Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

destammer og -klaner, som først på et relativt senere tidspunkt er blevet
fastboende - men det er sandsynligt at Serbiske historikere overdriver dette
moment.
En anden grund er at relativt flere Albanere - fra 1500-tallet og frem - er
blevet Muslimer, næppe af religiøs overbevisning som af bekvemmelighedsgrunde,
for konverteringen gav dem - som tidligere nævnt - mulighed
for at opnå økonomiske og andre fordele 52) .
Serberne fastholdt (i stor udstrækning) deres religion og kultur, og dén
støttede sig organisatorisk og “politisk” på den Ortodokse Kirke og på
klostrene. Kirkerne og klostrene var blevet bygget i Middelalderen, men
selv om området var underlagt Osmannerne kunne man fortsat, omend
med større og større vanskelighed, udøve sin virksomhed dérfra - og
dermed fastholde sin kulturelle og i nogen grad også sin politiske identitet.
Ikke alle Albanere blev Muslimer og ikke alle Serbere forblev Ortodokse,
og der er flere eksempler på at Serbere har giftet sig med Albanere og er
blevet optaget i Albanske klaner. (Det omvendte har givetvis også været
tilfældet) 53) .
Osmannerne forsøgte - over et par omgange - at ekspandere og belejrede
Wien i 1683, men måtte opgive forehavendet - styrkeforholdene var
ændret, og i de efterfølgende år kæmpede en Hellig Liga 54) med Osmannerne.
I 1689 sendte den Tysk-Østrigske Kejser tropper mod Osmannerne
- og de kom bl.a. til Kosóva og videre til Makedoniens vigtigste by Skopje.
52) Denne proces er bl.a. beskrevet af Barbara Jelavich i: “History of the Balkans” 1-2.
Cambridge University Press. Cambridge 1983.
53) Serbiske historikere har det ofte svært her, og der er tendens til at de Kosóva Albanere
der var Kristne er modige, mens de andre er renegater. Og tilsvarende med hensyn til
Serbere der forbliver Kristne og de (noget færre) der konverterede til Islam, de er .... ....
54) Til at begynde med var enigheden mellem de Europæiske lande til at overse og det var
først efter at man - under Johan Sobieski’s militære ledelse - havde slået Osmannerne
eftertrykkeligt ved Wien at Paven kunne samle Liga’en, dog fortsat uden Frankrig der under
Ludvig XIV så en fordel i en “afbalancering” af kræfterne. Han var mere bekymret over
Habsburgerne end over Osmannerne.
61