ALKOHOLBEHANDLING - Statens Institut for Folkesundhed

Opioid antagonister. Naltrexon (Revia A ), Nalmefen
Naltrexon er en opioid antagonist, som ved blokering af opioid systemet reducerer alkohols belønningseffekt.
Det første RCT med naltrexon blev foretaget i 1986.
Naltrexon doseres i tabletter à 50 mg én gang dagligt. Dosis kan reduceres hos patienter, der har
bivirkninger, ligesom få patienter kræver en øget dosis (100 mg dagligt). Behandlingen bør fortsættes,
selv om der opstår recidiv af alkoholproblemet. Forbruget af naltrexon er meget beskedent i
Danmark og udgjorde i 2004 kun 10.000 DDD (bilag 11).
Efter absorption foregår der en first-pass metabolisme af naltrexon i leveren. Mindre end 1% af
naltrexon udskilles uomdannet i urinen. Konjugeret og ukonjugeret 6-b-naltrexol er de væsentligste
metabolitter, der findes i serum. Halveringstiden af naltrexon er 4 timer og af 6-b-naltrexol 13
timer.
10-15% af patienterne får bivirkninger med kvalme, hovedpine, svimmelhed, træthed, søvnforstyrrelser,
opkastninger og angst som de hyppigste. I et stort RCT med fokus på bivirkninger ophørte
15% af de 570 patienter, der fik naltrexon med at tage medicinen på grund af bivirkninger (182).
I et studie er der fundet flere depressive symptomer hos naltrexonbehandlede, så under behandling
bør man være opmærksom på udvikling af depressive symptomer, for eksempel ved systematisk
screening for depression (183).
Naltrexon er hepatotoksisk i doser på 150 mg dagligt eller mere (184), og FDA i USA advarer mod
denne bivirkning. Inden behandlingsstart skal patienter have kontrolleret leverfunktion klinisk og
biokemisk. Naltrexon er kontraindikeret hos patienter med akut hepatitis og svær kronisk leverdysfunktion
og hos patienter, der er overfølsomme for stoffet eller som er i opioidbehandling eller
aktivt misbrugeropioider. Det bør herudover ikke gives til ammende eller gravide kvinder. Naltrexon
har ingen interaktion med alkohol. Både naltrexon og disulfiram er potentielt hepatotoksiske, og
nogle anbefaler, at de to stoffer ikke bruges sammen. Der er imidlertid ingen dokumentation for
en sådan rekommendation hos patienter med normal leverfunktion.
Ligesom for acamprosats vedkommende er den nuværende viden om det optimale tidspunkt for
behandlingens start mangelfuld, men der er ikke noget i vejen for at starte behandlingen, når den
akutte afrusning og abstinenssymptomer er væk, det vil sige cirka 1 uge efter sidste alkoholindtagelse,
og naltrexon er allerede anvendt i afrusningsfasen (185). Et enkelt studie tyder endda på bedre
effekt af naltrexon hos patienter, der er aktivt drikkende i forhold til patienter, der indgik i undersøgelsen
efter at være blevet afholdende (186). Det samme gælder behandlingsvarighed, hvor de fleste
anbefaler 3-6 måneder, men behandlingsvarigheden må vurderes individuelt i samråd med patienten.
Der er ikke dokumentation for, at naltrexonbehandling medfører afhængighed i sig selv og
heller ikke abstinenssymptomer ved behandlingsophør.
Nalmefen er en mere specifik opioid antagonist, som endnu ikke er markedsført i Danmark. Nalmefen
ligner naltrexon strukturelt og er en ren opioid antagonist ligesom naltrexon. Nalmefen synes
at have en række farmakologiske fordele i forhold til naltrexon, herunder nogen hepatotoksicitet,
længere halveringstid i plasma, større biotilgængelighed og længere virkningsvarighed (187). Herudover
binder nalmefen sig til d-receptorer med større affinitet end naltrexon, og det er vist i dyremodeller,
at antagonister, der binder sig til d-receptorer reducerer alkoholforbrug i større udstrækning
(188).
De fleste af nedenstående studier (bilag 18) er lavet med samtidig psykosocial behandling, og i
nogen studier er der observeret større effekt blandt de, der samtidig med naltrexon har fået psykosocial
behandling i forhold til de, der ikke har.
West et al. (151, 152) gennemgik i 1999 de på daværende tidspunkt 3 foreliggende placebokontrollerede
studier af naltrexons effekt, men uden at foretage selvstændige metaanalyser. Ved gennemgang
Alkoholbehandling – en medicinsk teknologivurdering 59