Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Indledning 10
_____________________________________________________________
mangler. Som vi skal se, er det dog netop de problematiske sider af
hans teori, der gør ham interessant i forhold til Strindberg. Som Sartre
tænker Strindberg nemlig også intersubjektiviteten i en cartesiansk
subjekt-objekt-logik og abonnerer på et radikalt og negativt frihedsbegreb,
der uundgåeligt gør den anden til en trussel mod selvet.
Som antydet indledningsvis er afhandlingens sigte ikke blot at lave
tematiske læsninger. Ved hjælp af Bachtins dialogiske romanteori i
primært Problems of Dostoevsky’s Poetics skal anerkendelsesantropologiens
litterære og poetologiske sider også indfanges. Bachtins poetik
er nemlig, ligesom jeg skal argumentere for, det er tilfældet med
Strindbergs, funderet på en anerkendelsesantropologi. Min tese er, at
den filosofiske anerkendelsesantropologi har en pendant i Bachtins
litteraturteori, der på et poetologisk (og lingvistisk) plan tematiserer
forholdet mellem selv og anden: Det vil mere præcist sige gestaltningen
af forholdet mellem forfatter/fortæller-helt og helt-helt, herunder
forholdet mellem deres forskellige ideologiske diskurser. Med afsæt i
denne tese skal jeg vise, hvordan de intersubjektive anerkendelseskampe,
der udspiller sig på det tematiske niveau i Strindbergs tekster,
også giver sig udslag på det poetologiske plan i en spænding
mellem monologisme og dialogisme. Ligeledes skal jeg vise, hvordan
protagonisternes socialt funderede væren fører til, at deres bevidstheder
og diskurser dialogiseres, hvilket igen medfører en situationsbestemt
og modsætningsfyldt persontegning, der ifølge min tese er
en af hovedårsagerne til den uro, ambivalens og dynamik, der præger
Strindbergs tekster. En anden årsag til den tekstlige turbulens er,
at teksterne pga. deres ofte markante selvbiografiske islæt også dialogiseres
på et værkeksternt niveau, hvor der udspiller sig sociale,
ideologiske og eksistentielle anerkendelseskampe mellem Strindberg
og omverdenen. Afhandlingen undersøger altså kort sagt den andens
vigtige rolle for såvel antropologi og poetik, indhold og form.
Afhandlingen indledes med et teoretisk kapitel om hver af de tre teoretikere,
som afhandlingens overordnede teser hviler på. Kapitlerne
opbygger en grundlæggende ramme for forståelse af medmenneskelige
konflikter, intersubjektivitet, selv, selvbevidsthed, identitet, frihed,
sprog og dialogicitet og udgør fundamentet for de efterfølgende
værkanalyser, der er det centrale i afhandlingen. Denne del sætter
teorierne i spil i næranalyser af enkeltværker og vil herigennem demonstrere
gyldig- og givtigheden af teserne. Hvor det er givtigt,
inddrages dog også beslægtede intersubjektivitetsteorier. Eksempel-