dAGBoG Ramt på selvfølelsen Af Kirsten Lund Foto: Stig Stasig Magasinet Finans har bedt Kirsten Lund, tillidsmand i Roskilde Banks filial i Lyngby, om at skrive dagbog over begivenhederne på hendes arbejdsplads fra søndag den 24. august, hvor Nationalbanken overtog banken, og fire uger frem Uge 35 Forestil dig nytårsaften, champagnen er på køl, fjernsynet tændt, og der er nedtælling til midnat. Alle gæsterne er på plads, klar til at hoppe ned fra sofabordet, stolene, og hvad har vi. Og da rådhusklokkerne begynder at ringe, toner en mand frem på skærmen og meddeler, at nytårsaften er aflyst, udsat på ubestemt tid, og at det for resten er vores egen skyld!! Ret præcist sådan var det søndag aften, da meddelelsen om vores nye ejere blev givet først til bankens ledergruppe og tillidsfolk og via medierne til resten af medarbejderne. Stemningen var ellers forventningsfuld elektrisk, summen i krogene og det ene vildere bud på, hvem køberne var, fulgte alle de foregående vilde bud. Vi var SÅ klar til at kaste os over budskabet om vores nye ejere, og så blev festen altså bare aflyst. Skuffelse og vantro, men først og fremmest en MASSIV stilhed fulgte budskabet om, at gode købere var sprunget fra i 11. time på grund af vores bøger. Det var næsten ikke til at bære. Nogle kunne se det positive i budskabet, andre virkede desillusionerede, og andre igen nærmest vrede. Jeg tilhørte de sidste, tænkte, at det her var dråben, og at jeg fremover ikke kunne se mine kunder i øjnene og fortælle dem, at jeg var o.k. Mandag morgen var som at være pakket ind i en dyne. Vi er efterhånden så vant til at svare kunderne, der ikke kan følge med i, hvad der sker med deres bank, at det kører på rutinen. Men en vis metaltræthed sætter ind, når det er tredje gang på seks uger, at vi skal til at forklare, at ”vi altså er her endnu, og banken skal nok åbne igen til normal tid“. Metaltrætheden var gennemgående i de kolleger, som jeg talte med i løbet af dagen. Skam, flovhed og ”nu har jeg altså fået nok“ var ord, som jeg hørte en del gange i løbet af dagen, og de ringede også i mit eget hoved. En kollega var flov over at have solgt Roskilde Bank-aktier til sine nærmeste i familien, en anden synes ikke, at hun kunne dele logo og arbejdsplads med en flok mennesker, som havde formøblet fem milliarder kroner, og sådan havde alle medarbejdere, jeg talte med, vist mest lyst til at trække stikket ud og rejse sydpå. I de følgende dage faldt der lidt ro over situationen. Hovedkontorets stabsfunktioner virkede som de mest kampklare, en vis beslutsomhed bredte sig på gangene i Algade, og det virkede, som om stabene rykkede sammen, spændte hjelmen og tog en dyb indånding. Derimod var stemningen i filialerne ude omkring stadig meget trykket. Bekymringen for kundeflugt og dermed også risikoen for, at ens job kunne forsvinde, og de nu fuldstændig desillusionerede aktionærer i lange baner er i mine øjne også nok til at tage pippet fra enhver. Det, som fylder derude, var spekulationer om, hvordan filan det kan lade 28 Finans oktober 2008
➼ Finans oktober 2008 29