Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Fröken Julie
238
_____________________________________________________________
”Over and against a naturalistic understanding of desires as brute
and random facts of psychic existence, this model of desire vindicates
particular affects as potential bearers of truth, rife with philosophical
significance. When desires appear in their random or
arbitrary form, they call then to be decoded and deciphered […].
In other words, the immediacy of desire proves to be always already
mediated, and we are always much more intelligent in the
moment of desire than we immediately know ourselves to be. In
the ostensibly prerational experience of desiring some feature of
the wold, we are always already interpreting that world, making
philosophical motions, expressing ourselves as philosophical beings”
(Butler 1987, s. 2-3).
Sartre, som Butler da også ser som en del af den hegelske tradition,
understreger således såvel i sin ’eksistentielle psykoanalyse’ som i
analysen af kærlighed og seksuelt begær og deres udartning i sadisme,
masochisme og had, at den psyko-fysiologiske side af vores begær
er sekundær i forhold til de fundamentale eksistentialontologiske
attituder, som de konkrete begær er udtryk for eller manifestationer
af (Sartre 1992, s. 471ff., 498f. og 712ff.). I forlængelse af
Sartres hegelske begærsforståelse er min tese således, at Julies forskellige
begær – herunder hendes sadisme og masochistiske dødsdrift
– kan ses som forskellige manifestationer af et grundlæggende
eksistential-ontologisk eller socialantropologisk anerkendelses- og
frihedsbegær; et revolutionært romantisk begær, som hjælpes på vej
af dramaets henlæggelse til midsommerfesten, hvor herrerinde og
tjener på karnevalistisk vis tillades at ophæve standsforskellen og
feste sammen.
Pga. sin opvækst og begærets delvis ubevidste karakter forfalder Julie
dog nemt til at føre kønskamp og dermed til en sadomasochistisk
herre-slave-attitude. Den sadistiske herre-attitude, Julie ind imellem
indtager over for Jean allerede i første dels flirt, kan dog for det meste
udlægges som en social rolle, hun tvinges ind i af Jean eller af situationen
snarere end et udtryk for herreindens begær efter at bekræftes
som herreinde (fx 124-25 og 130-32. Jf desuden s. 246f. nedenfor).
At Jean tvinger Julie ind i herskerollen ved selv at spille slaverollen,
ændrer dog ikke ved hendes begær, snarere tværtimod. Som
Templeton noterer: ”Although his servility thwarts her desire to relate
on a human rather than a class level, his show of cultivation renders
the arbitrariness of class structure even more clear, and so en-