Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

kan føres på grund af dens konsekvenser 320) . Efter Witt-Hansen skriver
Clausewitz om en rationel krig, ikke om en paradoksal situation hvor krig
ophører med at være et rationalt politisk instrument 321) .
Én ting er hvad der umiddelbart er på dagsordenen, noget andet er om ikke
Witt-Hansen også drøfter en problemstilling som er såre relevant i tilfældet
Miloševic og Kosóva, nemlig forholdet mellem det rationelle og det
irrationelle.
Set under et overordnet perspektiv har den Serbiske politik og fremfærd
i Kosóva i de senere år forekommet aldeles irrationelt begrundet, men den
kunne kun imødegås fra Vestlig side med rationelle midler, og det var
indlysende at man kun kunne overkomme de forhindringer en sådan
asymmetri skabte, hvis man gjorde det klart at man ville drive rationaliteten
til det yderste.
At man ville bruge midler som man ellers måtte anse for at være umulige
at bringe i anvendelse. Man måtte tilvejebringe en form for symmetri eller
balance. Paradoksalt nok benyttede man sig af en ny asymmetri til at nå
dette mål: Luftbormbardementer fra stor højde.
En alternativ fortolkning. Indledning
På det konkrete plan er Clausewitz næppe til megen hjælp når man vil
analysere krigen i Kosóva - og det ville selv sagt være aldeles urimeligt at
lede efter hvad han mon måtte sige om luftbombardementer.
Men han siger noget andet der er nok så relevant, nemlig at det er vigtigt
at være udogmatisk og at hver tid har sin egen krigsførelse - og sin egen
krigsteori. Clausewitz var selv overordentlig opmærksom på at tingene
udviklede sig og påviste fx det store spring Napoleon Bonaparte tog i
forhold til tidens andre hærførere, og han skrev derfor - bevidst - om
320) Witt-Hansens betragtning er for teoretisk for mig på dét sted.
321) Jf. Witt-Hansen i Carl von Clausewitz: “Om Krig” (se Henvisninger og LINKs), bd. 3,
s. 905.
213