Fra Kosovo til Kosova - BA Forlag

“Er misforholdet 272) mellem styrkerne så stort, at ingen begrænsning af eget
mål sikrer mod undergang, eller vedvarer faren sandsynligvis så længe, at
selv den mest økonomiske anvendelse af kræfterne ikke kan føre til målet,
så vil eller bør [!] kræfternes spænding koncentrere sig i ét eneste desperat
slag. Den betrængte, der næppe mere kan vente hjælp dérfra, hvor hjælp
ikke er stillet ham i udsigt, må sætte sin hele og sidste lid til den moralske
overlegenhed, som fortvivlelsen skænker enhver, der har mod, han må
betragte den største dristighed som den højeste visdom, måske gribe til
kæk krigslist og - hvis dette ikke bringer ham held - i den ærefulde
undergang finde retten til oprejsning i fremtiden.” 273)
Man kunne tro at en sådan tankegang kun tilhører en svunden tid, men
netop må Balkan kunne den meget vel være blevet omsat til virkelighed -
man må være taknemmelig for at det trods alt ikke blev resultatet, og selv
om man må tage betydelig afstand fra Præsident Miloševic og hans
fremgangsmåde, må man - på dette punkt - indrømme at han trods alt
gjorde os alle en gevaldig tjeneste ved at opgive sin modstand da han stod
temmelig nær ved afgrundens rand. Havde han ikke gjort det, kunne krigen
have udviklet sig i en katastrofal retning.
Overgang fra fase 1 til fase 2
27.3. overgik NATO fra fase 1 til fase 2. Fase 2 indebar at man ikke
nøjedes med rent militære mål, men at man gik “længere ud” og gik efter
mål som ikke i sig selv var militære, men som havde en militær eller
strategisk betydning.
Frankrig, Grækenland, Italien og Tyskland havde tidligere gjort det klart at
man - i givet fald - kun kunne acceptere at man beskød rent militære mål,
men disse lande blev nu overtalt - eller måske var det snarere sådan at de
stiltiende accepterede hvad den militære ledelse gennemførte (nemlig
General Naumann og General Clark i forening), for kun i visse tilfælde blev
272) Ordet Misforhold i en sådan sammenhæng svarer i nogen grad til dét udtryk jeg har
brygt: Asymmetri.
273) Jf. Carl von Clausewitz: “Om Krig” (se Henvisninger og LINKs), bd. 1, s. 312 f.
171