Læs hele specialet her - Pernille Boelskov

3.3.1.1. Delspørgsmål til EU-journalistikken
Et spørgsmål, som mange tidligere undersøgelser prøver at give et bud på, er, hvor meget EU
fylder i den daglige avis. Denne EU-dækningsprocent ses som en indikator på, om mediet er
europæiseret. 156 Hvis vi vil vide, hvor meget EU-stoffet fylder, må vi starte i den kvantitative
lejr og finde svar på følgende:
R1: Hvor meget fylder EU-journalistikken ud af den samlede mængde journalistik?
For at kunne give et meningsfyldt svar på spørgsmålet er det på sin plads med en række
afklaringer. Først og fremmest skal vi have en brugbar og klar definition af EU-journalistik.
Dernæst skal det afklares, hvad der menes med den samlede mængde journalistik, og endelig skal en
målemetode for omfang vælges.
Der findes et utal af forskellige måder at definere EU-journalistik på. Jeg vælger at bygge videre
på de Vreeses metode. Han skelner mellem to slags historier. Første er der EU-nyhederne, der
er ”news dealing exclusively with EU affairs.” 157 Derudover er der nationale nyheder med
europæisk udsyn eller ”domestic political and economic news with a European dimension.” 158
Jeg vælger at medtage begge slags historier i den samlede pulje af EU-journalistik. Dog er der
nogle praktiske begrænsninger i udvælgelsen. Det betyder, at jeg medtager historier, hvor enten
EU, den Europæiske Union eller EU’s hovedinstitutioner nævnes mindst to gange eller
gentages. 159 Der kan dog være en svaghed ved denne afgrænsning, fordi de historier, hvor EU
optræder som f.eks. en perspektiverende afslutning på en artikel, fravælges. Dette er
selvfølgelig ikke traditionelt EU-stof, men EU nævnes, og læserens opmærksomhed henledes
til en vis grad på EU. Såfremt EU får mere betydning i den danske hverdag, kunne man
forestille sig, at denne slags ”referencer” blev mere udbredte, og derfor kunne man
argumentere for at medtage denne type journalistik. Det er dog urealistisk, at alle artikler med
156 Se f.eks. Ørsten 2005: 213, Norris 2000: 187, Peter & de Vresse 2004: 13.
157 de Vreese 2003: 78
158 de Vreese 2003: 78
159 Med EU’s hovedinstitutioner mener jeg de alment kendte: Kommissionen, Europaparlamentet, Det
Europæiske Råd/ministerrådene, den Europæiske Centralbank og EF-domstolen. De mindre komitéer og
udvalg nævnes sjældent i medierne (se f.eks. Ørsten 2005: 230-231). Derfor medtages disse ikke som
søgeord. Desuden formodes det, at en eventuel omtale af mindre komitéer og udvalg vil dukke op sammen
med de ovenstående søgeord. Det samme gør sig gældende for MEP’er og kommissærer. Såfremt komité,
udvalg, MEP’er eller kommissær dukker op sammen med et af de andre søgeord, regnes den redaktionelle
enhed som EU-journalistik.
35