Innovation og styrbarhed i offentlige byggeprocesser

More documents

Recommendations

Info

Masterafhandling: Innovation og styrbarhed i offentlige byggeprocesser 20.05.2010 MBV 08/10 Katharina Nyborg Side 13 af 35 To væsentlige principper: Ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet skal, som tidligere nævnt, derfor overholdes for samtlige bud. I praksis betyder det, at proces, bedømmelseskriterier og vægtning skal være beskrevet i udbudsbekendtgørelse og udbudsmateriale. Bygherre skal kunne dokumentere en retfærdig udvælgelses-, bedømmelses- og tildelingsmodel. Direktivet åbner mulighed for hhv. offentligt udbud, begrænset udbud eller udbud efter forhandling. Ved begrænset udbud skal bygherre gennemføre en prækvalifikation, hvor de anmodende firmaer skal vurderes ud fra objektive kriterier. Anvendelsesområdet for udbud efter forhandling er afgrænset i flere henseender: Der skal være tale om en særlig kompleks kontrakt, og den ordregivende myndighed skal mene, at det ikke er muligt at indgå kontrakten ved offentligt eller begrænset udbud. Udbud efter forhandling kan ligeledes anvendes, såfremt følgende situationer opstår: Der er ikke kommet nogle bud ind ved det almindelige begrænsede eller offentlige udbud, der er ikke komme egnede bud eller alle bud kan eller skal dømmes ukonditionsmæssige. 6.2 Udbudsdirektivet i relation til innovative processer og styrbarhed – delkonklusioner og refleksioner Analysen af dialogmuligheder for de 3 opstillede scenarier er illustreret grafisk bilag 1: 1A1, 1B1 og 1C1. Analysen ved proces og styrbarhed er for hvert scenarie yderligere uddybet fasevis i bilag 1: 1A2, 1B2 og 1C2. Man kan af analysen konkludere, at udbudsdirektiverne ikke umuliggør dialog, men at dialogen afhængigt af udbudstypen begrænses til specifikke faser og til specifikke parter. Det betyder, at bygherre og bydende ikke frit kan vælge, hvornår man er i dialog. Det understreger samtidigt, at hvis dialogen ikke kan foregå i de faser, hvor udvikling og ændringer er mulige og blandt de relevante parter, så har de kreative udviklingsprocesser svære vilkår. Den udbudsform, som begrænser dialogen mest er ”totalentrepriseudbuddet” (A) – her vil bygherre skulle bruge langt flere ressourcer på den indledende brugerinvolvering og på dialogen med bygherrerådgiveren, til gengæld kan bygherre ved at udarbejde et detaljeret totalentrepriseudbud opnå mest mulig styrbarhed. Man har som bygherre mulighed for at definere ens ønsker om proces og dialog – også i et totalentreprise-udbud. I branchen har man dog traditionelt en opfattelse af, at bygherre overdrager en vis beslutningskompetence til entreprenøren, idet denne påtager sig risiko. Krav og forventninger om proces og dialog skal derfor fremgå tydeligt af udbuddet, således at dette kan prissættes som en hvilken som helst anden ydelse. Det er min erfaring, at det på trods af forventningsformuleringer i udbudsmaterialer kan kræve en holdningsbearbejdning at sikre dialogen. Dette skyldes muligvis, at disse opleves som ressource- og tidskrævende forløb - mere end forløb, der bidrager til forbedring af projektet via nye ideer. Hvis bygherre kan skabe inddragende processer blandt projektets parter, som resulterer i en oplevet værdiforøgelse – f.eks. i form af øget anvendelighed, fremtidssikring, viden, sikring af tid og økonomi, opnås der incitamenter til at gå ind i processen. Incitamenter kan være væsentlige drivere i samarbejdsforløbet. Udbudsformen i ”totalrådgivning med efterfølgende fagudbud” (B) giver generelt bygherre stor mulighed for at være i dialog med arkitekt og ingeniør. Det eneste tidspunkt, hvor der ikke er dialog er i konkurrencefasen. I disse faser fastlægges alt andet lige en række grundprincipper, hvis der konkurreres på et projekt. Bygherre kan ifølge udbudsdirektivet kun i begrænset omfang ændre på hovedprincipperne, da projektet er vurderet på disse. Man vil risikere en klagesag, hvis man efterfølgende ændrer radikalt på grundkonceptet for projektet. Til gengæld er der rig mulighed for gennem dialog at få tilpasninger og ændringer indarbejdet i det efterfølgende projekteringsforløb, da hverken pris på byggeriet er fastlast eller arbejdet påbegyndt.
Masterafhandling: Innovation og styrbarhed i offentlige byggeprocesser 20.05.2010 MBV 08/10 Katharina Nyborg Side 14 af 35 I efterfølgende tilbudsfase er dialog med bydende ikke en mulighed. Udbudsformens største svaghed er, at entreprenørernes viden og kompetencer ikke udnyttes som et supplement til rådgivernes viden, da udbudsbetingelserne ikke muliggør dette i udbudsformen. Dette kan, såfremt rådgivernes priskalkulationer ikke holder stik, resultere i omprojektering, hvilket typisk vil være en udgift for både rådgivere og bygherre. Ved indgåelse af fagentreprisekontrakter, vil bygherre have høj styrbarhed – både i forhold til materiale/løsninger og økonomi, men der vil til gengæld være risiko for tidsmæssige forskydninger, idet fagentrepriser forudsætter stor koordinering blandt mange parter. Udbudsformen ”udbud efter forhandling” (C) er, den udbudsform, der ser ud til at muliggøre mest dialog og samtidigt dialog mellem flest forskellige parter. Udbuddet er dog, som nævnt ovenfor, begrænset til særligt komplekse projekter, derved er metoden med nuværende praksis for fortolkning ikke generelt anvendelig. Udbudsformen indeholder trods muligheden for dialog fortsat en ”lukket fase”, hvor grundprincipperne for rådgivernes bud fastlægges. Udbudsformen betyder, at overslag på projektøkonomien fastlægges i løbet af udviklingsforløbet, hvilket også er tilfældet for udbudsscenarie B. Man kan øge styrbarheden i forhold til økonomi ved at kræve afrapportering af økonomi i beregningsparadigmer og ved at bygherre løbende udfører kontrolberegninger. Specielt for projekter under udbudsscenarie C er, at disse pr definition har høj kompleksitet herunder evt. anvendelse af ukendt teknologi, kræver dialog og er økonomisk mere risikofyldte. Det er vigtigt, at bygherre er bevidst om dette forhold. Da det ”lukkede udviklingsforløb” heller ikke undgås i udbudsscenarie C, og da problemstillingen i forhold til ikke at kunne ændre på grundlæggende elementer, er identisk med forholdet nævnt under scenarie B, er det interessant at undersøge, om bygherre og rådgivere på trods dette mener, at forhandlingsprocessen tilfører projektet yderligere værdi eller tillid til projekt og proces. Hvis bygherre vurderer, at der genereres mest mulig værdi, når bygherre/brugere deltager i dialog og udviklingsforløb, kan det synes ambivalent overhovedet at udbyde opgaver i projektkonkurrencer med ”lukkede faser”. Man fristes til at spørge sig selv, hvorfor man ikke udbyder opgaverne som rådgivningsudbud uden projektkonkurrence. Dette vil være et brud med traditionerne for projekt/arkitektkonkurrencer omkring store, markante projekter, men til gengæld muliggøre dialog mellem rådgivere og bygherre/brugere også i indledende fase, hvor hovedprincipper fastlægges. Når projekter udbydes i projektkonkurrencer, må det være fordi, at bygherre vurderer, at fordelene, som opnås gennem konkurrenceincitamentet på projektet, vejer tungere end fordelene ved at kunne have en åben dialog med bygherre i den indledende konkurrencefase. I mine interviews vedr. Multimediehuset er der blandt arkitekter, bygherre og bygherrerådgiver enighed om, at dialogen/forhandlingen mellem bygherre og de bydende efter den indledende tilbudsfase (lukket forløb) bidrog væsentligt til forbedring af projektets kvalitet. LP og BA pointerer, at den faglige dialog om løsninger og økonomi skabte større sikkerhed for projektets robusthed (tolket som højere styrbarhed). Bygherre oplever et maksimalt udviklingsforløb med god dialog i forhandlingsfasen, da incitamentet til at vinde er meget stort. KHJ fra shl bekræfter, at dette samt den nuværende markedssituation er med til at skærpe opmærksomhed, engagement og interne krav til medarbejdere og ledelse. Der var blandt involverede i Multimediehuset enighed om, at der i forhold til markant projekter af denne karakter skal konkurreres på et projekt, så løsning og tilgang til opgaven fremgår. Bygherre sikrer derved, at man får det rådgiverteam, der i den specifikke opgave rammer plet. Ifølge KHJ, FJ, LP og BB umuliggør totalentreprise ikke udvikling, dog skal de økonomiske rammer herfor være til stede, hvilket er et forhold der ofte er under pres. Shl forholder sig derfor, jf. KHJ, kritisk til, om økonomien til udvikling er til stede – hvis ikke, prioriteres opgaven ikke højt. BB nævner, at bygherre lettes styringsmæssigt, idet koordineringsansvar lægges hos totalentreprenør. BB pointerer i øvrigt, at der er en risiko for at bygherre mister styrbarhed i forhold til materiale og løsninger, hvis udbudsmaterialet ikke er detaljeret nok.
Page 2 and 3: Masterafhandling: Innovation og sty
Page 38 and 39: Analyse af dialogmuligheder Bilag 1
Page 40 and 41: Ulemper: Tids- og ressourcekrævend
Page 42 and 43: C: Udbud efter Forhandling (med dia
Page 64 and 65:
Masterafhandling: Innovation og sty
Page 66 and 67:
Page 68 and 69:
Page 70:
show all

Innovation og styrbarhed i offentlige byggeprocesser

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?