ALKOHOLBEHANDLING - Statens Institut for Folkesundhed

FIGUR 7 Nettoudgifter til døgnbehandlingstilbud
Kilde: Amtsrådsforeningens statistikdatabase.
Tallene i figur 7 afspejler en stagnation i udgifterne til døgnbehandling med en udgiftsvækst på kun
ca. 1% i den viste periode. Udgifterne til dagbehandlingstilbud (figur 6) har været svagt stigende
med en vækst på lidt over 2%.
Sammenfatning
Der findes ingen centralt aftalte takster, og driftsomkostningerne for de enkelte behandlingstilbud
er generelt ukendte i amterne. Kun Århus Amt har på nuværende tidspunkt beregnet konkrete
takster for deres ydelser, baseret på driftsomkostningerne. Modsat opererer de andre amter typisk
med en gennemsnitsklientpris. Prisen er ikke beregnet ud fra det specifikke ressourceforbrug, der
er forbundet med de enkelte behandlingstilbud. Det har dermed ikke været muligt at opstille
driftsomkostninger for de forskellige behandlingstyper. Det kan dog konkluderes, at det primært er
personaleforbrug og varigheden af behandlingstilbuddet, der har betydning for omkostningerne.
Som følge heraf er døgnbehandling væsentligt dyrere end ambulant behandling.
Driftsomkostningerne kan ikke alene afgøre hvilken behandlingsform, der er bedst at anvende.
Hertil kræves gennemførelse af analyser vedr. behandlingsformernes omkostningseffektivitet.
6.3 Omkostningseffektivitet ved alkoholbehandling
I omkostningseffektivitetsstudier opgøres omkostninger og effekter ved én intervention i forhold til
en alternativ intervention. Omkostningerne opgøres i henholdsvis direkte, indirekte og uhåndgribelige
omkostninger, hvor de direkte omkostninger er defineret som omkostninger til diagnosticering
og behandling, mens de indirekte omkostninger er ikke-behandlingsrelaterede omkostninger, så som
tabt arbejdsfortjeneste. Uhåndgribelige omkostninger er omkostninger, der pådrages patienten eller
pårørende i form af de menneskelige omkostninger ved behandling eller manglende behandling af
alkoholafhængighed, fx omkostningerne relateret til bivirkningerne ved farmakologisk behandling
af alkoholmisbruger. Effekterne opgøres i naturlige enheder, fx antal patienter der et år efter afsluttet
behandling ikke er afhængige af alkohol.
Omkostningseffektiviteten af en ny praksis i forhold til eksisterende praksis vurderes ved at sammenholde
forskellene i effekt og omkostning ved de to typer af interventioner. Dette gøres ved at
beregne den inkrementelle cost-effectiveness-ratio, der er defineret på følgende måde:
Alkoholbehandling – en medicinsk teknologivurdering 92