Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Resumé 399
_____________________________________________________________
Afhandlingen indledes med et teoretisk kapitel om hver af de tre teoretikere,
som afhandlingens overordnede teser hviler på. Kapitlerne
opbygger en grundlæggende ramme for forståelse af medmenneskelige
konflikter, intersubjektivitet, selv(bevidsthed), identitet, frihed,
sprog og dialogicitet og udgør fundamentet for de efterfølgende
værkanalyser, der udgør afhandlingens hoveddel. Denne del sætter
teorierne i spil i næranalyser af enkeltværker og demonstrerer herigennem
gyldig- og givtigheden af teserne. Analyserne er dog ikke
stramt tesestyrede, men giver også teksterne selvstændig plads og
modvirker derigennem den homogenisering, der nemt bliver konsekvensen
af stramt tesestyrede læsninger, og som dårligt harmonerer
med ambivalensen, sammensatheden og turbulensen i Strindbergs
tekster. Selv om de antropologiske og poetologiske problematikker,
der udfoldes i afhandlingens teoripræsenterende del, åbner en samlet
forfatterskabstese, så har det dog inden for rammerne af denne
afhandling blot været muligt at forfølge teserne i analyser af værker
fra før-inferno-forfatterskabet. Post-inferno forfatterskabet figurerer
derfor blot i form af eksempler i teoridelen og i perspektiverende
sammenligninger eller fodnoter i analysedelen. Afhandlingens fokus
er før-inferno-forfatterskabet med særlig vægt på hjernekampperioden
i forfatterskabet, hvor den intersubjektive kamp- og identitetsproblematik
bliver teksternes altdominerende tematiske og formelle,
tekstinterne og -eksterne matrice. Perioden er repræsenteret
med værker i forskellige genrer: Den selvbiografisk funderede jegfortælling
og programtekst Hjärnornas kamp, det naturalistiske sørgespil
Fröken Julie og tredjepersonsromanen I havsbandet. Påstanden er
dog, at nogle af de problematikker, mønstre og figurer, der sedimenteres
og bringes på formel i hjernekampperioden, på trods af de
ovennævnte (tolknings)forskelle på mange måder er grundlæggende
for hele forfatterskabet. Röda Rummet inddrages netop for at underbygge
dette, ligesom også centrale antropologiske og poetologiske
refleksioner fra senforfatterskabet inddrages i analyserne for at pege
på kontinuiteten i Strindbergs antropologi og hermed korresponderende
poetik.