Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
120
_____________________________________________________________
ses- og helhedstanke må have. Modernitetens eksistentielle erfaring
af splittelse og rodløshed, som kan forbindes med problematikken
om den andens truende og fremmedgørende blik, anfægter dannelsesromanens
færdige form. Individets identitet er i Röda Rummet i så
høj grad bundet op på den anden, betinget af den situationsbundne
sociale interaktion, at individet hele tiden skifter kulør. 102
I de socialantropologiske forhold, som nedenfor skal behandles, finder
vi altså en del af forklaringen på den ’inkohærente’ persontegning,
som den ældre reception har været så kritisk overfor. 103 Det er
netop, fordi Strindbergs subjekter i så udpræget grad er socialt og
dermed situationelt determinerede, at de er så flydende og modsætningsfyldte
– at de, som receptionen misbilligende har vist, antager
hinandens træk og skifter ham i forskellige situationer og konstellationer.
Poetikken afspejler blot antropologien. Den dialogiske antropologi
afføder en dialogisk poetik, hvor forfatteren afviser at finalisere
personerne udefra eller underlægge dem et finaliserende plot. Når
Borg fx præsenteres af Struve som ”en fördomsfri man med mycket
avancerade tänkesätt” (183), så er det væsentligt at holde fast i, at det
netop er Struves blik på ham og ikke fortællerens objektive karakteristik,
således som receptionen synes at have behandlet den. Frem for
at se karakteristikken, som rigtignok passer dårligt på den Borg, vi
snart skal møde, som et eksempel på karaktertegningens inkohærens,
kan man alternativt hævde, at karakteristikken bunder i Struves
kendskab til Borg fra andre situationer. Denne læsning understøttes
af, at Falk på trods af sin afsky for Borgs grove og brutale optræden
ved deres første møde til Struves barns begravelse, snart begynder at
omgås ham. Den ældre reception har imidlertid netop kritiseret denne
holdningsændring for at være umotiveret, hvilket blot bestyrker
deres kritik af persontegningen. Dette er imidlertid blot et problem,
hvis man insisterer på at betragte romanen som en realistisk psykologisk
udviklingsroman, hvor alle forandringer udførligt forberedes
og motiveres. Jeg skal imidlertid argumentere for – og her er en andel
del af forklaringen på den løse karaktertegning – at Strindberg
skriver i et andet genremæssigt og poetologisk register,
der ikke blot korresponderer med hans dialogiske socialantropologi,
men også med hans bredere dialogiske ærinde. Röda Rummets formål
er ikke at gestalte individpsykologisk udvikling, men dialogisk at
102 Om sammenhængen mellem anerkendelsesproblematikken og modernitet se s.
233f. nedenfor.
103 Mest indgående behandles dette af Werin 1964 og Smedmark 1952 (s. 180-194).