Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
162
_____________________________________________________________
romanen er den parodierende stilisering netop kendetegnet ved, at
”det repræsenterende ords intentioner ikke [er] i overensstemmelse
med det repræsenterede ords intentioner, men kæmper imod dem og
repræsenterer den virkelige, objektive verden, ikke ved at anvende
det repræsenterede sprog som et produktivt synspunkt, men gennem
en afslørende nedbrydning af denne verden” (Bachtin 2003, s. 198-
99). 157 I parodien taler fortælleren altså som i stilisering i en andens
diskurs, men i modsætning til stiliseringen introduceres i den andens
diskurs en fremmed semantisk intention, som er i direkte modstrid
med den oprindelige. I den parodiske stilisering kolliderer autors
stemme altså fjendtligt inden i den andens ord og tvinger den til at
tjene direkte modstridende mål (Bakhtin 1984, s. 193f.). Der er m.a.o.
tale om et asymmetrisk og objektiverende forhold, hvor autor bruger
den andens diskurs til egne formål. I den forstand er samfundskritikken
konstrueret i et fikseret monologisk synsfelt, der determinerer
konstruktionen. Röda Rummets samfundskritiske monologisme minder
mest om den form for monologisme, der ifølge Bachtin karakteriserer
den filosofiske idéroman (fx Voltaires Candide), hvor repræsentationen
helt er orienteret mod den ideologiske deduktion. Bachtin
taler om, at idéen præsenteres ”as a more or less distinct or conscious
deduction drawn from the represented material”, hvorfor den ”inevitably
transforms the represented world into a voiceless object of that
deduction” (Bakhtin 1984, s. 83). Væsentligt at fastslå er imidlertid, at
den autoriale idé i Röda Rummets samfundssatire er negativt eller i
hvert fald åbent formuleret (jf. også s. 184 nedenfor). Man kan ikke,
som jeg ovenfor argumenterede for, udlede én positiv ideologi, der
sættes i stedet for den afviste samfundsideologi. Men selv som negativ
autorial idé fungerer den monologiserende i samfundsskildringen.
Den er princippet bag visualiseringen og repræsentationen af
samfundsrepræsentanterne, samfundsdiskursen og samfundslivet.
karnevalistiske sammenstilling af højt og lavt, helligt og profant, spidder også senere
hans hykleriske kristent-moralske diskurs i den oppustede skåltale hos luderen
Maria (120f). Begge steder er diskursen samtidig også parodisk stiliseret. Et
eksempel på en brutal fortællekommentar og demaskerende satirisk metaforik er:
”- Nåå, vad har du att andraga? frågade Carl Nicolaus i det han tände sin cigarr
och därefter stoppade tändsticksasken i fickan - av tankspriddhet, ty han kunde
icke hålla tankarne samlade på mera än ett ställe, inom en krets, vilken var icke
mycket vid, hans skräddare kunde på tummen säga huru vid när han tog mått om
hans liv” (21-22)
157 Jeg har i citatet erstattet den danske oversættelses ’repræsenterede’ med ’repræsenterende’
og ’repræsenterende’ med ’repræsenterede’, da der er tale om en fejl i
oversættelsen.