Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Sartre og intersubjektiviteten 54
_____________________________________________________________
freedom should determine itself to become love […] and at the
same time he wants this freedom to be captured by itself, to turn
back upon itself, as in madness, as in a dream, so as to will its
own captivity. This captivity must be a resignation that is both
free and yet chained in our hand […]. For himself the lover does
not demand that he be the cause of this radical modification of
freedom but that he be the unique and privileged occasion for it”
(ibid., s. 479).
Den elskende vil m.a.o. være det objekt, i hvilket den elskede samtykker
at tabe sig selv, i hvilket den anden samtykker at finde sin
væren og raison d’être som en slags ’anden’ fakticitet: ”the objectlimit
of transcendence” (ibid., s. 479). Hvis kærligheden lykkes, vil
jeget således ikke længere være i fare i den andens blik, men derimod
i sikkerhed. Min usikkerhed og skam over min væren-for-anden
skyldtes jo, at jeg blot erfarede mig selv som et objekt, som altid
kunne transcenderes hen imod noget andet, og som altid kunne blive
genstand for værdidomme. I kærligheden bevarer jeg derimod min
uafhængighed. Jeg er ikke længere blot, hvad den anden frihed gør
mig til. For den elskede bliver jeg en objekt-transcendens, et absolut
referencepunkt, omkring hvilket alt andet i verden ordner sig som
midler. Jeg bliver det privilegerede objekt, som ikke kan transcenderes,
og som er kilden til alle værdier – en absolut værdi. Jeg bliver
således objekt for et blik med en anden struktur: ”I must no longer be
seen on the ground of the world as a ’this’ among other ’thises’, but
the world must be revealed in terms of me” (ibid., s. 481). Ved at
vælge mig som absolut mål vælger den elskede at være for at fundere
min objekt-tilstand, min fakticitet, og således reddes min fakticitet.
For han har jo frivilligt valgt den og sender den således tilbage til
mig som ”a facticity taken up and conscended to” (ibid., s. 483):
“Whereas before being loved we were uneasy about that unjustified,
unjustifiable protuberance which was our existence, whereas
we felt ourselves ‘de trop’, we now feel that our existence is taken
up and willed even in its tiniest details by an absolute freedom
which at the same time our existence conditions and which we
ourselves will with our freedom. This is the basis for the joy of
love when there is joy; we feel that our existence is justified”
(ibid., s. 483-84).