Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Fröken Julie
309
_____________________________________________________________
lopment of plot” (ibid., s. 57). 317 Strindbergs helte bevarer netop deres
”direct signifying power” (ibid., s. 79), fordi den psykologiske karakterskildring,
som jeg har argumenteret for ovenfor, primært foregår
indefra og i den dialogiske situations nu. Personerne er primært repræsenteret
som selvbevidstheder og replikkerne derfor primært
udtryk for de talendes selvbevidsthed, for deres ideologiske horisont
og situationsbestemte intentionalitet – ikke for autors finaliserende
og objektiverende ’andenhånds’ definitioner. I modsætning til den
objektiverede tale fungerer heltens tale i Strindbergs dialoger ikke
primært som et repræsentativt objekt i forfatterens eksterne kommunikation
med læseren/tilskueren, men netop som et subjekts performative
akt, som en situationel handling og som et magtmiddel. Som
Pirandello forlanger i sit berømte essay, som mottoet for denne analyse
er taget fra, er dialogen blevet ”talt handling” – ”azione parlata”
(Pirandello 1976). 318 Dette er netop en af grundene til, at Strindbergs
dialog fremstår så levende, impulsiv, ufærdig, uregelmæssig og flakkende,
som Strindberg bryster sig af i forordet.
At karakterisere Strindbergs dialog som udpræget performativ er
samtidig også at sige, at den i udpræget grad er dialogiseret. Som
også understreget i Bachtin-kapitlet ligger ordenes betydning ikke så
meget i deres referentielle indhold som i deres performativitet, deres
kommunikative intention. De er ikke direkte relateret til deres referentielle
objekt, er ikke blot en passiv reference til noget uden for
sproget, men aktivt henvendt til en anden stemme, som den talende
317 Bachtin taler om ”fully exhausted”, for som det fremgår senere, er Dostojevskij
naturligvis også i besiddelse af ”that indispensable minimum of pracmatic, purely
information-bearing ’surplus’ necessary to carry forward the story” (ibid., s. 73).
318 Helt i overensstemmelse med Bachtins position er det ifølge Pirandello en forudsætning
for, at karaktererne i et drama kan komme til at fremtræde som levende
individer, at dialogen bliver talt handling, og som hos Bachtin sker det kun når
talen ”belong to a definite character in a definite situation”, dvs. når ordene ikke er
’opfundede’ , ”but born when the author has identified himself with his creature to
the point of seeing it only as it sees itself” (ibid., s.154): ”every action (and every
idea it contains) needs a free human personality if it is to appear alive and
breathing before os. It needs something that will function as its motor pathos, to
use Hegel’s phrase – characters, in other words. Now the less each character is
enslaved by the author’s intention and style, by the demands of an imaginary plot,
the less he is a passive instrument of action, the more individual can he be, freely
displaying in every action his full, specific personality. And since characters with
all their complexity must, after all, be connected to a plot, it is important that they
posess essential features which will always stand out, and which drive them to
specific actions” (ibid., 156).