Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

For det tredje skal man have en langsigtet planlægning eller en overordnet
strategi. Det er - både i krig og i politik - en skadelig fremgangsmåde, hvis
man “kun planlægger ét skridt ad gangen, efterhånden som man møder
problemerne. Efter hvert skridt er det nødvendigt at undersøge de heraf
følgende ændringer og i overensstemmelse hermed at modificere eller
udvikle ens strategiske og operationelle planer, ellers er man udsat for at
begå den fejltagelse at fare frem uden at ænse risikoen. Det er imidlertid
absolut afgørende at have en langtidsplan med et gennemtænkt omrids,
der dækker et helt strategisk stadium eller endog adskillige strategiske
stadier. Hvis man forsømmer at udforme en sådan plan, føres man til den
fejltagelse at tøve og tillade, at man kommer i en tvungen stilling, hvilket
i virkeligheden tjener fjendens strategiske mål og henviser én til en passiv
rolle. Man må huske på, at fjendens øverste ledelse har en vis strategisk
indsigt. Først når vi har optrænet os selv til at være et hoved højere end
fjenden, vil strategiske sejre være mulige.” 383)
Afslutning
Netop dette sidste led - den langsigtede planlægning og den overordnede
strategi - kan man konstatere at én af parterne havde i Kosóva-krigen:
UÇK. Strategien var klar i sin hensigt, men givetvis vanskelig at have fået
tilslutning til - og den var temmelig kompleks i sin gennemførelse.
Som man kan se af hvad der siden er passeret i Kosóva og til skrivende
stund, har man søgt at indstille sig på at føre krigen videre med andre
midler - og tilsyneladende i en temmelig effektiv kombination af bevidst
politik (man har fra første færd deltaget i Overgangsrådets arbejde og
man har medvirket i udarbejdelsen af Landsdowne-erklæringen) og i
etableringen af en samfundsmæssig og statslig magt (man deltager i den
nye politistyrke og man har opnået at få tilslutning til oprettelsen af et
Beskyttelseskorps under UÇK’s ledelse).
Dertil kommer de mere eller mindre ustyrlige hævnaktioner som etnisk
Albanske elementer med større eller mindre tilknytning til UÇK er
ansvarlige for, og som har haft en strategisk effekt hvad enten man bryder
383) Jf. Mao Tse-tung: “Guerilla-krig og politisk strategi”, Jørgen Paludans Forlag, Kbhvn.
1966, s. 95 f.
245