Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab
Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab
Mette Hedemand Søltoft - Centralasiatisk Selskab
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
“Perserne er det eneste af Oldtidens Kulturfolk i Forasien, der til vore Dage har holdt sig levende og<br />
livskraftigt trods Omvæltninger og materielle og aandelige Katastrofer. Fra fjærne Perioder fører et<br />
Spind af Traade ned til den nyeste Tid. Mange Træk i vore Dages Persien forstaaes kun ret, naar de ses<br />
i historisk Belysning.” 245<br />
En argumentation som ligger i fuldkommen forlængelse af de iranske nationalromantikeres opfattelse.<br />
Afrunding<br />
For Arthur Christensen må det havde været fantastisk at opdage, hvilken åndsfælle han og hans fag<br />
havde fået i en konge som Reza Shah og i det hele taget i den iranske nationalromantiske bølge.<br />
Pludselig havde hans forskning fået en hel anden politisk slagkraftig betydning. Den vestlige iranistik<br />
og den iranske nationalromantik havde således fået fælles mål. De arbejdede begge for at udskille det<br />
iranske fra det orientalske og søgte den indo-europæiske arv og historie. Af samme grund flød Arthur<br />
Christensens og den iranske nationalromantiske retorik sammen. Rejsen i 1929 må havde været meget<br />
bekræftende for Arthur Christensen og hans forskning; den må have givet ham en følelse af, hvor<br />
vigtigt og relevant hans arbejde var. En cadeau, som han skulle havde ledt længe efter i det<br />
videnskabelige miljø i København.<br />
Rejsen i 1929 kom til at betyde meget for Arthur Christensens forståelse af iranerne. Inden denne rejse<br />
skelnede han ikke mellem orientaleren og perseren. De to betegnelser flød sammen, og han benyttede<br />
dem synonymt. Efter denne rejse taler han meget sjældent om perserne som et orientalsk folk. Perserne<br />
er blevet opgraderet, hvilket også genspejles i hans brug af folkeånd versus folkekarakter. Som noget<br />
nyt og betydningsfuldt ser han nu en kontinuitet i den persiske folkeånd, som han kan føre helt tilbage<br />
til oldtiden.<br />
Siden rejsen i 1914 er Arthur Christensen blevet Professor i iransk filologi. Et forhold der øjensynlig<br />
har haft den indflydelse, at han nu ser sin rejse som en rejse til Persien frem for til Orienten. En forskel,<br />
245 Arthur Christensen: Det gamle og det nye Persien s. 5 København 1930<br />
82<br />
DSCA Monografi/Monograph 1 ▪ 2007
Change language