Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

osatte sig dér (“nye” Albanere bosatte sig dog igen i det Sydlige Serbien
efter 1912 hvor hele området - inkl. Kosóva - var blevet Serbisk).
Prizren 10.6.1878 67)
Prizren i Kosóva blev midt mellem drøftelserne i St. Stefano og Berlin
mødestedet for repræsentanter for de forskellige Albanske områder.
Formålet med mødet var at forhindre at de etnisk Albanske områder blev
gjort til kastebold for de forskellige Balkan-interesser, ikke mindst de
Serbiske og Montenegrinske, ligesom man ville forhindre egentlig
besættelse. Mødet var fremprovokeret af krigen og af hvad der var sket i
St. Stefano tidligere på året.
Repræsentanterne tænkte i det store og hele temmelig traditionalistisk - for
man ønskede at forblive inden for det Osmanniske Rige og at forblive
under Sultanen som man mente man var loyale over for, men nogle af
repræsentanterne - bl.a. Abdyl Frashëri der stammede fra det sydlige
Albanien - stræbte efter en vidtgående selvstændighed inden for Riget.
Man havde ikke noget reformprogram på dagsordenen - dértil var
udviklingen ikke kommet, drøftelserne drejede sig om helt fundamentale
suverænitetsmæssige anliggender 68) .
Til at begynde med var man fra Osmannisk side forholdsvis positiv over
for Prizren-initiativet, formentlig fordi man fandt at det kunne have en
positiv funktion i forhold til Stormagtsforhandlingerne - og vel også fordi
initiativtagerne optrådte loyalt over for Styret.
Da man i Berlin havde besluttet at der skulle afgives et etnisk Albansk
område til Montenegro udløste det stor brede blandt Albanerne, og da en
Osmannisk Pasha - Mehmet Ali Pasha (i øvrigt Tysk født) - kom til
Gjakova på vej til grænsen kom det til demonstration og uro som udviklede
sig til belejringskrig og skudveksling gennem flere dage. Mehmet Ali Pasha
og mange andre på begge sider blev dræbt - i alt omkring 300.
67) Se nærmere om Prizren-bevægelsen i “Krudttønden i baghaven”, s. 75-76.
68) Jf. Noel Malcolm: “Kosovo. A Short History”, MacMillan, London 1998, s. 220 ff.
68