Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
143
_____________________________________________________________
i overensstemmelse med samfundslogikken i Röda Rummet iscenesætter
vi således ifølge Goffman vores interaktion med andre for at
opretholde et specifikt billede af selvet og for at sikre selvets sociale
værdi. Ligeledes påpeger han, at vi har backstage arealer, hvor vi
kan droppe facaden, slikke sårene og forberede os på kommende
møder med andre. I en vis forstand er selv det private reflektionsrum
dog invaderet af de andre, idet vores selvrefleksion ofte er betinget af
andre og orienteret mod det offentlige rum. Igen er både Nicolaus og
Fru Falk oplagte eksempler på logikken.
En anden måde at belyse samfundsmenneskets teatralske ageren i
Röda Rummet er vha. Sartres teori om ’ond tro’ (mauvaise foi), der
pga. dens kritisk-normative dimension bedre end Goffman kan indfange
den kritiske og moralske dimension af Röda Rummets Rousseau-diskurs,
samtidig med at den ligesom Goffman kan tydeliggøre
den socialantropologiske dimension af samfundskritikken, dvs. sætte
fokus på identitetsproblematikken og den andens betydning herfor.
(En yderligere grund til at bruge Sartres teori er naturligvis hans centrale
plads i denne afhandling). 126
Som menneskene, der lever i ond tro, kan samfundsmennesket i Röda
Rummet siges at flygte fra både frihedens ansvar og fra deres givne
fakticitet. 127 Samfundsmennesket i Röda Rummet ér deres sociale rolle.
Men fordi hele deres identitet er bundet op på deres sociale rolle, og
fordi den altid mangler et fundament in re (i fakticiteten), er de hele
tiden henvist til at posere for de andres blikke for at få bekræftet de-
handling og intersubjektiv interaktion. Men netop derfor er det også særlig udsat.
Allerede i indledningen til The Presentation of Self in Everyday Life henviser Goffman
da også til Sartres intersubjektivitetsteori som et eksempel på en teori, der særlig
betoner ’vidnets’ rolle, når det gælder at begrænse, hvad en person kan være. Den
seende anden er, som vi har set, en trussel mod den personlige frihed. Mange af
Goffmans senere værker fokuserer da også på visse gruppers problemer med at
opretholde deres selvfølelse i et fjendtligt miljø, der ikke anerkender deres selv. I
forhold til Sartres intersubjektivitetsteori er Goffmans dog generelt mere fleksibel
mht. de roller, den anden tilskrives.
126 I Strindbergs kritik af samfundmenneskets teatralitet kan man under det manifeste
rousseauske lag evt. også se et element af Kierkegaards uegentlighedskritik.
Sartres teori om ond tro kan på en måde siges at kombinere eksistensfilosofiens
uegentlighedskritik og Rousseaus mere sociologiske/socialantropologiske funderede
kritik af samfundsmenneskets teatralitet.
127 Sartre opererer med disse to former for ond tro, som illustreres med eksempler-
ne om hhv. tjeneren og den homoseksuelle.