Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Indledning 7
_____________________________________________________________
fatterskabet en gennemgående dialektik mellem begæret efter at være
”ensam” og behovet for at være sammen med andre, fordi identiteten
desintegrerer uden for de sociale relationer. Men fordi selvet
pga. begæret efter absolut autonomi aldrig kan spejle sig positivt i
den anden eller se det intersubjektive samvær som gensidigt berigende
og udviklende, fremstår den anden altid som en trussel mod
selvets frihed og identitet. Intersubjektiviteten bliver følgelig en
permanent krigstilstand, hvor selvet konstant må kæmpe for at eksistere
’for-sig’, for at sætte sin frihed og identitet igennem over for
den andens truende blik og ord. Som Ryttmästarn siger i Fadren: ”At
äta eller ätas! Det är frågan” (SV 27, 89). I Strindbergs univers er helvede
som hos Jean-Paul Sartre de andre.
Som afhandlingens analyse af Röda Rummet (1879) skal demonstrere,
figurerer de intersubjektive kampe tidligt i forfatterskabet. Kampen
mod de andre og trangen til at posere for og positionere sig i forhold
til de andre er et bestandigt træk i Strindbergs forfatterskab på såvel
et værkinternt som metalitterært plan. Men først med Vivisektioner
(1887), hvor tematikken kobles med suggestionspsykologien bliver
den intersubjektive kamp- og identitetsproblematik altdominerende.
Vivisektionerne fuldbyrder den nyorientering i forfatterskabet, som
indledes med selvbiografien Tjänstekvinnans son (1886). Den fører til,
at Strindberg vender sig væk fra det tidlige 80’er-forfatterskabs udadvendte
og agitatoriske social- og kulturkritik til en mere indadvendt
psykologisk og eksistentielt orienteret identitetsproblematik
og bevidsthedsudforskning; fra forfatteren som samfundspatolog til
forfatteren som psykologisk vivisektor. Det betyder dog ikke, at
Strindbergs tekster bliver verdensfravendte. Strindberg forbliver på
mange måder ideolog og agitator, men det ideologiske underordnes
nu den psykologiske persontegning, som bliver repræsentationens
primære objekt. Man kan også udtrykke det sådan, at repræsentationen
af den stemme, der bærer idéen, bliver mere væsentlig end repræsentationen
af idéen, som var i centrum i Strindbergs tidlige debatlitteratur.
Derfor kommer anerkendelsens eksistentielle identitetsproblematik
nu også til at spille en større rolle. Michail Bachtin
taler om, at ideologien i den dialogiske tekst inkarneres i en autonom,
fuldgyldig og levende tekstlig selvbevidsthed, der dialogiseres
i interaktionen med andre. Det er der til dels også tale om hos
Strindberg. En anden måde at udtrykke interesseforskydningen i
forfatterskabet på er, at Strindberg snarere end at orientere sig mod
den brandesianske nordiske problemlitteratur orienterer sig mod