Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Fröken Julie
283
_____________________________________________________________
Selv om Ibsen i kraft af psykologiens fremskridt gav os en højere
grad af sammensathed og dybde hos karaktererne, så forblev de ifølge
Sartre ”naturer, de utgick fixa och färdiga ur sin skapares ande” og
var derfor også definerbare ’karakterer’ om end ikke molierske ’typer’.
I modsætning hertil fremhæver Sartre – helt med rette – at
Strindberg ”undandrar sig determinismen genom den tvekande
dubbeltydigheten hos sina personer, som aldrig förefaller färdiga.
Han undandrar sig naturalismen genom sina pjäsers egenartade
smidighet, genom det tvekande i sin konst. Genom sin eviga stamning,
som alltid suggererar fram något hinsides, något transcendent”
(ibid.). Til trods for Strindbergs naturalistiske og senere metafysiske
determinisme karakteriserer Sartre derfor også Strindbergs dramatik
som ”frihetens teater”. 290 Sartres karakteristik af Ibsen sigter formodentlig
til fortidens centrale og determinerende rolle og det heraf
følgende stramt strukturerede (velgjorte) plot, der med logisk konsekvens
bygger op mod peripetiens anagnoresis, hvor fortiden indhenter
personerne og bryder fatalt ind i nutiden (Ibsens retrospektive
teknik). I modsætning hertil spiller, som Sartre antyder, det situationelle
her og nu en langt større rolle hos Strindberg; også i Fröken Julie,
hvor Julies baggrundshistorie som tidligere nævnt forekommer noget
påklistret i et forsøg på at leve op til Zolas naturalistiske program
og dermed imødegå Zolas kritik af hans forrige naturalistiske drama
Fadren. I sit næste naturalistiske drama, Fordringsägare, har Strindberg
da også helt droppet såvel den naturalistiske opkomsthistorie
som den detaljerede naturalistiske miljøskildring til fordel for nuets
intersubjektive psykologiske kamp (SV 27, 323). I ”Om modernt
drama och modern teater” fra 1889 fremhæver Strindberg ligeledes
’Fordringsägare’ annat än detta egendomliga koppglas som livsnär sig på Gustaf
och Adolf? Vad är Adolf annat än denna blodlösa varelse som en parasit suger ut?
Och vad är den ene och den andre annat än Teklas första makes skräckridna gäldenärer?”
(ibid.). Og vi kunne tilføje, hvad er Ryttmästarn i Fadren andet end
Ryttmästar, ægtemand og frem for alt far? Og hvad er personerne i Spöksonaten
andet end deres komplekse relationer til hinanden?
290 Sartre sætter tingene på spidsen. Naturligvis sætter også Ibsen idéer på spil og
efterlader som al god kunst en vis gådefuld dunkelhed, åbenhed og flertydighed –
en rest som ikke helt går op. (Dette gælder dog særlig hans mere symbolistiske
dramaer som fx Vildanden, Rosmerholm, Hedda Gabler og John Gabriel Borkman). Ved
sin spidsformulering indfanger Sartre dog alligevel en væsentlig forskel i Strindbergs
og Ibsens naturalistiske dramatik; en forskel, der ikke i sin essens undermineres
af, at hans Ibsen-udsagn kan nuanceres. Strindbergs tekster er pga. det situationelles
centrale plads og pga. Strindbergs forcerede skabelsesproces mere uregerlige
og vilde og mindre styrede (de to forhold hænger naturligvis delvis sammen).