diplomatique LE MONDE - Dokumentar.no
diplomatique LE MONDE - Dokumentar.no
diplomatique LE MONDE - Dokumentar.no
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
30 <strong>LE</strong> <strong>MONDE</strong> <strong>diplomatique</strong> – juni 2005<br />
FILOSOFI: Flygtningen, der burde<br />
have inkarneret menneskerettigheerne<br />
par excellence, markerer i<br />
tedet dette begrebs radikale krise.<br />
prindeligt betyder natio slet og ret<br />
fødsel». Den fiktion, der er indeoldt<br />
heri, er, at fødsel [nascità] med<br />
det samme bliver nation. Flygtningen<br />
repræsenterer et urovækkende<br />
element i nationalstatens orden, først<br />
og fremmest fordi han bringer den<br />
oprindelige fiktion om suverænitet<br />
i krise – i og med at han bryder identiteten<br />
mellem menneske og borger,<br />
mellem fødsel og nationalitet. Et<br />
europæisk rum (eller statsborgerskab)<br />
kunne i dag markere et brud mellem<br />
fødsel og nation.<br />
GIORGIO AGAMBEN<br />
No-land:<br />
Norske Le Monde<br />
<strong>diplomatique</strong> innleder<br />
her en serie<br />
på flere artikler<br />
over temaet flyktninger.<br />
Vi lar filosofer,<br />
forskere, politikere<br />
og kunstnere<br />
problematisere.<br />
Professor i filosofi, Italia. Utgitt en rekke bøker, deriblant The Coming<br />
Community og Homo Sacer.<br />
I 1943 offentliggjorde Hannah Arendt en artiel<br />
med titlen We Refugees i det lille engelsksprogede<br />
jødiske tidsskrift «The Me<strong>no</strong>rah<br />
Journal». Hun skitserer først polemisk portrættet<br />
af Mr. Cohn, den assimilerede jøde,<br />
der efter at have været 150 procent tysk, 150<br />
procent wiener og 150 procent fransk til slut<br />
bittert må erkende, at «man kan ikke gøre<br />
sin lykke to gange,» for derefter i slutningen<br />
af dette korte, men betydningsfulde skrift at<br />
vende vilkåret som flygtning uden fædreland,<br />
som hun selv levede under, på hovedet og<br />
foreslå det som paradigme for en ny historisk<br />
bevidsthed.<br />
Flygtninge, der har mistet enhver rettighed,<br />
og som dog holder op med for enhver<br />
pris at ville tilpasse sig en ny national identiet<br />
for i klarhed at betragte deres egen situation,<br />
får i bytte for en sikker upopularitet en<br />
uvurderlig fordel: «Historien er ikke længere<br />
en lukket bog for dem, og politikken ophører<br />
med at være ikke-jødernes privilegium. De<br />
ved, at umiddelbart efter at det jødiske folk<br />
blev erklæret fredløst i Europa, blev de fleste<br />
europæiske nationer erklæret for fredløse.<br />
Flygtninge, der bliver drevet fra det ene land<br />
til det andet, repræsenterer deres folks avantgarde.»<br />
1<br />
«<br />
Flygtninge, der bliver<br />
drevet fra det ene land til<br />
det andet, repræsenterer deres<br />
folks avantgarde»<br />
Hannah Arendt<br />
Man burde reflektere over betydningen<br />
f denne analyse, der i dag, her nøjagtig 50 år<br />
Flyktn<br />
DEN CENTRA<strong>LE</strong> SKIKKELSE<br />
«De facto<br />
I 2001-2002 besøkte den danske billedkunstneren Veronica Juhl 50 danske leirer for flyktninger og asylsøgere. Hun har sammenfattet inntrykk fra disse leirene i fotografier og tekst (Noland,<br />
forlaget Introite, København, 2004). Flere bilder og perspektiver på leirene skal vises på Charlottenborgs høstutstilling, København, i oktober 2005. Vi bringer <strong>no</strong>en av disse bildene i<br />
vår artikkelserie om flyktningen. Kunstneren har ønsket å dokumentere stedet for oppbevaringen av de overlevende, men utelukkede. Bildene er derfor uten mennesker.<br />
efter, ikke har mistet <strong>no</strong>get af sin aktualitet.<br />
Problemet præsenterer sig ikke blot med<br />
samme presserende karakter i og uden for<br />
Europa, men som følge af nationalstatens 2<br />
efterhånden ustoppelige forfald og de traditionelle<br />
juridisk-politiske kategoriers almindelige<br />
forvitring er flygtningen måske den<br />
eneste tænkelige figur for folket i vor tid. Han<br />
er den eneste kategori, i hvilken man i dag<br />
kan ane formerne af og begrænsningerne i et<br />
kommende politisk fællesskab – i det mindste<br />
indtil opløsningen af nationalstaten og dens<br />
suverænitet er fuldstændig. Det er endda<br />
muligt, at hvis vi ville være på omgangshøjde<br />
med de fuldkommen nye opgaver, der står<br />
os for, at vi så vil skulle beslutte os for uden<br />
forbehold at forlade de grundliggende forestillinger,<br />
gennem hvilke vi indtil videre har<br />
repræsenteret det politiskes subjekter (mennesket<br />
og (stats)borgeren med deres rettigheder,<br />
men også det suveræne folk, arbejderen<br />
osv.), og beslutte os for at ge<strong>no</strong>pbygge vores<br />
politiske filosofi med udgangspunkt i denne<br />
ene skikkelse.<br />
DEN FØRSTE FREMKOMST af flygtninge<br />
som massefæ<strong>no</strong>men finder sted ved slutningen<br />
af den første verdenskrig, da sammenbruddet<br />
af det russiske zardømme,<br />
det østrig-ungarske kejserdømme og det<br />
osmanniske imperium og den nye orden,<br />
der blev skabt gennem fredstraktaterne,<br />
vendte grundlæggende op og ned på den<br />
territoriale og demografiske opdeling af<br />
Central- og Østeuropa. I løbet af kort tid<br />
forlod 1.500.000 hviderussere, 700.000 armeniere,<br />
500.000 bulgarer, 1.000.000 grækere,<br />
hundredtusindvis af tyskere, ungarere og<br />
rumænere deres hjemlande. Til disse masser<br />
i bevægelse skal lægges den eksplosive<br />
situation, der opstod, idet cirka 30 % af<br />
befolkningerne i de nye statslige organismer,<br />
som fredstraktaterne havde skabt med<br />
nationalstaten som model (for eksempel i<br />
Jugoslavien og Tjekkoslovakiet), udgjorde<br />
mindretal, der skulle beskyttes gennem en<br />
række internationale traktater (de såkaldte<br />
Mi<strong>no</strong>rity Treaties), der meget ofte ikke blev<br />
ført ud i livet. Nogle år senere spredte racelovene<br />
i Tyskland og borgerkrigen i Spanien<br />
et nyt og betragteligt kontingent af flygtninge<br />
ud over Europa.<br />
Vi er vant til at skelne mellem statsløse og<br />
flygtninge, men hverken dengang eller i dag<br />
er distinktionen så simpel, som det kan se ud<br />
ved første øjekast. Fra begyndelsen foretrak<br />
mange flygtninge, der ikke teknisk set var<br />
statsløse, at blive det frem for at vende tilbage<br />
til deres hjemland (det gælder de polske<br />
og rumænske jøder, der befandt sig i Frankrig<br />
eller i Tyskland ved krigens slutning, og i<br />
dag de politisk forfulgte, og de for hvem en<br />
hjemvenden til hjemlandet betyder, at overlevelse<br />
er umulig). På den anden side blev de<br />
russiske, armenske og ungarske flygtninge<br />
hurtigt denationaliseret af de nye regeringer<br />
i Sovjetunionen, Tyrkiet etc. Det er vigtigt at<br />
bide mærke i, hvordan mange europæiske<br />
stater fra og med slutningen af den første<br />
verdenskrig begyndte at introducere love, der<br />
tillod denaturalisering og denationalisering af<br />
deres egne borgere.<br />
Når menneskets<br />
rettigheder ikke længere<br />
er borgerens rettigheder, så er<br />
mennesket virkelig helligt<br />
Frankrig var i 1915 først med at gøre dette<br />
over for naturaliserede borgere af «fjendtlig»<br />
oprindelse; i 1922 blev eksemplet fulgt af<br />
Belgien, der ophævede naturaliseringen af<br />
de borgere, der under krigen havde begået<br />
«antinationale» handlinger; i 1926 vedtog det<br />
fascistiske regime i Italien en lignende lov<br />
for de borgere, der havde vist sig «uværdige<br />
til italiensk statsborgerskab»; i 1933 var det<br />
Østrigs tur, og så videre indtil Nürnberglovene<br />
i 1935 opdelte de tyske statsborgere i<br />
fuldgyldige statsborgere og statsborgere uden<br />
politiske rettigheder. Disse love – og den massestatsløshed,<br />
der blev resultatet – markerer<br />
et afgørende vendepunkt i den moderne<br />
nationalstats liv og samtidig dens endelige<br />
frigørelse fra de naive ideer om folket og om<br />
statsborgeren.<br />
Dette er ikke stedet for at genfortælle<br />
historien om de forskellige internationale<br />
komitéer, gennem hvilke staterne,<br />
Folkeforbundet og senere FN forsøgte at<br />
imødegå flygtningeproblemet – fra Nansenkontoret<br />
for russiske og armenske flygtninge<br />
(1921), til Højkommissariatet for Flygtninge<br />
fra Tyskland (1936), til Den Internationale<br />
Flygtningekomite (1938), til FNs International<br />
Refugee Organization (1946), frem til Flygtnin<br />
gehøjkommissariatet (1951), hvis virke ifølge<br />
dets statut ikke er af politisk, men udelukkende<br />
«humanitær og social» karakter. Det<br />
væsentligste er, at hver gang flygtninge ikke<br />
længere repræsenterer individuelle sager,<br />
men et massefæ<strong>no</strong>men (som det skete mellem<br />
de to krige og igen i dag), så har såvel disse<br />
organisationer som de enkelte stater vist sig<br />
fuldstændig ude af stand til ikke alene at løse<br />
problemet, men også til at håndtere det på en<br />
passende måde. Hele spørgsmålet blev således<br />
lagt i hænderne på politiet og de humanitære<br />
organisationer.<br />
ÅRSAGERNE TIL DENNE magtesløshed ligger<br />
ikke kun i de bureaukratiske apparaters<br />
egoisme og blindhed, men i tvetydigheden i<br />
selve de grundliggende begreber, der regulerer<br />
indskrivningen af den indfødte (dvs. af livet) i<br />
nationalstatens retssystem. Hannah Arendt