Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Fröken Julie
232
_____________________________________________________________
Jeans anerkendelseskamp. Ære, ressentiment og hævn
Set fra Jeans perspektiv er den seksuelle og sociale magtkamp således
delvis drevet af Jeans begær efter at hævne de sociale ydmygelser,
han som underklasse har været udsat for og igen i flirten må lade
sig udsætte for af Julie; ydmygelser, der for en selvbevidst og social
forfængelig karakter som Jean må virke ærekrænkende (132 og 138-
39). Forførelsen er dog naturligvis ikke blot betinget af et destruktivt
hævnbegær, dvs. tænkt som et fornedrende ’sjælemord’, men er også
mere positivt drevet af hans sociale ambitioner og forfængelighed, af
den mulighed for social opstigning og den dermed følgende sociale
prestige, han øjner i forholdet (135 og 149f.). Når denne illusion brister,
og han til sidst tilskynder hende til at begå selvmord, drives han
heller ikke blot af hævnbegær, men også af socialt overlevelsesinstinkt,
af angst for at miste sin sociale position på herregården. Den
sadistiske nydelse ved at besudle hende – ved at fremhæve, at hun
nu står under ham, at han har bedre smag end hende, at hun har opført
sig mere råt og dyrisk end nogen af hans stand nogensinde ville
gøre, at høgen har vist sig blot at være grå på ryggen etc. – er dog
umiskendelig og peger mod begæret efter æresoprejsende hævn.
Hævnen, forførelsens ’sjælemord’, er dog ikke som i den spanske
hævntragedie og Le Cid dikteret af et kulturelt ekspliciteret og moralsk
forpligtende aristokratisk æreskodeks, men, som man ser, på et
delvis ubevidst plan drevet af Jeans sociale ressentiments- og mindreværdsfølelser.
Disse ressentimentsfølelser må dog alligevel forbindes
med æresbegrebet, hvorfor det også er misvisende, når
Strindberg i forordet hævder, at blot den adelige Julie er i besiddelse
af æresfølelse. Min tese er nemlig, at Fröken Julies intersubjektive konflikt,
den sociale og seksuelle magtkamp, kan betragtes som en hegelsk
anerkendelseskamp på liv og død, og som det fremgår af Hegels
anerkendelsesdialektik, har anerkendelseskampen netop sin rod
i en social-eksistentiel æresfølelse, som eksisterer i enhver selvbevidsthed,
og som skyldes, at selvbevidstheden har brug for den andens
anerkendelse for at få bekræftet sin selvidentitet, sin selvopfattelse
(jf. også Honneth 2003a, s. 40f.). Det adelige eller ridderlige
æresbegreb, som giver sig udslag i duellen eller harakiri, er m.a.o.
blot konkrete historiske og institutionelle manifestationer af det social-eksistentielle
anerkendelsesbegreb. Også anerkendelseskampen er
en æreskamp.