Bind 1 240 sider - PET-kommissions beretning

Bilag
Bilag 7
218 Indledning
trods ønske herom ikke fik adgang til. Den røde seddel fra 1970 omtalt i bind 3, kapitel 4, viser imidlertid, at
de røde sedler anvendtes om de sager, som man oplyste udvalget om ikke eksisterede. Wamberg-udvalget fik
således ikke kendskab til sagen. Desuden anføres i beretningen en række eksempler på sager, der ifølge en
urigtig oplysning fra PET ikke eksisterede.
Det anføres i høringssvaret side 10, afsnit 7, at en nyregistrering på en emnesag, der indeholder en rød seddel
om, at sagen ikke har været forevist udvalget, ikke kan anvendes som bevis for, at sagen er forholdt udvalget,
idet sagen kan være blevet forelagt udvalget mundtligt. Hertil bemærkes, at der i referaterne udtrykkeligt
gøres opmærksom på, når der er sket en mundtlig orientering. En bemærkning herom ses ikke i referatet for
den pågældende periode. Indsættelsen af den røde seddel styrker antagelsen om, at sagen er blevet forholdt
udvalget. Det er Kommissionens opfattelse, at PET’s udtalelse vedrørende manglende orientering af
Wamberg-udvalget om nyregistreringer, hvori det anføres, at der for nogle sagers vedkommende kan være
tale om en omregistrering og ikke en nyregistrering, udtrykker PET’s generelle opfattelse - som
Kommissionen i øvrigt er enig i, jf. herved beretningens bind 3, kapitel 4 - men ikke konkret tager stilling til
operationssagen med den røde seddel.
I høringssvaret side 11, 2. afsnit anføres, at manglende B.-numre i referaterne fra Wamberg-udvalget kan
skyldes, at der er tale om registreringer som følge af personundersøgelser, som ikke skulle forelægges
udvalget. Kommissionen skal hertil bemærke, at den her berørte problemstilling angår de manglende B.numre
i relation til stikprøveordningen og ikke spørgsmål om forelæggelse af nyregistreringer. Der er intet,
der tyder på, at personregistreringssager, der er kommet til veje som følge af personundersøgelser, ikke skulle
forelægges udvalget som led i udvalgets stikprøvekontrol. Tværtimod lå det udvalget på sinde at kontrollere,
at personsikkerhedsundersøgelsessager ikke indeholdt politiske oplysninger, som var fremkommet på
forespørgsel fra PET. Se hertil beretningen bind 3. Endelig skal Kommissionen gøre opmærksom på, at der –
som allerede anført i beretningen – bortset fra den røde seddel i den ovennævnte operationssag fra 1977, ikke
er fundet eksempler på, at nyregistreringer ikke er blevet forelagt udvalget i Ole Stig Andersens
embedsperiode. Kommissionen har alene anført, at det forhold, at omregistreringer fra en emnesag til en
personsag muligvis ikke blev forelagt udvalget, vanskeliggjorde udvalgets generelle kontrol.
I høringssvaret side 11, 2. og 3. afsnit fn. omtales Ole Stig Andersen forklaring på, at Kommissionen har
konstateret 2 tilfælde, hvor sager ikke er blevet forevist udvalget i forbindelse med stikprøver. Se hertil
beretningen bind 3, kapitel 4.
Side 13 – 14:
Vedrørende arbejdskartoteker og organisationssager.
Ole Stig Andersen har i sit høringssvar side 13, 3. og 4. afsnit fn. anført, at Wamberg-udvalget ikke har været
af den opfattelse, at det ikke havde kompetence i forhold til PET’s arbejdskartoteker. Det bemærkes hertil, at
Wamberg-udvalget havde kompetence til kontrol af registrering og videregivelse af oplysninger, og
Wamberg-udvalget havde accepteret PET’s opfattelse af begrebet registrering som en notering på tromlerne
og dermed ikke i arbejdskartotekerne. Dette er bl.a. kommet til udtryk i et notat af 10. februar 1982
vedrørende Wamberg-udvalgets kompetence, som efterfølgende er drøftet i udvalget.
Beretningen fra Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977 førte til en drøftelse om arbejdskartoteker på et
møde i udvalget den 24. januar 1978, hvor Ole Stig Andersen tilsluttede sig Kommissionsdomstolens
konklusioner om arbejdskartoteker. Wamberg-udvalget tilkendegav ikke et krav om undersøgelse af PET’s
arbejdskartoteker. Først i 1983 i forbindelse med PET’s ønske om at indføre minicomputere til
systematisering af arbejdskartotekerne påpegede udvalget muligheden for, at arbejdskartotekerne kunne
udvikle sig til et parallelt registersystem, hvorved en kontrol med arbejdskartoteker naturligt faldt ind under
udvalgets kompetence, jf. retningslinjerne fra 1985, hvorefter udvalget skal udøve kontrol med
arbejdskartoteker. Der har således i perioden efter Ole Stig Andersens tilkendegivelse over for udvalget i
januar 1978 ikke været ønske om systematisk kontrol, om end lejlighedsvise stikprøver i forbindelse med
udvalgets besøg i regionerne kan have fundet sted. Der henvises til beretningens bind 3, kapitel 14.
3