ALKOHOLBEHANDLING - Statens Institut for Folkesundhed

Pointen er imidlertid, at disse så forskellige måder at opfatte misbruget på leder til forskellige
forventninger om, hvad behandling for misbrug befatter sig med. Opfatter patienten et meget stort
forbrug af alkohol som normalt i de sammenhænge, han kommer i eller som udtryk for den
særlige kultur han lever i, vil han næppe umiddelbart søge terapeutisk behandling for psykologiske
problemstillinger i forbindelse med misbruget. Opfatter patienten omvendt misbruget som symptom
på en bagvedliggende lidelse eller problemstilling, vil han næppe umiddelbart søge behandling,
der beskriver sig selv som udelukkende målrettet misbruget. Tilsvarende vil den patient, der opfatter
misbruget som en kronisk sygdom eller lidelse næppe søge behandling eller kunne fuldføre behandling,
der har kontrolleret drikning som mål.
De få undersøgelser af patientperspektivet og tilsvarende undersøgelser af patienttilfredshed, der er
foretaget på alkoholmisbrugsområdet er imidlertid oftest gennemført blandt patienter, der har søgt,
og måske endog i en længere periode forblevet, i kontakt med behandlingssystemet. Man ved således
ikke meget om, hvilke overvejelser den store gruppe af borgere, der har et afhængigt misbrug af
alkohol, men ikke søger behandling, gør sig. Formentlig er det et så solidt funderet i vores kultur,
at alkohol er et privat anliggende, som den enkelte borger bør have kontrol over, at erkendelse af
manglende kontrol over alkohol er svær at se i øjnene og endnu sværere at stå ved. Den manglende
dialog om misbruget bidrager formentlig til, at de fleste borgere opfatter et afhængigt alkoholmisbrug
som synonym med ‘manden på bænken’, altså social udstødelse og deroute. Frygten for stigmatisering
kan derfor afholde borgeren yderligere fra at søge råd, vejledning og behandling for sit
misbrug. Vi kan gisne om, at den høje grad af tabuisering, der er knyttet til misbruget og frygten
for at blive stigmatiseret, hvis man erkender sit misbrug over for eventuelle behandlingsinstitutioner,
afholder borgeren fra af søge behandlingen. De, der ikke er i behandling i dag er derfor formentlig
overvejende borgere, som klarer sig på egen hånd på arbejdsmarkedet og i mindre grad sociale
klienter. De alkoholafhængige, der ikke er i behandling har imidlertid en meget forøget risiko for
at blive sociale klienter og blive indlagt på sygehuset med alkoholrelaterede skader, hvis de ikke
behandles.
På grund af den meget udbredte opfattelse, at alkoholbehandling kun er målrettet den tungeste og
mest socialt belastede gruppe er der mange borgere, der ikke søger behandling, selvom alkoholbehandling
har god effekt, og oven i købet bedst effekt hos patienter, der har bevaret socialt netværk
og arbejde. Det er således en ikke uvæsentlig opgave at oplyse befolkningen om, at:
H alkoholmisbrug er udbredt og ikke forbeholdt ‘manden på bænken’
H deltagelse i behandling ikke bør være forbundet med skam
H behandling for alkoholmisbrug nytter
Det er dog formentlig ikke blot frygten for stigmatisering, der kan afholde borgere fra at søge
behandling. Margareta Järvinens undersøgelser tyder på, at de allermest socialt udsatte alkoholmisbrugere
har sværere ved at søge behandling for alkoholmisbruget, fordi behandlingssystemet direkte
eller indirekte forventer motivation og ressourcer, som misbrugeren ikke er i besiddelse af (279).
De allermest udsatte alkoholmisbrugere kan have et så problematisk alkoholmisbrug og en så problematisk
social situation, at det er med til at forhindre, at behandlingstilbud kommer i stand, fordi
behandlingstilbuddene forudsætter en motivation og nogle ressourcer, som borgeren ikke mere har
som følge af misbruget. Järvinens studier antyder, at dette kan skyldes, at behandlingssystemet
fokuseres på terapeutiske behandlingsmetoder i ambulant regi, der ikke yder den nødvendige støtte
og omsorg for de allermest udsatte, og konsekvensen kan blive, at de allermest udsatte kun får
tilbudt sporadisk antabusbehandling.
Som en yderligere, ikke uvæsentlig faktor, viste Slattery og kolleger i en skotsk interviewundersøgelse,
at der er et generelt manglende kendskab til behandling blandt både sundhedsprofessionelle,
mulige patienter og disse familier, som kan være en ikke uvæsentlig hindring i forhold til at søge
behandling. De interviewede patienter fremførte således, at de havde fundet det vanskeligt at finde
frem til behandlingstilbuddene, og kendskabet til andre tilbud end AA havde været ringe på tids-
Alkoholbehandling – en medicinsk teknologivurdering 73