Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Fröken Julie
286
_____________________________________________________________
mere spillerum til den intersubjektive situationspsykologi, til de
konkrete dialogiske relationer og magtspil i nuet. Strindbergs helte
formes selv i hans mest naturalistiske periode lige så meget af den
anden og de situationer, hvori de placeres, som af deres arv og miljø
i naturalistisk forstand. Snarere end at undersøge og klargøre årsagerne
til en handling lever han sig i den psykologiske analyse ind i
en reaktion, en karakter, en stemning, en situation. Ligesom i Hjärnornas
kamp og i Bachtins beskrivelse af Dostojevskijs dialogiske romaner
kan vi sige, at heltenes selvbevidsthed også i Fröken Julie er
dominerende i repræsentationen. 292 Vi ser ikke, hvordan heltene og
verden ér, men hvordan heltene er bevidst om (opfatter) sig selv,
hinanden og verden (Bachtin 1984, s. 47ff.). 293 Selv Julies opvæksthistorie
– der som påpeget med en vis ret kan opfattes som et udtryk
for Strindbergs monologiserende skriftpraksis, idet fortællingen ses
som en anledning for Strindberg til at indføre lidt naturalistisk arv og
miljø og tilmed lufte sine idiosynkratiske og velkendte ideologiske
standpunkter i kvindefrigørelsessagen – kan betragtes som et udtryk
292 Poole 2001 påpeger, hvordan den tyske naturalistiske teori om narrativ objektivitet,
først og fremmest repræsenteret af Friedrich Spielhagens dialogiske og dramainspirerede
romanteori, som han viser, Bachtin er stærkt påvirket af, netop adskiller
sig fra den franske naturalismes objektivitetsteori repræsenteret af Flaubert
og Zola ved i den psykologiske karaktertegning ikke at arbejde udefra og ind, men
omvendt indefra og ud. Frem for en objektiv psykologisk vivisektion består objektiviteten
hos Spielhagen i en øget brug af dialog og derved i at repræsentere heltene
indefra som ’talende væsener’, som subjektive ’point of views’. Objektiviteten
består her i, at vi i den sceniske virkelighedsskildring ikke ser karaktererne og verden
fra forfatteren/fortællerens perspektiv, men fra heltenes eget subjektive perspektiv.
Der er tale om heltens ’selv-ekspression’. Poole 2001, s. 137f. Se også s.
319f. nedenfor
293 Som vi også har været inde på i de tidligere analyser, taler Bachtin om, at idé og
selvbevidsthed smelter sammen hos Dostojevskijs idé-helte, således at vi får, hvad
Bachtin kalder, stemme-idéer. Karakteristisk for stemme-idéen er, at et dominerende
træk i heltens repræsenterede billede foruden selvbevidsthed er den idé, der
styrer ham – ikke det biografiske, som i fx den naturalistiske udviklingsroman:
”We see the hero in the idea and through the idea, and we see the idea in him and
through him” (Bachtin 1984, s. 87. Jf også 22ff., 31-32, 78-79 og 85ff.). Derfor bliver
det dialogiske og sceniske nu også mere væsentlig end baggrundsbeskrivelser og
plot. For når ideologien inkarneres i en selvbevidsthed, når den repræsenteres som
en personaliseret position, lever den ikke isoleret i en individuel bevidsthed, men
trækkes ind i begivenhederne og får dialogisk liv i den dialogiske interaktion med
andre stemmer. En inkarneret idé er nemlig ligesom selvbevidstheden og ordet
dialogisk af natur. Den vil høres, forstås og svares af en anden stemme. Også gennem
idéen bliver bevidstheden således en kampplads for andre stemmer, som
støder dialogisk sammen i idéen.