Læs hele specialet her - Pernille Boelskov

længere, og ofte bruges flere ord på at forklare og sætte kilder på. Eksempelvis bruges 443 ord
og to uddybende kilder i historien om, at Danmark er ”bagud med beskyttelse af zoo-dyr.” 322
En så bred perspektivering er svært at finde blandt de artikler, hvor Danmark lever op til EU’s
krav eller er bedre end EU-gennemsnittet. Her forekommer det sjældent, at der er mere end en
kilde i artiklerne. Denne tendens ser ud til at kunne forklares på flere forskellige niveauer. Først
og fremmest ud fra journalisternes arbejdsmetoder og mediernes rutiner. Når Danmark ikke
lever op til EU’s krav, trækker det bredt på næsten alle nyhedskriterier. Det er med andre ord
en bedre historie, og bedre historier får mere plads. Disse historier er nemlig både væsentlige
og aktuelle, har potentiale til at skabe konflikt, og der er gode muligheder for identifikation.
Sådanne historier scorer også til en vis grad på sensations-parameteret – selvfølgelig alt efter,
hvad sagen handler om. Men sensationen skal forklares ud fra et andet forklaringsniveau –
nemlig det samfundsmæssige. Tidligere forskning har peget på, at der er en tendens til, at
danskerne ser deres eget politiske og administrative system som verdens bedste. 323 Når det
pludselig ikke lever op til denne forestilling, er det en form for sensation. Der rokkes i hvert
fald ved den nationale selvforståelse. Journalisterne er derfor nødt til grundigt at forklare
borgeren, hvorfor det hænger sådan sammen.
Alt i alt ser det ud til, at Danmark slet ikke spiller en rolle i en stor del af EU-stoffet – og dansk
optræden i EU-journalistikken ser ud til at aftage over undersøgelsesperioden. Denne
udfasning af Danmarks betydning i EU-stoffet, kan måske ses som et tegn på en stigende
europæisering og i hvert fald som tegn på en aftagende domesticering. En anden observation,
der også taler for en lavere grad af domesticering, er, at når Danmark medtages i EU-
journalistikken, optræder Danmark i høj grad som en naturlig del af EU. Endda også selvom
det er et EU, der skaber konflikter. Omvendt mister Danmark noget pga. EU-medlemskabet i
cirka hver tiende EU-artikel. Især når Danmark optræder i denne rolle, kan Lunds skel mellem
vi og de genkendes. Hvor Lund dog tidligere så dette vi/de-forhold som kendetegnende for EU-
journalistikken, må det her konstateres, at tendensen til, at EU gøres til Danmarks anden, ikke
er udbredt nok til at være decideret kendetegnende for den danske EU-journalistik. Pointen ser
nærmere ud til at være, at EU-journalistikken er besværlig – netop fordi den ikke på samme
måde som udenrigsjournalistikken let kan forstås som et spil mellem os og dem. Langt hen ad
vejen ser det altså ud til, at mediernes fremstilling af Danmark begynder at indeholde et vist
europæisk islæt. På den anden side fremstilles danskere stadigt som værende bedre end de
322 ID 426
323 Se f.eks. Flockhart 2005: 255 og 266.
77