Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Konklusion 388
_____________________________________________________________
anden. Fortællerens og tekstens selvbillede beror nemlig i sidste ende
stadig på læserens anerkendelse. Teksten viser således, at forsøget på
at betragte forfatteri og selvbiografi som en privilegeret genvej til
den begærede ydre ekspression uden om den andens frie subjektivitet
er dømt til fiasko, da litteratur også er en kommunikativ handling.
Det selvbillede, teksten forsøger at repræsentere, må anerkendes
af læseren for at få intersubjektiv gyldighed.
På et både antropologisk og poetologisk, tekstinternt og teksteksternt
niveau, viste analysen af Hjärnornas kamp således i overensstemmelse
med Hegels og Sartres teorier, at herre-slave-forholdets objektiverende
og monologiserende attitude er selvundergravende, fordi individet
også hos Strindberg er intersubjektivt funderet. Pga. selvbevidsthedens,
identiteten og sprogets intersubjektive struktur kan den
truende anden ikke udgrænses eller objektiveres monologisk. Den
udgrænsede eller objektiverede stemme trænger sig forstyrrende på,
klinger indirekte med, og dialogiserer dermed (uintentionelt) protagonistens
bevidsthed og dermed tekstens monologiserende ideologi.
I analysen af Röda Rummet så vi, hvordan anerkendelsesantropologien
allerede i forfatterskabets begyndelse udgør et markant indslag i
såvel repræsentationen af hovedpersonen Arvid Falk som i romanens
rousseauske skildring af samfundslivets sociale relationer. Analysen
havde således dels et individpsykologisk spor med fokus på
Falks anerkendelsesbehov dels et mere overordnet socialpsykologisk
og sociologisk spor med fokus på samfundsmenneskets sociale anerkendelsesbegær.
I begge tilfælde blev det vist, hvorledes behovet for
anerkendelse gør selvbevidstheden og identiteten sårbar. I førstnævnte
tilfælde så vi desuden, hvordan mange træk i skildringen af
Arvid Falk peger fremad i forfatterskabet, og i sidstnævnte tilfælde
blev det vist, hvordan anerkendelsesproblematikken – bl.a. med inddragelse
af Girard – kan kaste nyt lys over romanens rousseauske
samfundskritik og føre til en dybere forståelse af dens socialantropologi
og -psykologi. I modsætning til Strindbergs senere hjernekamptekster
er det nemlig i Röda Rummet ikke så meget det enkelte individ
og de konkrete intersubjektive anerkendelsesrelationer (tvekampe),
der er i centrum, men mere almene sociale anerkendelseskampe. Individerne
i Röda Rummet søger og kæmper ikke så meget for den
konkrete andens anerkendelse, som det søger og kæmper for social
anerkendelse, værdsættelse og prestige. Med socialpsykologen
George Herbert Mead udtrykte jeg det sådan, at det er ”the generali-