Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

Hverken Arthur Christensen eller hans samtidige kolleger, som f.eks. Dines Andersen (professor i
indisk filologi fra 1903-28 og søn af en møllebygger på Fyn) eller Vilhelm Grønbech (professor i
religion fra 1910-43, med speciale i Centralasien og blikkenslager søn fra Alling) skriver nogen steder,
at de har følt sig som en Aladdin. Alligevel er der noget fristende ved at sammenligne dem med netop
ham. De var alle begavede og havde en særlig energisk karakter, der gjorde det muligt for dem, ligesom
for Aladdin, at stige op af den sociale rangstige. Orientalismen, tror jeg, havde de komponenter, der
kunne give frirum for mænd fra lavere sociale lag, der stræbte efter at opnå kundskab og social
mobilitet. Mangel på klassisk dannelse var ikke så afgørende, da Orienten netop var kendetegnet ved
det ikke-dannede og det fremmede.
De skrivende orientalister
Arthur Christensens sociale baggrund betød også, at han måtte arbejde ved siden af sin forskning.
Allerede i 1903 blev han tilknyttet Berlingske Tidende som vikar og blev senere ansat som fast
medarbejder på den udenrigspolitiske redaktion. Denne stilling beholdt han, indtil han blev professor i
iransk filologi på Københavns Universitet i 1919. Dette arbejde betød, at han tidligt lærte sig
håndværket: at formidle et umiddelbart svært tilgængeligt stof til den brede befolkning. Arthur
Christensens forfatterskab er da også kendetegnet ved en lang række populære og let tilgængelige
artikler og bøger med en hel vifte af forskellige emner.
Samtidig med Arthur Christensen arbejdede der desuden to andre orientalister som udenrigspolitiske
journalister: Rasmus Besthorn Olsen (1847-1921) og Johannes Østrup (1867-1938). Besthorn havde
skrevet doktordisputats om den arabiske digter Ibn - Zaiduni. Han fik aldrig mulighed for at arbejde
som professionel orientalist, men arbejdede resten af sit liv som udenrigspolitisk kommentator skiftevis
på Berlingske Tidende og National Tidende. Johannes Østrup skrev dels for Dannebrog, Vort Land,
Berlingske Tidende og Nationaltidende. Østrup formåede i modsætning til Besthorn at bibeholde en
forbindelse til den akademiske verden og arbejdede i mange år som “midlertidig docent” på
Københavns Universitet. “En beskedent Stilling” skriver Arthur Christensen i sit mindeskrift for Østrup
15
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007