Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Fröken Julie
307
_____________________________________________________________
og den dynamiske dialogiske interaktions centrale plads (”den ena
hjärnan av den andra får en kugg på måfå att gripa in i”). De to forhold
hænger naturligvis intimt sammen. Endelig peger musikanalogien,
der bruges til at karakterisere dialogen, frem mod senforfatterskabets
polyfone dialogteknik og kompositionsprincipper, som
heller ikke er styret af plot, men af samme cirklende og gentagende
tilbagevenden til tematiske kerneelementer. I Fröken Julie tjener den
cirklende og gentagende tilbagevenden til ledemotiver og nøgleord
til dialogisk at penetrere protagonisterne og således tvinge dem til at
afsløre deres selvbevidsthed og ideologiske horisont.
Med sin mere frie, situationsbundne og performativt orienterede dialogteknik,
der arbejder indefra, bryder Strindberg med et af de træk,
der ifølge Bachtin gør dramaet monologisk. Som det fremgår af diskurskapitlet
i Dostojevskijbogen, mener Bachtin nemlig, at heltenes
tale i et drama er objektiveret udefra af dramaforfatteren: ”Drama is
almost always constructed out of represented, objectified discourses”
(Bakhtin 1984, s. 188). Dramatiske dialoger ”link together represented,
objectified utterances and therefore are themselves objectified.
This is not a clash of two ultimate semantic authorities, but
rather an objectified (plottet) clash of two represented positions, subordinated
wholly to the higher, ultimate authority of the author”
(ibid., s. 188). 314 Kendetegnende for den repræsenterede eller objektiverede
diskurs, hvis typiske og mest udbredte form ifølge Bachtin er
karakterernes direkte tale, er, at talen ikke blot forstås ud fra dens
eget referentielle objekts synsvinkel, men også selv er et referentielt
objekt for forfatterens diskurs, som blot inkorporerer heltens tale
som en af dets komponenter: ”The hero’s discourse is treated precisely
as someone else’s discourse, as discourse belonging to some specific
characterological profil or type, that is, it is treated as an object of
authorial understanding, and not from the point of view of its own
referential intention” (ibid., s. 187). Samtidig med at den objektiverede
diskurs er rettet mod dets referentielle objekt og modtager, er den
altså uden at være bevidst herom objekt for forfatterens intention.
314 Som jeg skal argumentere for i næste afsnit, må Bachtins dramaopfattelse ses i
lyset af det aristoteliske drama, hvor karaktererne underordnes plottet. At underordne
karaktererne plottet forudsætter nemlig, som jeg også var inde på i analysen
af Röda Rummet, at karakterne er objekter (objektiverede psyker/aktanter), fikserede
elementer i forfatterens overordnede design. I et plotstyrret drama er der i sidste
ende kun plads til én bevidsthed og én verden, nemlig forfatteren, som absorberer
alle andre bevidstheder som objekter.