Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Sartre og intersubjektiviteten 60
_____________________________________________________________
være afhængig af eller begrænset af ”de små” og af det biologiske.
”Stora hjärnan” er idealet om en total frihed, en ren for-sig-væren.
Det ultimative udtryk herfor er Axel Borgs forsøg på i I havsbandet at
ekskludere kvinden fra skabelsen ved at skabe en homunculus. Som
vi skal se, kuldsejler hans forsøg på at løsrive sig fra sine medmennesker
og sin kropslige i-sig-væren imidlertid. De intersubjektive anerkendelseskampe
synes heller ikke hos Strindberg at have andre mulige
udfald end enten den ene parts død (fx Fadren, Fröken Julie,
Tschandala og I havsbandet) eller herre-slave-forholdets og sadomasochismens
subjekt-objekt-logik. Som Ryttmästarn udtrykker det i Fadren:
”Äta eller ätas! Det är frågan!” (SV 27, 89). Eller som Gustaf siger
til Tekla i Fordringsägaren: ”Du hade stulit min ära, och den kunde jag
endast få igen genom att ta din!” (ibid., 270). Sartres teoris svaghed
for en almen betragtning er altså netop dens styrke i sammenhæng
med Strindberg. Tanken er da også nærliggende, at Sartres sans for
den ekstreme dialektik er blevet skærpet af, at han ligesom Strindberg
står med det ene ben i litteraturen, hvor konflikter er narrativitetens
drivkraft.
Litterært gestalter Sartre mest prægnant blikkets og kærlighedens
infernalske logik i dramaet Huis clos, der har mange ligheder med
Strindbergs hjerne- og kønskamptekster og med et senværk som
Dödsdansen. Personerne er i stykket i bogstavelig forstand levende
døde, der er fordømt til at være sammen i en fængselslignende celle
uden mulighed for at slippe ud. Helvede er ifølge Sartre at være fordømt
til at være udleveret til de andres blikke og domme. Som Garcin
siger i slutningen af stykket: ”Åh, disse øjne, der fortærer
mig…[…] Nå, dette er altså helvede. Jeg havde aldrig tænkt mig det
sådan. Man forestiller sig noget med svovl og bål og jernriste. Hvor
latterligt. Der er ikke brug for jernriste. Helvede … helvede, det er de
andre” (Sartre 1966c, s. 71). At den intersubjektive tilværelse er helvede
på jord er en livsfilosofi, som ofte kommer til udtryk i Strindbergs
forfatterskab. I En dåres försvarstal føler Axel det således som
om, han befinder sig ”i en skäreld, bevakad av tjugofem kvinnor”,
der alle forsøger at objektivere ham som en jaloux dåre (SV 25, 225).
Og i Inferno hedder det ligefrem helt sartresk: ”Helvete? […]: vi befinna
oss redan där nere! Jorden är helvetet, detta med överlägsen
sinnrikhet byggda fängelse, där jag icke kan taga ett steg utan att
såra andras lycka, och där de andra ej kunna förbli lyckliga utan att
tillfoga mig smärta” (SV 37, 205). Parallelt hermed hedder det i En blå
bok I: ”Läraren fortfor: I denna världen haven I tvång; alla människor