Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
175
_____________________________________________________________
nologiske intrige- og udviklingsromans afrundede og formfuldendte
antropologi. De centrale personer er ikke endegyldig objektiveret,
men bevarer deres ’indre uafsluttelighed’. Dette skyldes, som vi har
set, dels, at de som dialogiserede stemme-idéer ikke besidder den
abstrakte og teoretiske idés finaliserede karakter, men derimod den
levende dialogiske idés dynamiske kompleksitet og modsigelsesfyldthed,
174 dels at personerne hos Strindberg i radikal grad er sociale
– bundet til og determineret af den anden. Personerne har i modsætning
til i dannelses- og intrigeromanen ingen fast personkerne, men
formes og får liv i de dialogiske situationer, de er i. 175 Forskellige og
evt. modsætningsfyldte sider ses derfor alt afhængig af den konkrete
situation: I første del af bogen præsenteres Struve således i fortællerens
monologisk demaskerende samfundssatire som en kynisk og
hyklerisk opportunist, hvorimod han i den mere dialogiske penetration
i det centrale kapitel ”Nihilism”’ placeres i en situation, hvor
han fremstår som en sårbar og menneskelig pragmatiker; idet han
trækkes fra det offentlige rum ind i det private præsenteres hans opportunisme
pludselig mere empatisk som en nødvendig overlevelsesstrategi
under de givne vilkår. Ligeledes fremstår Borg dels som
en hensynsløs egoist og kynisk naturalist, der betragter ”människorna
med den absolutte likgiltighetens blicker” (259), og dels som en
ven, for hvem det er magtpåliggende at redde Falk fra social deroute
blandt ’brændevinslitteratører’ og ’kommunardforbindelser’. 176 Olle
er både nihilist og personlighedsidealist. Endelig fremstår Falander
174 Som receptionen har vist, trækker Röda Rummet på idéer fra så forskellige tænkere
som Platon, Aristoteles, sofisterne, Fichte, Rousseau, Schopenhauer, Hartmann,
Tocqueville, Buckle, Kierkegaard o.a.
175 I tråd hermed påpeger Martin Lamm, at personerne i Röda Rummet først bliver
virkelig levende og individualiserede, når de bevæger sig for vores øjne og først og
fremmest, når de taler. Derimod er det ifølge Lamm vanskeligt ud fra fortællerens
udefrakommende karakteristik – hans monologiserende satiriske blik på deres
ydre – at danne sig et levende visuelt billede af personerne (Lamm 1940, s. 114-16).
Også i den henseende ligner Röda Rummet den polyfone roman: ”Dostoevsky’s
hero is not an objectified image but an autonomous discourse, pure voice; we do
not see him, we hear him” (Bachtin 1984, s. 53). I Röda Rummet gælder dette endog
ellers objektiverede personer som Nicolaus Falk, Pastor Skåre og forlægger Smith.
Selv om deres diskurser objektiveres i den parodiske stilisering, så fremstår de
faktisk levende og individualiserede, når de taler. Dette kan forklares med, at parodien
arbejder indefra. Den dialogiserer ved at forvrænge, overdrive og karikere
individuelle talemanérer og karakteristiske diskursive træk.
176 Vi ser hos Borg netop et eksempel på, at personerne ikke blot er bærere af abstrakte
og teoretiske idéer, men at de inkarneres i en levende person, hvor principper
og idealer ofte ikke står mål med praksis.