Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

men som det afgørende 466) . Her er ét af de punkter hvor man må sige at
situationen ser anderledes ud nuomstunder. Franskmændene tabte særligt
ved Dien Bien Phu i 1954 - dét er sandt, men Serberne tabte ikke i noget
specifikt slag i 1999 - og stod næppe over for at komme til det -, og sådan
var det vel heller ikke da Amerikanerne måtte trække sig ud af Vietnam,
for krigen var tabt et godt stykke tid før Vietcongs endelige sejr 30.4.1975.
Men havde Clausewitz ret i sin tid, så var der déngang i nogen grad tale
om en teoretisk (og praktisk) skærpelse i forhold til gængs teori. Ofte var
der - dvs. på Clausewitz’ tid - konsensus om at stoppe, når resultatet var
sikkert 467) , men Clausewitz påpeger at man ikke kan vinde nogle store
sejre, hvis man ikke fører sit stød igennem og søger afgørelsen i det store
slag. Her er et meget godt eksempel på at Clausewitz tænker ganske i
forlængelse af Machiavelli: Vil man nå et bestemt mål - som slet ikke er
bestemt af generalerne, men af den politiske ledelse - så må man sætte
sig fundamentalt igennem, akkurat som de Franske revolutionshære bar
sig ad i slutningen af 1700-tallet 468) .
Clausewitz mener der er 5 sandheder som er centrale:
“1. At tilintetgøre de fjendtlige stridskræfter er krigens hovedprincip og hovedvejen
til målet for al dens positive handlen.
466) Jf. Carl von Clausewitz: “Om Krig” (se Henvisninger og LINKs), bd. 1, s. 283.
467) Jf. “Om Krig”, bd. 1, s. 282. På Machiavelli’s tid var det ofte sådan at konditorerne
stoppede i god tid ... det handlede ikke om at slå ihjel eller at blive slået ihjel, men at udgøre
dét der kunne sikre en politisk sejr, dvs. uden at tage unødige risici, jf. omtalen i “Krudttønden
i baghaven”, s. 115-117.
Jf. også Mogens Rosenløv’s historiske gennemgang i Carl von Clausewitz: “Om Krig” (se
Henvisninger og LINKs), bd. 3, s. 996. Han skriver: “[Fra 1713 til 1789] er krigene færre end
sædvanlig. De er som regel kortvarige, føres inden for snævert begrænsede områder og
uden større energi af hvervede hære, der ikke er særlig talstærke. Krigene drejer sig ikke
om religion eller om verdensrigers skabelse eller tilintetgørelse, men om forholdsvis små
ting. Fyrsternes ærgerrighed indskrænker sig til at flytte deres grænser nogle kilometer eller
skaffe slægtninge en stump land et eller andet sted. Det er om den slags, der kæmpes, og
diplomatiet oplever en gylden tid. Alliancer sluttes og brydes i en uendelighed. De varer kun
kort og overholdes dårligt. Det hører til sjældenhederne, at et bestemt mål fastholdes
gennem længere tid, og snart træffer man en stat i den ene lejr, snart i den anden.”
468) Jf. Mogens Rosenløv i Carl von Clausewitz: “Om Krig” (se Henvisninger og LINKs), bd.
3, s. 1008.
291