Pablo Picasso og hans kritikere - Dokumentar.no
Pablo Picasso og hans kritikere - Dokumentar.no
Pablo Picasso og hans kritikere - Dokumentar.no
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
28 LE MONDE diplomatique – april 2004 april 2004 – LE MONDE diplomatique 29<br />
Hvad vil det sige at være menneske?<br />
Filosofiens opgave er at studere mennesket<br />
som et <strong>no</strong>rmativt væsen, der<br />
kan påtage sig en rationel forpligtelse,<br />
siger den amerikanske filosof Robert<br />
Brandom i dette interview.<br />
JULIE ZAHLE<br />
Den amerikanske filosof Robert Brandom er<br />
netop blevet tildelt den prestigefyldte Mellon<br />
Distinguished Achievement Award på 1,5<br />
million dollars.<br />
Ifølge The Mellon Foundation er han<br />
«en af de mest kreative filosoffer der arbejder<br />
inden for spr<strong>og</strong>- <strong>og</strong> bevidsthedsfilosofi<br />
idag».<br />
Brandom er professor i filosofi ved<br />
University of Pittsburgh. Hans foreløbige<br />
hovedværk er Making It Explicit fra 1994.<br />
Det er en mere end 600 sider lang diskussion<br />
centreret omkring et fundamentalt spørgsmål<br />
indenfor spr<strong>og</strong>filosofien, nemlig hvordan vi<br />
skal forstå spr<strong>og</strong>lig mening, dvs. det forhold<br />
at n<strong>og</strong>le af vores lyde er ord, der betyder n<strong>og</strong>et.<br />
Brandoms svar på dette <strong>og</strong> andre filosofiske<br />
spørgsmål adskiller sig fra mainstream amerikansk<br />
filosofi ved at det ikke blot trækker på<br />
den engelskspr<strong>og</strong>ede, men <strong>og</strong>så i høj grad på<br />
den tyske filosofiske tradition.<br />
– Hvad er udgangspunktet for din analyse af<br />
spr<strong>og</strong>lig mening i ‘Making It Explicit‘?<br />
– Det underliggende spørgsmål er, hvem<br />
vi er: hvordan adskiller vi mennesker os fra<br />
dyrene? Mit svar på dette spørgsmål kan<br />
føres tilbage til den tyske filosof Immanuel<br />
Kant. Kant var den første der hævdede at<br />
mennesket, til forskel fra dyrene, er et <strong>no</strong>rmativt<br />
væsen. Det, der er specielt ved os, er,<br />
at vore opfattelser <strong>og</strong> handlinger er n<strong>og</strong>et<br />
vi er ansvarlige for: de forpligter. Nærmere<br />
bestemt mente Kant, at det vi er ansvarlige<br />
for eller forpligter os på er, at vi skal kunne<br />
begrunde vore opfattelser <strong>og</strong> handlinger.<br />
(1946 -2004)<br />
Susan Okin<br />
FILOSOFI: Den politiske teoretikeren<br />
Susan Moller Okin (født 1946) døde<br />
nylig, så altfor tidlig. En innflytelsesrik<br />
tenker om likestilling, familie <strong>og</strong> rettferdighet<br />
er gått bort.<br />
ANDREAS FØLLESDAL<br />
Professor i filosofi, Oslo.<br />
Susan Moller Okin bidro til å få fram kvinneperspektivet<br />
i politisk tenkning på mange<br />
måter, ved historiske arbeider, <strong>og</strong> både teoretiske<br />
<strong>og</strong> mer konkrete statsvitenskapelige<br />
bidrag. Av særlig interesse for <strong>no</strong>rske lesere<br />
er blant annet bidragene om kvinnerettet utviklingspolitikk<br />
<strong>og</strong> om mi<strong>no</strong>ritetskvinner i det<br />
flerkulturelle samfunn.<br />
Hun ble født i New Zealand, <strong>og</strong> ble utdannet<br />
ved Oxford før hun tok doktorgrad ved<br />
Harvard-universitetet i 1975. Fra 1990 var<br />
hun professor ved Stanford-universitetet.<br />
En av hennes viktige bøker var om kvinner<br />
i vestlig politisk tenkning. Hun påviste at når<br />
mange av de klassiske filosofene som Hobbes<br />
<strong>og</strong> Locke skrev om individer, var det faktisk<br />
mannen som familiens overhode de skrev om.<br />
De bekymret seg for interessekonfliktene <strong>og</strong><br />
fellesinteressene mellom individer i samfunnet,<br />
men overså konflikter mellom familiemedlemmer.<br />
John Stuart Mill var derimot<br />
svært opptatt av dette temaet, <strong>og</strong> av preging<br />
– I den forstand er vi underlagt <strong>no</strong>rmer for<br />
rationalitet. Jeg er frem for alt interesseret i<br />
at forstå denne <strong>no</strong>rmative dimension forstået<br />
som det at vore opfattelser <strong>og</strong> handlinger<br />
vurderes ud fra vores begrundelser herfor.<br />
Det er denne <strong>no</strong>rmative dimension, jeg mener<br />
karakteriserer os som mennesker.<br />
– I din b<strong>og</strong> kombinerer du denne kantianske<br />
pointe med Wittgensteins idé at mening er<br />
brug. Kunne du forklare hvad dette «mening<br />
er brug» betyder?<br />
– De fleste filosoffer i det<br />
20. århundrede anlagde en<br />
formel betragtningsmåde på<br />
spr<strong>og</strong>. De betragtede naturlige<br />
spr<strong>og</strong> i anal<strong>og</strong>i til matematiske<br />
<strong>og</strong> l<strong>og</strong>iske spr<strong>og</strong>. Wittgenstein<br />
skilte sig ud fra denne tradition<br />
ved i stedet at anskue spr<strong>og</strong>et<br />
ud fra, hvad vi kunne kalde, en<br />
antropol<strong>og</strong>isk synsvinkel. Han<br />
var optaget af spr<strong>og</strong> som spr<strong>og</strong>lig<br />
praksis, som n<strong>og</strong>et vi gør.<br />
– Så når Wittgenstein spurgte,<br />
hvad mening er, så tænkte han på mening<br />
som n<strong>og</strong>et, der manifesterer sig i vores brug<br />
af spr<strong>og</strong>et. Han mente, at meningsbegrebets<br />
teoretiske rolle er at forklare, hvorfor det er<br />
korrekt at bruge spr<strong>og</strong>et på én snarere end<br />
på en anden måde. Jeg er helt enig med<br />
Wittgenstein i dette: den teoretiske pointe i at<br />
tale om mening er at komme til klarhed over<br />
de implicitte <strong>no</strong>rmer der ligger bag vores<br />
spr<strong>og</strong>lige praksis.<br />
– Imidlertid adskiller min teori sig fra<br />
Wittgenstein ved, at jeg lægger vægt på<br />
begrundelser eller slutninger. Når Kants,<br />
<strong>og</strong> efterfølgende Hegels, understregning af<br />
begrundelser kombineres med Wittgensteins<br />
syn på mening som brug eller praksis, så bliver<br />
resultatet, at spr<strong>og</strong>lig praksis skal ses som<br />
havende en kerne – en rational kerne.<br />
– Wittgenstein mente ikke, at spr<strong>og</strong>lig<br />
praksis har n<strong>og</strong>en kerne. Jeg mener, at<br />
kernen i spr<strong>og</strong>lige praksisser er det at bede<br />
om <strong>og</strong> give begrundelser. Min påstand er,<br />
til kjønnsroller. Hvordan kunne <strong>og</strong> burde<br />
barn oppdras til likhet, uten ’makt på den ene<br />
side <strong>og</strong> lydighet på den andre’? Okin tok opp<br />
denne utfordringen fra Mill, <strong>og</strong> bidro selv til å<br />
sette fokus på familiens rolle i å opprettholde<br />
kjønnsrollemønstre.<br />
Hun kritiserte <strong>og</strong>så nyere politisk filosofi<br />
for manglende oppmerksomhet om kvinners<br />
situasjon. Hun hevdet for eksempel at John<br />
Rawls’ rettferdighetsteori overser familien<br />
<strong>og</strong> kjønnsrolleproblemer, siden denne teorien<br />
særlig er opptatt av offentlige samfunnsinstitusjoner<br />
samlet. Et av hennes gode poeng er<br />
utvilsomt at mange viktige dilemmaer om likhet<br />
<strong>og</strong> likeverd mellom menn <strong>og</strong> kvinner ikke<br />
blir uttømmende behandlet av slike teorier.<br />
Hvordan institusjoner hemmer rettferdighet<br />
både i familien <strong>og</strong> i arbeidslivet er sentrale<br />
temaer hun selv satte på dagsorden <strong>og</strong> belyste.<br />
For eksempel var hun opptatt av at familien<br />
som oppdragelsesarena må gjenspeile det<br />
likeverdet <strong>og</strong> valgmulighetene som borgere<br />
må ha i storsamfunnet. Derfor kan vi ikke<br />
uten videre forsvare en drastisk skjevfordeling<br />
av roller <strong>og</strong> ansvar mellom mor <strong>og</strong> far,<br />
selv om den er gjort på fritt grunnlag. Det er<br />
uheldig hvis barn ikke opplever <strong>og</strong> dermed<br />
ikke forstår at det finnes andre måter å fordele<br />
oppgaver på. Ellers kan barna lett tro at<br />
«typiske» kjønnsroller ikke bare er vanlige,<br />
men <strong>og</strong>så <strong>no</strong>rmativt riktige. Den feilslutningen<br />
gjorde mange av de gamle filosofene.<br />
Susan Moller Okin deltok på mange forskningsfelt<br />
med temaer som spente fra de mer<br />
teoretiske til de svært konkrete. Hun påviste<br />
for eksempel at påståtte spenninger mellom<br />
fornuft <strong>og</strong> følelser er en overforenkling av<br />
det moralske: Det er ikke en grunnleggende<br />
at den måde et fokus på praksis kan danne<br />
baggrund for en analyse af mening er ved at<br />
se på, hvad der kan tjene som grund til hvad,<br />
hvornår man kan slutte sig fra en ting til en<br />
anden. Så jeg mener at man kan siges at forstå<br />
en spr<strong>og</strong>lig ytring, et udsagn, hvis man ved,<br />
hvad der kunne være af grunde for eller imod<br />
dets fremsættelse, <strong>og</strong> hvad der følger <strong>og</strong> ikke<br />
følger af at fremsætte det.<br />
– Kunne du prøve at give et eksempel på,<br />
hvad du mener med, at man kun forstår et<br />
udsagn, hvis man ved hvad<br />
der kunne begrunde det, <strong>og</strong><br />
hvad det kunne bruges som<br />
begrundelse for?<br />
– Tag for eksempel<br />
udsagnet «den er rød». En<br />
papegøje kunne blive trænet<br />
til at udstøde «den er rød»,<br />
hver gang den blev præsenteret<br />
for n<strong>og</strong>et rødt. Men<br />
jeg tror ikke, at vi under<br />
disse omstændigheder ville<br />
være parat til at sige, at<br />
papegøjen forstod hvad den sagde. Blot det<br />
at sige «den er rød» når man ser n<strong>og</strong>et rødt er<br />
simpelthen ikke <strong>no</strong>k. Så vi må spørge: Hvad<br />
mere skal der til?<br />
– Jo, en tolvårig ved, at hvis n<strong>og</strong>et er rødt så<br />
har det en farve, <strong>og</strong> at hvis n<strong>og</strong>et er rødt, så kan<br />
det ikke samtidigt være grønt. Det ved papegøjen<br />
ikke: Den ved ikke, hvad der kan bruges<br />
som begrundelse for et udsagn, <strong>og</strong> hvad der<br />
kan eller ikke kan udledes fra et udsagn. Det<br />
er derfor den ikke kan siges at forstå meningen<br />
med udsagnet «den er rød» – det er derfor den<br />
ikke forstår begrebet «rød».<br />
– Kan du uddybe hvordan dit syn på spr<strong>og</strong>lig<br />
mening adskiller sig fra andre teorier om<br />
mening idag?<br />
– Jeg nævnte før, at der er to traditioner<br />
inden for spr<strong>og</strong>filosofien det 20. århundrede:<br />
en formel l<strong>og</strong>isk-matematisk tradition (der<br />
typisk forbindes med de L<strong>og</strong>iske Positivister,<br />
Tarski <strong>og</strong> moderne matematisk l<strong>og</strong>ik) <strong>og</strong> en<br />
antropol<strong>og</strong>isk tradition (der typisk forbindes<br />
– At tale om mening<br />
er at komme til<br />
klarhed over de<br />
implicitte <strong>no</strong>rmer<br />
der ligger bag vores<br />
spr<strong>og</strong>lige praksis.<br />
Robert Brandom<br />
konflikt mellom teorier om rettferdige samfunnsinstitusjoner<br />
<strong>og</strong> «omsorgsetikk». Tvert<br />
imot bygger mange rettferdighetsteorier på<br />
antagelser om at vi har ansvar <strong>og</strong> omsorg for<br />
hverandre som likeverdige innbyggere av vår<br />
felles sosiale verden.<br />
To av hennes mer konkrete prosjekter<br />
anvendte dette perspektivet på kvinner i<br />
ulike deler av verden. Det temaet hun skulle<br />
arbeide med ved det prestisjetunge Radcliffe<br />
Institute i år var kjønn, øko<strong>no</strong>misk utvikling<br />
<strong>og</strong> kvinners menneskerettigheter, temaer som<br />
<strong>og</strong>så har stått sentralt i <strong>no</strong>rsk bistandspolitikk<br />
<strong>og</strong> menneskerettighetsinnsats. Hun var særlig<br />
opptatt av hvordan Verdensbankens <strong>og</strong> IMFs<br />
politikk hadde utilsiktede skadevirkninger<br />
for kvinner <strong>og</strong> barn, stikk i strid med FNs<br />
målsetninger.<br />
Et annet av hennes praktiske bidrag er særlig<br />
relevant for de siste ukers hijab-debatt i Norge<br />
<strong>og</strong> Europa. Hun utfordret det «flerkulturelle»<br />
samfunn som blant annet vil tillate hijab <strong>og</strong><br />
andre tradisjoner som kan hemme kvinners<br />
likeverdige samfunnsdeltakelse. Hun spurte:<br />
«Er det flerkulturelle samfunn <strong>og</strong>så bra for<br />
kvinner?» Artikkelen vakte slik oppsikt at<br />
reaksjonene på den fort kom i bokform, med<br />
en lang rekke kjente bidragsytere.<br />
Mange samfunn har lenge drevet en<br />
bevisst assimileringspolitikk for mi<strong>no</strong>ritetsgrupper<br />
for å in<strong>no</strong>rdne deres kultur i flertallskulturen.<br />
Slike strategier har etter hvert vakt<br />
stor motstand. I Norge har vi for eksempel<br />
hatt viktige debatter om overgrep mot samer<br />
<strong>og</strong> sigøynere. Resultatet har ofte vært mer<br />
tolerante strategier, som lar mi<strong>no</strong>ritetskulturene<br />
blomstre i <strong>no</strong>e større grad: støtte til religiøse<br />
privatskoler, tillatelse til å bære hijab<br />
i den offentlige skole. Men hva bør vi gjøre<br />
med Wittgenstein, amerikanske pragmatister<br />
som William James <strong>og</strong> John Dewey, <strong>og</strong> med<br />
Heidegger i Sein und Zeit). Disse to traditioner<br />
har haft meget lidt at sige til hinanden.<br />
Den mest generelle måde hvorpå jeg adskiller<br />
mig fra de fleste, der i dag er optaget af<br />
lignende spørgsmål består i, at jeg eksplicit<br />
forsøger at samtænke disse to traditioner.<br />
– Lige nu er du i gang med et andet filosofihistorisk<br />
projekt: en b<strong>og</strong> om den tyske filosof<br />
Hegel. Hvad mener du, at vi kan lære af<br />
Hegel idag?<br />
– Jeg har talt om den kantianske revolution,<br />
der bestod i at anskue os mennesker som<br />
<strong>no</strong>rmative væsener. Kant gjorde spørgsmålet<br />
om, hvad det vil sige, at vi er ansvarlige eller<br />
kan forpligte os til et hovedpunkt på den filosofiske<br />
dagsorden. Men hvis du spurgte ham,<br />
hvad <strong>no</strong>rmer er for n<strong>og</strong>et, <strong>og</strong> hvor de kommer<br />
fra, så havde han overraskende lidt at sige.<br />
– I den næste filosofiske generation kommer<br />
Hegel så <strong>og</strong> siger, at <strong>no</strong>rmer er socialt<br />
instituerede: Før mennesker holdt hinanden<br />
ansvarlige, behandlede hinanden som<br />
forpligtede, så var der ikke ansvar eller<br />
forpligtelser i verden. Hegel bibeholdt den<br />
Kantianske understregning af begrundelser,<br />
men til forskel fra Kant så han <strong>no</strong>rmerne som<br />
iboende de faktiske sociale praksisser mennesker<br />
tager del i.<br />
– Den idé, at de sociale institutioner er der,<br />
hvor <strong>no</strong>rmerne skal findes, blev ge<strong>no</strong>ptaget af<br />
den sene Wittgenstein. Men hos Wittgenstein<br />
kombineres denne indsigt ikke med understregningen<br />
af begrundelser som hos Hegel. Så<br />
jeg mener, at Hegel kan give os en særlig indsigt<br />
i, hvordan vi skal tænke om sådan n<strong>og</strong>le<br />
væsener som os.<br />
– Mere generelt, hvad ser du som filosofiens<br />
opgave?<br />
– Hvis jeg skal sige det meget kort, så<br />
mener jeg at filosofiens opgave er at studere<br />
mennesket som et <strong>no</strong>rmativt væsen, der kan<br />
påtage sig en rationel forpligtelse <strong>og</strong> således<br />
begrunde sine opfattelser <strong>og</strong> handlinger.<br />
© LMD Norden / Information<br />
når slike mi<strong>no</strong>ritetsskikker skader kvinner?<br />
Hvordan bør vi avveie krav om mi<strong>no</strong>riteters<br />
grupperettigheter mot likestillingsidealene?<br />
Okin avviste at respekt for mi<strong>no</strong>ritetene krever<br />
at man respekterer det som skjer bak lukkede<br />
dører <strong>og</strong> internt i disse samfunnene – det<br />
ville være å gjenta feilene som preget vestlig<br />
politisk teori altfor lenge. Siden mange av<br />
mi<strong>no</strong>ritetenes kulturelle særpreg er særlig<br />
belastende for kvinner er en reflektert grenseoppgang<br />
påkrevet. I vestlige samfunn er<br />
det kanskje særlig uforsvarlig å la mi<strong>no</strong>ritetskvinner<br />
ha mindre beskyttelse mot overgrep<br />
enn andre kvinner har, simpelthen begrunnet<br />
med respekt for mi<strong>no</strong>ritetene. Særlig vanskelig<br />
er det å respektere gruppers selvstyre når<br />
den interne kulturen preger gutter <strong>og</strong> jenter<br />
til roller de ikke lett kan velge bort. Hvilke<br />
mi<strong>no</strong>riteter, <strong>og</strong> hvem i disse mi<strong>no</strong>ritetsgruppene<br />
skal respekteres? spør Okin. Vi må<br />
finne gode svar, for ellers blir ikke grupperettigheter<br />
del av løsningen, men i stedet del av<br />
problemet.<br />
Det er til syvende <strong>og</strong> sist enkeltindividenes<br />
behov <strong>og</strong> interesser som må begrunne grupperettigheter.<br />
Derfor kan vi ikke akseptere<br />
at slike spørsmål kun besvares av gruppens<br />
selverklærte ledere, som hovedsakelig er<br />
eldre menn.<br />
Okin mente, på dette området som på alle<br />
andre, at kvinner må være fullt delaktige i<br />
samtaler, forhandlinger <strong>og</strong> beslutninger om<br />
hvordan makt skal brukes, så lenge deres<br />
interesser står på spill. På dette punktet, som<br />
på så mange andre, levde Susan Okin som<br />
hun lærte.<br />
© LMD Norden<br />
Blindt spor<br />
FILM: N<strong>og</strong>le tilsyneladende dokumentariske film er såkaldte mockumentaries, altså snyd.<br />
Andre opererer i en grænseegn mellem sandt <strong>og</strong> falsk, hvilket kan være endnu mere frustrerende.<br />
LARS MOVIN<br />
Frilans journalist.<br />
<strong>Dokumentar</strong>film er den eneste kunstart, der<br />
som udgangspunkt bruger selve virkeligheden<br />
som råstof. Men det er ikke alt, der<br />
glimter, som er guld. Og ikke alt, hvad der<br />
i en dokumentarfilm giver sig ud for at være<br />
virkeligt eller autentisk, er nødvendigvis den<br />
skinbarlige sandhed.<br />
En ekstrem lektion i den retning fik undertegnede<br />
i forbindelse med en opgave som<br />
jurymedlem ved kortfilmfestivalen i Kraków<br />
for år tilbage. Efter den sædvanlige parlamenteren<br />
endte juryen med at give en af priserne<br />
i dokumentarkategorien til en hollandsk produktion,<br />
The Red Rag. En medrivende historie<br />
om to brødre, et par regulære<br />
særlinge, så dygtigt lavet, at<br />
man mange steder undervejs<br />
imponeredes over, at det var<br />
lykkedes filmmagerne at få<br />
alle disse unikke situationer i<br />
kassen. Instruktøren kom op<br />
på scenen, takkede for prisen<br />
<strong>og</strong> sluttede sin lille tale med<br />
at rose juryen for, at vi havde<br />
haft mod til at betænke filmen<br />
med netop en dokumentarpris<br />
– idet historien<br />
jo naturligvis var det pure<br />
opspind fra start til slut!<br />
Man kunne vaske hænderne<br />
<strong>og</strong> sige, at det var festivalarrangørernes<br />
fejl, at filmen var anbragt<br />
i dokumentarkategorien. Men det ændrer<br />
ikke ved det principielle i sagen. Grænsen<br />
mellem fiktion <strong>og</strong> dokumentarisme er under<br />
alle omstændigheder flydende. Og lige så<br />
vel som der kan være n<strong>og</strong>et sandt i enhver<br />
fiktionsfilm, er det sundt ind imellem at blive<br />
mindet om, at der med garanti er en vis grad<br />
af manipulation <strong>og</strong> iscenesættelse forbundet<br />
med enhver dokumentarfilm.<br />
Erkendelsen af de varierende grader af<br />
snyd <strong>og</strong> svindel, der således altid er knyttet til<br />
fæ<strong>no</strong>menet dokumentarisme, kombineret med<br />
en lede ved især tv-mediets ofte fordrejende<br />
<strong>og</strong> iscenesættende dokumentariske formater,<br />
førte på et tidspunkt til en mindre bølge af<br />
såkaldte mockumentaries (mock = at gøre nar<br />
ad ved at efterligne). Altså film, der mimer de<br />
dokumentariske greb <strong>og</strong> genrekonvensioner,<br />
men som er falske fra ende til anden.<br />
Ærindet med mockumentary-film er gerne<br />
at kritisere visse filmtypers omgang med<br />
sandhedsbegrebet samt at skærpe opmærksomheden<br />
på dokumentarismens faldgruber.<br />
Og hvis dét var filmmagernes mål med The<br />
Red Rag, må man sige, at det lykkedes til<br />
fulde. Selv om vi i juryen fik røde ører dengang<br />
i Kraków, er jeg i bagkl<strong>og</strong>skabens lys<br />
lige ved at sige, at prisen var fortjent.<br />
Det<br />
dokumentariske<br />
element i<br />
Vakvagany<br />
udvikler sig til<br />
en blanding af<br />
en gyser <strong>og</strong> en<br />
menneskelig<br />
tragedie.<br />
Vi springer nu frem til cph:dox, efterårets<br />
succesrige dokumentarfilmfestival i<br />
København. Ved en af visningerne ruller en<br />
film over lærredet, der fremkalder minder<br />
om oplevelsen i Kraków. Instruktøren er<br />
den amerikanske medieprofessor Benjamin<br />
Meade. Titlen er Vakvagany (ungarsk metafor<br />
for "blindt spor"). Og for at det ikke skal<br />
være løgn, har handlingen visse træk tilfælles<br />
med The Red Rag, idet hovedpersonerne er to<br />
søskende, et par skrammede eksistenser med<br />
flere skeletter i skabet, end godt er.<br />
Men hér hører enhver lighed <strong>og</strong>så op.<br />
Hvor The Red Rag lignede en klassisk observerende<br />
dokumentarfilm i fluen-på-væggen<br />
traditionen, præsenterer Vakvagany sig fra<br />
starten som en metafilm: En intellektuel øvelse,<br />
sammensat dels af dokumentarisk stof,<br />
dels af refleksioner over filmens materiale<br />
<strong>og</strong> selve vores forhold til at aflæse formodede<br />
autentiske optagelser.<br />
Historien er som følger (hvis vi tager<br />
filmen for pålydende): Benjamin Meade var<br />
gæsteprofessor i Budapest. Her blev han via<br />
en ungarsk kollega tilbudt at købe fire ruller<br />
smalfilm, som en lokal flyttemand havde fået<br />
op under neglene i forbindelse med<br />
tømningen af en ældre ejendom.<br />
Tilbage i USA satte Meade filmene i<br />
en fremviser <strong>og</strong> fandt indholdet både<br />
mærkværdigt <strong>og</strong> foruroligende.<br />
Tilsyneladende var der tale<br />
om private smalfilmsoptagelser,<br />
som dokumenterede episoder i en<br />
families liv fra umiddelbart efter<br />
Anden Verdenskrig til midten af<br />
60‘erne. Men n<strong>og</strong>et var galt. Ikke<br />
alene virkede optagelserne lidt for<br />
professionelle (alle fire familiemedlemmer<br />
optrådte ofte sammen<br />
på billederne, som altså måtte<br />
være filmet af en femte person).<br />
Også indholdet af flere sekvenser<br />
stødte øjet. Faren var tilsyneladende involveret<br />
i mystiske aktiviteter med smykker<br />
<strong>og</strong> andre værdier, <strong>og</strong> visse optagelser af<br />
mere privat tilsnit lignede bestemt ikke den<br />
type situationer, man <strong>no</strong>rmalt foreviger på<br />
smalfilm.<br />
Meade besluttede at rejse tilbage til Ungarn<br />
for at finde ud af mere om familien på<br />
filmstrimlerne. Faren viste sig at være en<br />
relativt kendt skikkelse, en vis Locsei, en<br />
embedsmand med ansvar for at returnere<br />
jødisk ejendom, der var konfiskeret under<br />
krigen, til de rette ejere. Han <strong>og</strong> hustruen<br />
døde omkring 1990, <strong>og</strong> børnene var nu<br />
midaldrende. Sønnen Er<strong>no</strong> havde udviklet<br />
sig til en overvægtig, alkoholiseret <strong>og</strong> mentalt<br />
handicappet social taber, mens datteren<br />
Atuska førte en tilværelse som eneboer <strong>og</strong><br />
(forståeligt <strong>no</strong>k) blev stiktosset <strong>og</strong> nægtede<br />
at medvirke i filmen, da filmholdet b<strong>og</strong>stavelig<br />
talt brød ind i hendes hus for at stille<br />
spørgsmål om familiens historie.<br />
Det dokumentariske element i Vakvagany<br />
udvikler sig med andre ord til en blanding<br />
af en gyser <strong>og</strong> en menneskelig tragedie,<br />
efterhånden som stadig flere brikker til puslespillet<br />
omkring sammenhængene mellem de<br />
foruroligende undertoner i de gamle smalfilm<br />
<strong>og</strong> de to dysfunktionelle børns livshistorier<br />
dukker op.<br />
Meade tager atter hjem til USA <strong>og</strong> grubler<br />
over, hvordan han skal få en helhed ud af de<br />
gamle film <strong>og</strong> de nye optagelser. Løsningen<br />
bliver at introducere et tredje lag, hvor et<br />
panel af uvildige personer bedes om at kommentere<br />
<strong>og</strong> fortolke materialet: forfatteren<br />
James Ellroy, filmmanden Stan Brakhage <strong>og</strong><br />
psykiateren Roy Menninger. At de tre udlæg-<br />
ger episoderne på de gamle smalfilm vidt<br />
forskelligt, er forventeligt.<br />
Mere interessant er deres overordnede<br />
refleksioner over selve den måde, vi afkoder<br />
<strong>og</strong> fortolker filmbilleder på. Over de formelle<br />
træk, der gør os i tvivl om, hvorvidt der er<br />
tale om autentiske privatoptagelser eller mere<br />
professionelle iscenesættelser af en art. Og<br />
over de indholdsmæssige elementer, der får<br />
os til instinktivt at konstruere en historie<br />
om de pågældende personer ud fra n<strong>og</strong>le ret<br />
beset temmelig uklare <strong>og</strong> usammenhængende<br />
hændelser.<br />
Er Vakvagany dokumentar, mockumentary,<br />
spidsfindig metafilm eller lidt af det hele?<br />
Efter tre gennemsyn er denne signatur stadig<br />
i tvivl. Men at indholdet er anfægtende <strong>og</strong><br />
sine steder direkte provokerende, kan der<br />
ikke herske tvivl om.<br />
Hvad der er mest interessant er imidlertid,<br />
at selv om det ret beset er indholdet, der burde<br />
bekymre os mest – hvis det er autentisk – er<br />
filmen skruet så sindrigt sammen, at det er<br />
selve ubehaget ved måske at blive taget ved<br />
næsen (som juryen i Kraków), den konstant<br />
lurende tvivl om, hvilke lag der (måske) er<br />
autentiske, <strong>og</strong> hvilke der (måske) ikke er, som<br />
optager langt den største del af det rådvilde<br />
publikums mentale energi.<br />
Se <strong>og</strong>så www.vakvagany.com/<br />
© LMD Norden / Information