Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

formelt set - men i virkeligheden var det Amerikanerne der satte dagsordenen
251) .
At dømme ud fra forløbet forestillede man sig fra NATO’s side at Serberne
skulle bringes til at erkende at denne forhandling var den sidste før man
ville reagere militært, at man ønskede at Serberne skulle acceptere nogle
grundlæggende præmisser, og at man ikke ville acceptere at forhandlingerne
blev trukket i langdrag.
De grundlæggende præmisser bestod i at Kosóva skulle have en omfattende
og reel autonomi, men inden for Jugoslaviens grænser, og at der skulle
indsættes en international styrke - som skulle have vidtgående adgang til
at bevæge sig i og uden for området.
Nogle af præmisserne blev udtrykt i Kontaktgruppens “Statement” af
29.1.1999 og består af 10 punkter 252) :
(1) Voldsudgydelserne skal stoppe. Våbenhvilen skal respekteres.
(2) Man skal nå en fredelig løsning gennem dialog.
(3) Der skal indføres en 3-årig overgangsperiode før man når til en
permanent løsning.
(4) Man må ikke gennemføre ensidige ændringer af Kosóva’s status.
(5) Jugoslavien’s og nabolandenes territorielle suverænitet må ikke
anfægtes.
(6) De etniske gruppers rettigheder skal respekteres. Her tænkes især på
sprog, religiøse institutioner og uddannelsesvæsen.
251) Jf. Kjell Magnusson: “Rambouilletavtalet. Texten, förhandlingarne, bakgrunden”,
Uppsala Universitet, juni 1999, s. 34.
252) Kontaktgruppen om det Tidligere Jugoslavien består af England, Frankrig, Italien,
Tyskland, USA og Rusland. Punkterne er ikke offentliggjorte og gengives her i oversættelse
og sammendrag efter Kjell Magnusson: “Rambouilletavtalet. Texten, förhandlingarne,
bakgrunden”, Uppsala Universitet, juni 1999, s. 32. Magnusson har oplysningerne fra artikel
i Le Monde Diplomatique, maj