Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Fröken Julie
248
_____________________________________________________________
kulminerer naturligvis i forførelsen og de råheder, det efterfølgende
giver ham mulighed for at slynge i hovedet på hende. 255
Fra Julies perspektiv ses anden fases genfornærmelse fx, da hun fornærmer
hans forlovede (130), da hun i en sadistisk posé beordrer
ham til at kysse hendes sko eller hånd eller giver ham en lussing
(132, 137 og 138), og endelig da hun forsøger at objektivere ham som
en bly Josef (128 og 138). For både Julie og Jean gælder det dog, at det
ikke blot er via fornærmelser, de forsøger at gøre opmærksom på
deres væren. Jean gør det også via sine aristokratiske poseren og sin
barndomshistories wertherske poseren som ulykkelig forelsket social
paria; og Julie benytter sig af koketteriets strategi.
”Tredje skridt i fornærmelsens dialektik er endnu en genfornærmelse
hvor den person der oprindelig fornærmede, nu fornærmer
tilbage for at genetablere sin selvfølelse: han ’ser sin egen forsigværen
som ophævet’ og må derfor slå igen for at ’genoprette […]
sin viden om sig selv, dvs. at blive anerkendt’” (Holm 2004, s. 94).
Det er evident, at der er masser af eksempler på disse genfornærmelser
fra den oprindelig fornærmede. Da anden fases genfornærmelser
imidlertid er mange, og disse ofte udløser en genfornærmende reaktion
(3. fases gen-genfornærmelser) kan det i Fröken Julie være vanskeligt
at operere med et klart skel mellem de forskellige faser på
tekstens kompositionelle makroniveau, dvs. bruge den til at karakterisere
tekstens overordnede forløb. Det kan således være vanskeligt
definitivt at afgøre om fx forførelsen skal ses som det mest markante
udslag af Jeans andenfases genfornærmelse, dens kulmination, eller
som en tredjefases gen-genfornærmelse, dvs. som en reaktion dels på
Julies objektivering af ham som en Josef dels på hendes ydmygende
lussing (138). Det er i hvert fald påfaldende, hvordan Jean herefter
bliver meget mere aktiv i forførelsen med sin udspekulerede barndomshistorie,
hvor han ikke længere fremtræder afvisende og moraliserende
eller poserer med sine aristokratiske manerer, men tværtimod
med teatralsk patos udpensler sin beundring, kærlighed og tjenerstatus
for derved at skabe medlidenhed og vække romantiske
eventyrdrømme. Aktiv er han tilsyneladende også, da han med sin
255 Midt i den højspændte tragik er der også elementer af ’comédie rosse’, der netop
havde sit udspring ved Antoines Théâtre libre, som Strindberg sigter mod med Fröken
Julie (jf. fx Gerould 1984).