Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Fröken Julie
204
_____________________________________________________________
samspil med den tragiske form og genretradition, særlig den græske
og neoklassicistiske. Dette er naturligvis interessant i sig selv, eftersom
Fröken Julie selv i international sammenhæng betragtes som det
måske mest kanoniske og vellykkede naturalistiske drama. Men derudover
fungerer disse afsnit også som dialogiserende baggrund og
referenceramme for tekstanalysens kritiske livtag med stykkets naturalisme.
I analysen skal jeg således bl.a. vise, hvordan slutningens
tragiske æstetik modarbejder stykkets naturalistiske determinisme
og på dialogisk vis sætter Julie fri. I det hele taget fungerer komparative
nedslag til den græske, den neoklassicistiske og den spanske
guldalders tragedie og til den tyske idealismes tragedieforståelse
gennem hele analysen både som middel til at indkredse analysens
centrale problematikker omkring anerkendelse, ære, hævn, frihed,
determinisme, andenstyring og som kontekstualiserende og perspektiverende
figur, der kan indfange såvel ligheder som forskelle i forhold
til den genretradition, dramaet skriver sig ind i.
Fröken Julie er Strindbergs mest spillede drama, både nationalt og
internationalt, og litteraturen om dramaet er tilsvarende enorm. Jeg
vil derfor ikke begive mig ud i at lave en fyldestgørende kommenteret
forskningsoversigt endsige i nogen dybdegående forstand kommentere
min læsnings relation til receptionen, men blot meget overordnet
udpege, hvad jeg ser som seks hovedlinjer i receptionen, og så
ellers nøjes med i analysen løbende at inddrage og henvise til den
eksisterende forskning, hvor det har relevans. Den første af de seks
grupperinger, jeg vil fremhæve, har fokus på dramaets naturalistiske
elementer, som indkredses og diskuteres. Til denne gruppe hører
Lamm 1924, Dahlström 1943-45, Madsen 1962, Mortensen 1977, Borup
Jensen 1978, Ward 1980, Greenway 1986, Carlson 1988 og
Chaudhuri 1993. 201 Som reaktion mod denne gruppe er der fra slutningen
af halvfjerdserne og frem kommet en række læsninger, der
frem for naturalismen fokuserer på symbolistiske og dekadente træk
i dramaet. Denne gruppe udgøres af Frankchuk 1978, Dodd 1978,
201 Eftersom Lamms Strindbergs dramer fra 1924 er den første større sammenhængende
behandling af Strindbergs dramatik, har den på mange måde et bredere
sigte end blot at indfange dramaets naturalisme, selv om dette er et hovedanliggende.
Lamm initierer mange af den senere receptions diskussionspunkter.
Dahlströms stærkt normative tilgang til naturalismen får ham til i høj grad at fokusere
på stykkets afvigelser fra den (zolaske) naturalisme og dermed sætte spørgsmålstegn
ved stykkets naturalisme. Chaudhuris læsning er en dekonstruktiv læsning
af Fröken Julies deterministiske naturalistiske ideologi og dramaturgi.