Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

Blodhævns-traditionen går langt tilbage i Albansk (især Nord-Albansk og
Kosóva Albansk) historie. Den er først nedfældet i Lek Dukagjin’s 473)
Kánon (Kanún) fra 1400-tallet - dvs. nedfældet er næppe det hélt rigtige
ord, for en skriftlig udgave kendes først i 1800-tallet 474) . Efter Kánon’en
skal man, som mand, optræde ærefuldt: Generes man - eller generes ens
familie - skal man gengælde forsmædelsen på passende vis, om
nødvendigt koka për kokë - hoved for hoved.
Umiddelbart kunne man tro - og erfaringerne viser det vel også - at
sådanne regler fremmede blodsudgydelser, men på en måde var
hensigten med dem at forhindre dem: Dén der første gang provokerede
en anden måtte vide at konsekvensen ubønhørligt ville komme og med
eftertryk - og dermed afstå fra at provokere. Men det virkede ikke altid
sådan og der er mange eksempler på at konflikterne har bredt sig ud over
alle grænser og ført til slægters udryddelse. Omkring 1900 blev det sagt
at knap hver 5' mand havde foretaget et hævndrab - og i et område af
Vest-Kosóva døde ca. 600 årligt af en befolkning på ca. 50.000. 475)
I tiden efter den Kommunistiske magtovertagelse i Albanien blev
blodhævn om ikke udryddet, så begrænset væsentligt, men i tiden efter
det Kommunistiske sammenbrud er fejderne blusset voldsomt op igen.
Det afgørende ved hævnen var ikke at straffe, men at skaffe oprejsning -
æresoprejsning.
473) Lek Dukagjin var klanleder i det Nordlige Albanien. Det Albanske navn Lek svarer til
Aleksander - akkurat som det Tyrkiske navn Skender (jf. Gjerg Kastrioti Skanderbeg - omtalt
i “Krudttønden i baghaven”, s. 46-56). Et område der går ca. fra Gjakova op mod Nord
hedder Rrafsh Dukagjinit = Dukagjinernes område.
474) Én af dem der har nedskrevet Kanún var den Albanske præst Shtjefën Gjeçov der blev
myrdet af Serbere i