Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab

enhver beretning om Irans antikke glorie og storhed betragtet på niveau med eventyr, fordi den var i så
skærende kontrast til landets elendige situation. Ingen ville tro, at dette vores land engang havde været
samlet og centralt styret, eller at landet havde haft glæde af en tapper og stærk hær, og af erfarne og
oplyste vismænd, eller at landet kunne besejre indenlandske rebeller og ydre fjender, for der var intet i
samtidens Iran, der bekræftede landets gamle storhed. Denne store mand (Reza Shah) har på kort tid
bragt landet på sådan et stade i alle henseender, at der nu ikke er nogen, der kan affærdige historierne
om Darius og Anushirvan som eventyr. Reza Shah har igen bevist, at historien om denne heltefødende
og talentfulde nation, som så mange har skrevet om, er sand og i overensstemmelse med realiteterne. I
sandhed har den gamle historie fået nyt liv, og i dag genkender ethvert ansigt sig selv i det gamle spejl -
forbundet til sine ædle forfædre. Det er derfor, at de vise historikere har beskæftiget sig med at skrive
historien - og gjort sig stor umage med at åbenbare det iranske folks dyder og kaste lys over de gamle
fakta. 222 (parentes tilføjet)
Selv om denne tekst er skrevet 10 år efter Arthur Christensens ankomst i 1929, illustrerer den meget
godt, hvilket national romantisk boom han var blevet en del af.
På en invitation fra det The American College holdt Arthur Christensen ligeledes i 1929 et foredrag om
det sasanidiske rige. Dette foredrag blev senere refereret i flere iranske og indiske aviser. Han holdt
foredraget på persisk, og man kan godt forstå, at de iranske tilhørere var tilfredse, for foredraget må
havde været vand på de iranske nationalromantikeres mølle. Han indledte med at sige, at sasanidernes
mægtige rige i sin strålende, elegante civilisation kun kunne overgås af romerriget. Derefter gjorde han
rede for kilderne, på hvis grundlag man kunne genopleve storhedstiden:
“den Sassanidiske periode vil igen komme til live foran vores øjne. Men af al den pragt som var i
Tisfun (sassanidernes hovedstad), er der i dag intet tilbage bortset fra ruiner. Den største af de ruiner er
kongepaladset, som kaldes Tag-e Khosrow. Fra midten af denne vinduesløse bygning, hvis sal strækker
sig i hele bygningens længde, og hvis mure i dag står ensomt midt i ørknen, eksisterede engang en
levende verden og en evig sjæl. Og ved hjælp af beretninger, historie og vores fantasi kan vi give liv til
222 Yasemi, Rasid: “Moqaddame motarjem” s. alef. Arthur Christensen: Iran dar zaman-e Sasaniyan Tehran 1938 / 1317.
Oversat med hjælp fra lektor F.Vahman
74
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007