Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

Generalopstanden i 1912
Der blev holdt valg til det Osmanniske Parlament i 1912 hvor Ungtyrkerne
søgte at undgå at de radikale Albanere og Kosóva Albanere blev valgt eller
genvalgt. Allerede i 1908 var Hasan Prishtina (jf. s. 352) blevet valgt - og
han kom til at spille en betydelig rolle i de følgende år og er fortsat en
person som man sætter meget højt blandt Kosóva Albanerne.
Situationen var blevet så tilspidset at Kosóva Albanerne enedes om at stå
sammen om en generalopstand i 1912 - og for at den skulle lykkes, aftalte
man en omfattende Besa (jf. s.299) ligesom i slutningen af 1800-tallet.
Blandt lederne var foruden Hasan Prishtina: Nexhip Draga, Bajram Curri,
Riza Bey Kryeziu og Isa Boletin.
Til at begynde med gik revolten ikke så godt, for den blev kraftigt
bekæmpet af Osmannerne, men den spredte sig ikke desto mindre over
det meste af Kosóva - og man fik samlet omkring 45.000 under våben,
hvilket var en så stor styrke at Osmannerne ikke vovede at forsøge at
nedkæmpe den, men i stedet gik i forhandling med den.
Hasan Prishtina fremlagde til denne forhandling 14 punkter som betød en
vidtgående autonomi for de Albanske områder inden for Osmannerriget.
De 14 punkter var udtryk for et politisk kompromis blandt de etniske
Albanere - for mens Hasan Prishtina og flere andre formentlig ønskede sig
en form for modernisering, så foretrak de en langsommere udvikling
sammen med de mange traditionalistiske klanledere - som fx Isa Boletin -
frem for at være underlagt det Ungtyrkiske styre. Der var i øvrigt dem
blandt lederne der mente at man burde fortsætte successen og søge at
befri Sultanen som de - med rette - fandt var i Ungtyrkernes vold.
Efter nogen tid besluttede det Ungtyrkiske styre at bøje sig for kravene -
men denne store politiske sejr bekræftede for alle andre at Osmannerriget
var meget svækket, og denne erkendelse var en vigtig årsag til at man fra
alle sider kastede sig over Riget i 1912 78) . Det hører med til historien at
man fra både Serbisk og Montenegrinsk side havde gjort en betragtelig
indsats for at destabilisere det Osmanniske styre i Kosóva - og man havde
78) Denne konklusion stammer fra tiden, men den deles af Noel Malcolm, jf.: “Kosovo. A
Short History”, MacMillan, London 1998, s. 249.
73