Bind 1 240 sider - PET-kommissions beretning

Kommissionens arbejde
Selv om ansvarsdelen udgår, vil der derfor fortsat være behov for de retsgarantier,
som lovforslaget indeholder for involverede ministre og embedsmænd, herunder
reglerne om undtagelse fra vidne- og sandhedspligt.
Den omstændighed, at vurderingen af enkeltpersoners retlige ansvar udgår af undersøgelsen,
giver samtidig grund til at understrege, at de forhold, der forklares
om, ofte vil ligge så langt tilbage i tiden, at et eventuelt strafferetligt ansvar er forældet,
og at et eventuelt disciplinært ansvar vil være en meget fjerntliggende og
teoretisk mulighed.
Dette vil kunne have betydning for indholdet af den vejledning, som undersøgelseskommissionen
ved afhøringens påbegyndelse skal give den afhørte om vedkommendes
stilling efter vidnereglerne.
På den ovennævnte baggrund vil det i den forbindelse være nærliggende, at undersøgelseskommissionen
ikke generelt gør op med den pågældendes stilling
under den samlede afhøring, men at der anlægges en mere konkret vurdering af
spørgsmålet om, hvorvidt de forhold, afhøringen angår, bør medføre, at den pågældende
som følge af risikoen for »selvinkriminering« skal fritages for at udtale
sig under sædvanligt vidneansvar.”
Ordlyden af § 13, stk. 2, angiver, at Kommissionen skal orientere ministre og
embedsmænd om faktiske og retlige forhold vedrørende den pågældende, som
Kommissionen overvejer at giver udtryk for i beretningen. Hensigten med denne
høringspligt er efter forarbejderne, at vedkommende minister eller embedsmand
skal have mulighed for at afgive et skriftligt indlæg. 6
Både den lovgivningsmæssige procedure og bemærkningerne til forslaget til
PET-kommissionsloven viser, at høringspligten og adgangen til at udtale sig er
nært knyttet til bestemmelsen om en ansvarsvurdering af pågældendes adfærd,
som ikke blev en del af loven. Folketinget var i forbindelse med ændringen af
lovforslaget opmærksom på, at ændringen havde implikationer for andre dele af
loven, men fandt, at der fortsat var behov for retsgarantier. Reglerne i § 13 er i den
forbindelse uomtalt, men må utvivlsomt opfattes som en retsgaranti.
Kravet om høring og kontradiktion er tæt knyttet til spørgsmålet om ansvar,
selv om dette afgøres af andre end Kommissionen. Høringspligten antages derfor
ikke at gælde personer, der i beretningen anonymiseres, og som ikke kan
identificeres. Det kan endvidere ikke antages, at enhver omtale af en identifi-
6 Jf. FT 1998-99, tillæg A, s. 1778.
Indledning 43