. I mars 2003 fortalte en amerikansk ansvarshavende til en New York Times-reporter at Omar Faruq, en fange ved Bagram-basen som ble påstått å ha nære bånd til Osama bin Laden, ble utsatt for avhør som «ikke var virkelig tortur, men så nært opp til det man kommer.» Den amerikanske representanten sa at Faruq fikk svært lite mat og ble utsatt for lys- og søvnberøvelse, langvarig isolasjon og romtemperaturer fra 38 ned til -12° C. Den samme måneden fortalte amerikanske ansvarshavende en annen reporter fra New York Times om avhørene av Abu Zubaydah, mistenkt for å være al-Qaida-leder. Han ble arrestert i mars 2003 og sannsynligvis holdt i Bagram. Abu Zubaydah ble skutt i brystet, lysken og hoften da han ble tatt til fange i Pakistan, og ifølge en av de intervjuede amerikanerne skal forhørsledere senere ha manipulert med den smertestillende medisinen hans da de avhørte ham. Militære forhørsledere uttalte følgende til Wall Street Journal: Forhørsledere kan også spille på fangenes fobier, for eksempel redsel for rotter eller katter. De kan også gi seg ut for å være forhørsledere fra land som er kjent for bruk av tortur, eller true med å sende fangene til et slikt land. Fanger kan bli avkledd, barbert under tvang, og fratatt religiøse objekter eller toalettsaker. (…) Dødsfall i amerikansk fangenskap To afghanere døde i fangenskap ved Bagram flybase i desember 2002. Begge dødsfallene ble konstatert som drap av amerikanske militærleger som utførte obduksjon. Den ene av de to avdøde fangene, Dilawar, var 22 år gammel og fra det sørøstlige Afghanistan, i nærheten av byen Khost. Han døde 10. desember 2002 som følge av «skader påført gjennom stump vold mot nedre kroppsdeler som medførte komplikasjoner av kransarteriesykdom», i følge dødsattesten hans. New York Times skaffet seg tilgang til denne attesten, som ble skrevet av en patolog knyttet til militæret. Den andre avdøde fangen. Mullah Habibullah, var rundt 30 år gammel og kom fra den sørlige provinsen Oruzgan. Han døde tidligere, 3. desember 2002. En militær talsmann ved Bagram-basen bekreftet overfor reportere fra New York Times at en militærpatolog hadde konstatert Mullah Habibullahs død som drap. Dødsårsaken var «lungeemboli [blodpropp i lungene] som følge av skader påført gjennom stump vold mot bena.» Begge militærlegene ble kontaktet av Human Rights Watch i november og desember 2003, men avslo å la seg intervjue. (…) Lovens standarder angående fysisk behandling av fanger: Forbudet mot mishandling og tortur av fanger er grunnleggende både i internasjonal humanitær rett og menneskerettighetserklæringen. (…) Mens internasjonal lov tillater disiplinering og straff av fanger som bryter nødvendige regler, må slik straff ilegges av retten eller av en administrativ instans med slik myndighet. Tortur eller annen mishandling skal aldri finne sted. (…) Langvarig fastlenking av fanger strider mot forbudet mot mishandling i internasjonal lov, og kan betraktes som en form for tortur. Spesialrapportøren for tortur har gjentatte ganger og i ulike sammenhenger betegnet langvarig fastlenking som et eksempel på tortur. FNs generalsekretær har også referert til dette som et eksempel på en forbudt torturmetode. Langvarig søvnberøvelse og kulde kan også stride mot forbudene i internasjonal lov mot mishandling, og kan betraktes som en form for tortur. Det amerikanske utenriksdepartementet har i sin rapport «Country Reports on Human Rights Practices» gjentatte ganger inkludert søvnberøvelse og kulde blant eksemplene på tortur. 1 Rapporten, som har tittelen «Enduring Freedom. Abuses by US Forces in Afghanistan», er tilgjengelig i sin helhet på hrw.org/reports/2004/afghanistan0304/
12 LE MONDE diplomatique – april 2004 april 2004 – LE MONDE diplomatique 13 Den internationale blindhed RWANDA: En million døde på 100 dage og verden skulle ikke have vidst noget derom? COLETTE BRAECKMAN Journalist i Le Soir, Bruxelles. Siden uafhængigheden i 1962 vidste alle de, som interesserede sig for Rwanda, at ilden ulmede. Allerede i 1959 fordrev hutuerne med assistance fra belgierne, som havde valgt at satse på den etniske majoritet, mere end 300.000 tutsier. Rwandas Patriotiske Front (RPF) var en politisk-militær organisation, hvis engelsktalende medlemmer var flygtninge i Uganda og kæmpede derfra for at kunne vende tilbage. Fra og med RPF’s indtræden i krigen i oktober 1990 fulgtes deres fremgang med massakrer på tutsier. I oktober 1993 blev en række fredsaftaler underskrevet i Arusha i Tanzania under pres fra pengedonorerne. De imødeså oprettelsen af en overgangsregering, hvor RPF ville være repræsenteret sammen med den politiske opposition. En FN-fredsstyrke skulle garantere freden. Det var kun de udenlandske diplomater, som dengang var optimistiske. I en sådan grad, at Sikkerhedsrådets medlemmer vurderede, at en detachement på 2548 mand var tilstrækkelig – i stedet for de 4500 som den øverstbefalende for FN’s mission i Rwanda (UNAMIR), den canadiske general Romeo Dallaire, havde forlangt – og indskrænkede dens mandat til kapitel VI i FN-chartret, som forbyder brugen af våbenmagt. Tillige er det sandt, at Rwanda, som er fattigt og tilsyneladende uden nogen strategisk interesse, blev ramt af efterspillet af USA’s nederlag i Somalia nogle måneder tidligere og at ingen, udover belgierne og franskmændene, rigtigt ønskede at engagere sig dér. 1 Alligevel skortede det ikke på foruroligende signaler. Regimets hårde tilhængere havde slået sig sammen for at kunne opstarte Radio-Television Mille Collines, som rakkede fredsaftalerne ned og sendte en hadsk propaganda imod RPF, tutsier i almindelighed og den belgiske deling, som blev beskyldt for at have taget part til fordel for RPF. Fra og med oktober 1993 rekrutteredes titusindvis af unge hutuer til de lejre, som man kunne skimte langs vejen, dér blev de trænet i håndteringen af skydevåben og macheter. Hvordan kunne det samarbejdende belgiske og franske militær, som holdt deres regeringer informerede om de mindste troppebevægelser, ignorere denne mobilisering? På denne tid blev de tilkendte kreditter fra Verdensbanken ligeledes omdirigeret til indkøb af skydevåben og hakker. Takket været Crédit Lyonnais’s kreditgarantier, havde Egypten klaret adskillige leverancer af våben og ammunition. I oktober 1993 bidrog tutsiske militærfolks mord i Burundi på den lovligt valgte hutupræsident Melchior Ndadaye til en tilspidsning af spændingerne i Rwanda. I januar 1994 forvandledes mistanken til vished, da en informant bekræftede overfor UNAMIR, at alle tutsier var blevet behørigt registreret. Informanten beskrev træningen af Interhahamwe (de, som dræber sammen), oprettelsen af våben- og ammunitionslagre og leverede beviset for sine påstande, da han førte FN’s blå hjelme til et våbendepot i kælderen under præsidentens partihovedsæde. Han understregede ligeledes de trusler, som hang over de belgiske blå hjelme. Men det kodede telegram, som general Dallaire sendte til New York den 15. januar, hvori han bad om tilladelse til at optrævle våbenlagrene, mød- tes ikke af det forventede svar: afdelingen for fredsbevarende operationer, som i perioden ledtes af Kofi Annan, forbød ham enhver indgriben. 2 Oven i alt dette bragte de vestlige ambassadører problemet på banen overfor præsident Juvénal Habyarimana, mens sidstnævnte på samme tid benægtede fakta og lod våbnene distribuere til alle landets kommuner. Trods advarslerne fra den belgiske udenrigsminister Willy Claes, da denne var i Kigali i februar. Trods mordet på Félicien Gatabazi, minister for offentlige arbejder og formand for det socialdemokratiske parti. Trods brevene til general Dallaire fra flere højtstående officerer, der røbede en «machiavellisk plan». Trods mangedoblingen af attentater og den næsten håndgribelige stigning af volden, ændredes der på intet. UNAMIR’s mandat forandredes ikke og Sikkerhedsrådet nøjedes med at udtrykke dets «bekymringer» den 17. februar. Attentatet (bag- og gerningsmænd er fortsat ukendte) mod præsident Habyarimanas fly den 6. april 1994 blev startskuddet på folkemordet. En målrettet mordkampagne – planlagt over flere måneder og omhyggeligt udført – mod kendte, moderate hutuer og simple borgere af tutsisk ophav blev fremstillet som «udtryk for folkets vrede» som følge af mordet på statsoverhovedet. FN-styrkerne var på det tidspunkt spredt ud over landet, de manglede våben og tropper. Da general Dallaire og hans assistent Luc Marechal erfarede om morgenen den 7. april, at ti belgiske Mindehøjtidelighedernes betydning ERINDRINGSKONFLIKT: Hvordan mindes et folkemord som har revet et land i filler? JOSÉ KAGABO Lektor ved Skolen for Højere Studier i Socialvidenskaberne i Paris. Hvert år den syvende april mindes Rwanda folkemordet fra april til juli 1994 på omkring én million tutsier og hutuer i opposition. 1 Folkemordets realitet blev dog bestridt, inden det blev et erindringsobjekt. En fornægtelse, der tjente til at stille spørgsmålstegn ved Rwandas nye magthaveres legitimitet. Disse bestod af en koalition af medlemmer af Rwandas Patriotiske Front (RPF) samt partier, der alle havde modsat sig «Endlösungen». Rent faktisk havde visse europæiske magter forsøgt (læs Colette Braeckmans artikel) at påtvinge Rwanda en «forhandlet» udgang på krisen mellem sejrherrerne i krigen fra 1990-94 (RPF og dens hær fra Uganda) og repræsentanterne for det faldne regime (de ansvarlige for forbrydelsen). Stadig et helt år efter hændelserne taltes der her og der om udifferentierede massakrer eller om «dobbelt folkemord». I denne konfuse kontekst blev mindehøjtideligheden på årsdagen for folkemordet noget forvirrende. Dette i en sådan grad at valget af en dato blev genstand for heftig diskussion. Skulle mindehøjtideligheden finde sted den 6. april – dagen for påbegyndelse af blodbadet, men også for mordet på præsident Juvénal Habyarimana – eller den 4. juli – den officielle dato for folkemordets ophør som følge af indgreb fra RPF´s hær? Denne debat dækkede i virkeligheden over et prekært spørgsmål. Skulle både tutsier og hutuer inkluderes i den samme mindehøjtidelighed eller ej? Hutuerne endte med – da valget faldt på den 7. april – at blive del af erindringen. Denne symbolik gjorde det desuden muligt at svejse (i det mindste virtuelt) det nye regeringshold sammen. Republikkens præsident (Pasteur Bizimungu), statsministeren og ministrene for udenrigs- og indenrigsanliggender samt informationsministeren var alle hutuer, mens tutsierne primært knyttede sig til kontrollen med hæren, navnlig Paul Kagame, der blev både vicepræsident og forsvarsminister. De semantiske mislyde afslørede dog snart en alvorlig erindringskonflikt. Når statschefen talte om folkemordet, foretrak han fx at bruge to termer: ishyano (i flertal amahano) og itsembatsemba. Den første svarer blot til en vag betegnelse for en ulykke, den anden er blot et lydord, som er dannet efter udsagnsordet gutsemba, som betyder ødelægge, udrydde. Han genkaldte sig altså udryddelsen i sine taler men uden at præcisere motivet og genstanden for folkemordet. Først med den første internationale konference om folkemordet i november 1995 i Kigali ryddedes misforståelserne af vejen. Denne sammenkomst var for rwandaerne udtryk for, at hele verden endelig anerkendte deres tragedie. blåhjelme med ansvar for beskyttelsen af premierministeren var i vanskeligheder i Kigali, blev spørgsmålet om at komme dem til hjælp end ikke rejst. Mens ligene blev samlet op af renovationsvognene, mens dræberkohorterne gennempløjede byen, mens general Dallaire forlangte forstærkninger, handlede det især om at evakuere udenlandske statsborgere. Med det mål for øje afsendte franskmændene i hast en styrke på 450 mand, belgierne sendte 450 faldskærmssoldater og yderligere 500 til Kenya, 80 italienere tilsluttede sig operationen, mens 250 amerikanske rangers befandt sig i Burundi. Hvis de havde fundet fælles fodslag med UNAMIR, så havde disse vestlige tropper uden tvivl kunne dæmme op eller blokere for massakrerne i Kigali, lukke den ekstremistiske radio og gennemtvinge en våbenhvile. Men efter ordrer fra deres regeringer begrænsede disse styrker sig til en mission, der undsatte udenlandske borgere, mens de overlod civile tutsier, inklusiv blandede ægtepar, ambassadeansatte, herunder personalet på det franske kulturcenter, og de dusinvis af tutsier, som havde søgt om beskyttelse under FN, til deres skæbne. De blå hjelme overlod man ligeledes til deres egen afmagt. Efter ordre fra den franske præsident François Mitterrand, sørgede franskmændene dog for at præsident Habyarimanas enke, som hørte til i de «hårdes» klan, og nogle af regimets kendte personer bragtes i sikker forvaring. Termen «folkemord» indebar en forpligtelse til at gribe ind . Rwanda var dog endnu ikke fuldstændig overladt til sig selv. Men efter at ti blåhjelme chokerende var blevet dræbt, bekendtgjorde den belgiske udenrigsminister Willy Claes den 12. april overfor FN’s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, at den belgiske styrke i UNAMIR snarligt ville trække sig ud og han kastede sig ud i en diplomatisk aktion for at overtale de øvrige lande til det samme. På denne tid var Rwanda et ikke-permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd, og deres repræsentant havde tilknytning til ekstremisterne. Repræsentanter for regeringen blev officielt modtaget i Paris. Frankrig leverede fortsat våben via Goma til Nord Kivu. Amerikanerne og briterne modsatte sig konstant troppeforstærkninger til UNAMIR, som om det eneste vigtige var intet at gøre. Den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright sørgede i øvrigt for at forbyde brugen af termen «folkemord», fordi det indebar Fra og med 1996 tegnede konturerne sig for en veritabel «erindringspolitik». Den anden mindehøjtidelighed afholdtes i Muhororo, den region hvorfra den nye statschef stammede – en bastion for hutuekstremismen og dermed en region hvor massakrerne havde været ubarmhjertige. Præsident Bizimungu holdte dér en lejlighedstale, der mindede om årsagerne til tragedien. En officiel fortolkning af historien, der insisterede på det internationale samfunds ansvar (koloniseringen, støtten til det regime der var ansvarlig for folkemordet, evakueringen af FN’s mæglingsstyrke mens massakrerne foregik). Idet han henvendte sig til et mindre opløb af bønder, som fulgte ceremonien på afstand – efter alt at dømme uden at forstå det store – hudflettede han kollektivt hutuerne: «Ved jeres handlinger, ved jeres grusomhed har I vist, at vi hutuer alle sammen er nogle dyr!». Til den tredje mindehøjtidelighed, den 7. april 1997, valgtes Murambi, hvor der findes en gigantisk massegrav. Kommunen befinder sig i den sydlige del af landet, i Gikongoro-præfekturet, zonen for Operation Turqoise, hvor den franske hær havde «stillet sig imellem» folkemorderne og deres ofre. Præsident Bizimungu (der ikke er kendt som nuanceringens mester) fortalte historien om en elefant, der gik løs på en myre. Det store dyr regnede med, at dets vægt ville række til en forpligtelse til at gribe ind, og mod slutningen af april talte Boutros Boutros-Ghali stadigvæk om en «borgerkrig». Den 21. april valgte Sikkerhedsrådet med dets resolution 912 at reducere FN-styrken i Rwanda, som kom til at tælle mindre end 500 blåhjelme. Denne sidste FN-styrke var uden føde, uden ammunition og uden køretøjer, ja, uden drikkevand. De var ude af stand til at redde de civile, der anmodede om beskyttelse eller hjælp, selvom de modigt og med succes gennemførte flere undsætningsoperationer. Når pressen interesserede sig for Rwanda, så var det for at få optagelser af de lig, som flød på Viktoriasøen ud for Ugandas bredder, eller for at følge den masseudvandring af hutuer der – efter at have begået deres forbrydelse – var flygtet mod Tanzania for at undslippe gengældelsen. Lang tid før dette var Philippe Gaillard (på vegne af Røde Kors’ Internationale Komite), Læger uden Grænser (hvis ledelse og syge var blevet massakreret i Butare 3) og general Dallaire selv fremkommet igen og igen med frygtelige vidnesbyrd, med råb om hjælp. Det var først den 11-12. maj, hvor FN-kommissæren for menneskerettigheder, José Ayala Lasse, ankom til skuepladsen, at han endelig brugte termen: folkedrab. På dette tidspunkt talte pressen i dets store flertal stadig om «interetniske massakrer», om «stammekrige». Alt imens myrderierne var sat i gang og organiseret af den indsatte overgangsregering, som forordnedes efter Habyarimanas død. Rwanda blev beskrevet som en «sammenbrudt stat», nedkastet i en form for barbarisk anomali. Som om man for enhver pris måtte overføre klicheen om Somalia som dette særdeles hierarkiserede land, hvor borgerne har for vane at adlyde de ordrer, som kommer oppe fra… Det er først i juni, at tragedien begynder at gøre indtryk på opinionen. På trods af amerikansk modstand endte Sikkerhedsrådet med at stemme for et forstærket UNAMIR 2, men FN fandt hverken soldaterne eller pengene til at få missionen op at stå. USA blev forespurgt, om de kunne levere køretøjer og panservogne, de forventede at blive betalt forud… Hvad RPF angik, så rykkede de langsomt men sikkert frem mod Kigali. De snuppede deres modstandere og disses ofre i en knibtangsmanøvre; de vurderede, at en udenlandsk intervention efterhånden var formålsløs. Ikke blot fordi de fleste tutsier allerede var døde, men i endnu højere grad fordi de ikke at mase undermåleren, men kampens udfald blev anderledes. Statsoverhovedet sluttede med: «Hvor er elefanten i dag? Myren er der stadig!» Organisatorerne bag mindehøjtideligheden inviterede en overlevende på scenen, og de som ikke rigtig havde fattet dyremetaforen forstod nu, at den omtalte elefant var Frankrig – myren var Rwanda. Vidnet beskyldte formelt det franske militær for at have dækket over myrderierne og for at have forsøgt at skjule massegraven i Murambi, idet de havde anlagt en vollyballbane dér. Det andet stærkt bevægede øjeblik under mindehøjtideligheden var anklageskriftet mod biskoppen i Gikongoro, Augustin Misago, som stod anklaget for folkemord og for at have flygtet fra landet sammen med den franske hær. Især i Frankrig betragter nogle forsøget på at gøre udlændinge ansvarlige for folkemordet som en afpresningsstrategi i forhold til det internationale samfund og en politisk manipulation med det mål at bestyrke den siddende magt. En skematisk fortolkning. Det er korrekt, at de rwandesiske autoriteter henvender sig på samme tid til verdensoffentligheden og lokalbefolkningen, men vi mangler stadig at forstå hvorfor og med hvilket mål for øje. Således placerede præsident Bizimungus bemærkninger sig i 1996 i den overordentlig komplekse kontekst i tiden umiddelbart var indstillede på at lade sig frarøve deres sejr. Da var det, at Frankrig tog initiativet: den 22. juni fik det Sikkerhedsrådets tilladelse til at iværksætte en operation under kapitel 7, som tillader brugen af våbenmagt. Det var for sent at redde de hundrede tusinder af civile, som var forsvundet i løbet af de første uger af folkemordet, og kun 10.000 til 15.000 personer havde kunnet samles i lejrene i Nyarushishi og Bisesero, men det var endnu muligt at forsøge at redde den midlertidige regering. Sidstnævnte modtog entusiastisk franskmændene, idet de håbede, at Operation Turquoise ville sinke RPF’s fremrykning og gennemtvinge en forhandling om en opdeling af territoriet. Men RPF’s hurtige fremrykning og i sidste ende stemningen i befolkningen bevirkede, at den franske regering blev delt i spørgsmålet. Overfor militæret, som ville «knække rygraden på RPF», og som ikke lagde skjul på deres solidaritet med deres tidligere hutuske våbenbrødre, «de fransktalende», som de havde uddannet og udstyret, stod Edouard Balladur, som besluttede at mindske de militære ambitioner for Operation Turquoise. Det franske militær var forpligtet til at tage kontakt med RPF og måtte stille sig tilfreds med i den vestlige del af landet at skabe en «sikker humanitær zone», hvorhen alle de ekstremistiske grupper såvel som den midlertidige regering efterfølgende blev stævnede, området rummede således millioner af civile hutuer. Franskmændene var ude af stand til at forhindre talløse massakrer i området. De forsøgte ikke at afvæbne militær- og militsfolk. De passede omhyggeligt på ikke at arrestere de ansvarlige bag folkemordet, som efterfølgende søgte tilflugt i Zaire og forbød ikke Mille Collines-radioens hadske udsendelser. Franskmændene havde taget kamphelikoptere, Jaguar- og Miragefly, hundrede panservogne og morterer, men for få lastvogne og medikamenter, hvorfor de stod magtesløse overfor en koleraepidemi, som brød ud i Goma og slog mere end 40.000 hutuflygtninge ihjel. Med franskmændenes tilstedeværelse og de nye bekvemme kommunikationskanaler kom pressen – langt om længe gjort modtagelige for tragedien i Rwanda – såvel som de humanitære organisationer også til gerningsstedet. De nye magthavere måtte indrette sig i en uafviselig udørk: statsfunktionærerne var flygtede med sagsakter, køretøjer og bankindskud, 300.000 forældreløse børn strejfede rundt i landet. Men det internationale samfund viste uvilje imod at gribe ind og hjælpe RPF. Nogle gav dem skyld for det «dobbelte efter folkedrabet. De overlevendes smerte, deres frygt og bitterhed var tilspidset i en sådan grad, at ingen turde begive sig ud på landet i Rwanda. Udenfor landet, navnlig i flygtningelejrene mod øst i den nuværende Demokratiske Republik Congo (dengang Zaire), truede de tidligere rwandesiske væbnede styrker og militser med at generobre magten og at «gøre arbejdet færdig». 2 Statschefens skræmmende tale var uden tvivl en advarsel imod ethvert forsøg på at danne alliance med de ekstremistnetværk, som formodedes at have forgreninger i landet. Det «muskelpumpede» sprog i 1997 skrev sig ind i en kontekst af stærke spændinger mellem Rwanda og Frankrig. Rwandaerne mistænkte Paris for fortsat at hjælpe ekstremisterne fra det forrige regime, der var flygtede til Zaire, og begyndte at forberede den internationale offentlighed på «kæmpens» invasion af de Store Søer. 3 For øvrigt forværredes forbindelserne mellem Rwandas regering og Vatikanet, efterhånden som anklagerne mod den katolske kirke tog til (meddelagtighed med det forrige regime og visse af dets medlemmers deltagelse i folkemordet). I den voldsomme anklage mod biskop Misago genlød altså mistroen. Selvom den aktuelle statschef Paul Kagames personlighed og kommunikationsstil er meget anderledes end hans forgængeres, så henven- folkemord», andre forlangte, at regimet gav en «forsoningsløn», alt imens ligene fortsat fyldtes i massegrave. På trods af sine gode forbindelser til USA og Storbritannien kostede det i virkeligheden RPF dyrt at have erobret magten i et frankofont land uden at have opnået de gamle kolonialmagters samtykke. Tilstedeværelsen af mere end to millioner hutuflygtninge i Kivu-lejren, som blev ledt af bagmændene bag folkemordet og fik fødevaremidler gennem den humanitære hjælp, bidrog til varigt at destabilisere regionen. Efter forgæves at have forlangt overfor FN’s organer at flytte den trussel, som lejrene udgjorde for landet, indledte Paul Kagame, som sad i spidsen for RPF, i oktober 1996 en offensiv rettet mod at forhindre de rwandesiske flygtninges tilbagevenden ved at der hans taler sig altid på samme tid til det internationale samfund og den interne opinion. Tonelejet er roligere men altid bestemt. Således ironiserede præsidenten i forbindelse med mindehøjtideligheden i april 2003 over det internationale samfunds credo siden holocaust om «Aldrig igen», og han mindede om, at Rwandas folk var blevet overladt til sig selv i 1994. 4 Overfor den belgiske udenrigsminister Louis Michel understregede han sin regerings faste holdning: «Vi vil ingen anstrengelse sky i kampen mod dem, som fra nær eller fjern vil forsøge at vælte os ud i en lignende situation. Vores «Aldrig igen» bør og må omsættes til handling.» Det er nemt at gætte, at præsident Kagame hentyder til den rolle, som hans land har spillet og kunne være fristet til fortsat at spille i Congo. Eftersom vigtige valg stod for døren i sommeren 2003 (til præsidentembedet og den lovgivende forsamling), så henvendte den anden del sig til oppositionens kandidater. «Om dagen holder de positive taler om værdien af menneskerettighederne, om nødvendigheden af at stå sammen og forsones. (…) Om natten skifter de samme personer sproget ud og udbreder historier, der splitter og sætter folk op imod hinanden.» Til ingens overraskelse genvalgtes Kagame til præsidentembedet i slutningen af august med en vælgertilslutning på 95 procent. Hans nærmeste rival var kørt i sænk efter beskyldninger om brug af sprede dem over det umådeligt store Zaire (som senere er blevet til den Demokratiske Republik Congo). Det internationale samfund havde været ude af stand til at forhindre et planlagt og bebudet folkemord og assisterede snart efter til endnu et skridt i tragedien. Syv måneder senere omstyrtedes marskal Josef Désiré Mobuto, som blev understøttet til det allersidste af franskmændene, af Laurent Désiré Kabila og hans rwandesiske og ugandiske allierede. Indtil en ny krig brød ud i 1998, var rwandaerne konstant på jagt efter Interhahamwe-folk på flugt og hengav sig samtidig med, sammen med deres ugandiske allierede, til udplyndring af Congos ressourcer. Til folkemordets én million døde fulgte der yderligere tre millioner forglemte congolesiske ofre – tilfangetagne af krigen, af udplyndringen af naturressourcerne og af en etnisk propaganda. Til den kommende mindehøjtidelighed den 7. april 2004 er der forventninger om noget særligt opsigtsvækkende. Ti år efter hændelserne taler man allerede om en statusopgørelse. Men af hvad? Uden tvivl vil det kunne dreje sig om tilbagetrækning af rwandesiske tropper fra den Demokratiske Republik Congo, om de overståede demokratiske valg, om den gode økonomiske styring (genoprettelse af infrastruktur, af administrationen og den offentlige service), om skabelsen af decentrale domstole for at accelerere domfældelsen over folkemordets formodede bagmænd, 5 om den nationale forsoning. 6 Når det kommer til folkemordet, har de overlevende og Rwandas regering en fornemmelse af at have opnået det internationale samfunds anerkendelse. Bemærkelsesværdig var den undskyldning, som den belgiske statsminister Guy Verhofstads gav i forbindelse med mindehøjtideligheden i år 2000. Af de implicerede lande i folkemordets historie er det kun Frankrig, som fortsat stiller sig forbeholden frem. 7 Påmindelsen om det internationale ansvar synes som endemål at have bekræftelsen af den nationale suverænitet. Det er en måde at sige på: «Efter det som er sket, og i betragtning af den måde I har handlet på, så skal I ikke komme og belære os om moral». Skjeletter av mennesker drept under folkemordet i 1994 i Rwanda. © AFP/Scanpix guds- og menneskeforladt magtkamp mellem frankofone og anglofone lande om kontrollen af hjertet af Afrika. Se også side 14, «Massakrenes mekanismer» 1 Linda Merlvern, A people betrayed, The Role of the West in the Rwanda’s Genocide, Zed books, London, 2000. Gerard Prunier, The Rwanda Crisis: History of a Genocide, C Hurst & Co., 1998. 2 Romeo Dallaire, Shake Hands with the Devil: The Failure of Humanity in Rwanda, Random House of Canada Ltd., 2003. Læs mere på: www.willum.com/dansk/rwanda/ index.htm 3 Allison Desforges, «Leave None to Tell the Story. Genocide in Rwanda.», en Human Rights Watch Rapport, 1999. Find den under: www.hrw.org/reports/1999/ rwanda/ Det drejer sig mindre om at beskylde end om at insistere på muligheden for en anden type af politisk forbindelse med de tidligere kolonimagter. Tilbage står det smertelige spørgsmål om erindringens plads – den individuelle og kollektive – som tydeligvis hverken kan ordnes med en officiel iscenesættelse eller på meget kort sigt. 1 Diskussionen om antallet af døde svinger mellem 800.000 og 1,5 mio. 2 I mordernes uhyggelige sprogkode i 1994 betød «arbejde» at myrde tutsier. 3 Læs Colette Braeckman, Le Soir, den 7. og den 9. april 1997. 4 Læs Colette Braeckman, «Fra Rwanda til Zaire. Folkemordets chokbølge», Le Monde diplomatique, september 1996. Philippe Leymarie, «La politique de France en questions», Le Monde diplomatique, september 1998. 5 Siden marts 2001 tillader en lov domstole kaldet gacaca - en reference til en traditionel retspraksis. De oprettedes for at løse den nærmest umulige opgave med at dømme et stort antal af de tiltalte – 120.000 tilfangetagne afventede dom i 2003. Man tæller i dag mere end 8000 domstole over hele landet. 6 Læs Anne-Cécile Robert, «I Rwanda – at leve med folkemordet», Le Monde diplomatique, juli, 2000. 7 Xavier Emmanuelli, sekretæren for premierministerens akutte, humanitære nødhjælpsprogram, gennemførte, da Alain Juppé var Frankrigs premierminister, en meget diskret andagtsrejse. Læs Philippe Leymarie, «La politique de France au Rwanda en questions», Le Monde diplomatique, september, 1998.
Page 1 and 2: 32 LE MONDE diplomatique - april 20
Page 5: 8 LE MONDE diplomatique - april 200

Pablo Picasso og hans kritikere - Dokumentar.no

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?