Læs den her - Michail Michailovitj Bachtin

Röda Rummet
182
_____________________________________________________________
Bachtins eksemplificerende analyse af den humoristiske romans fortælleteknik,
således som jeg i det følgende skal gøre. En fordel ved at
trække på Ordet i romanen frem for Dostojevskijbogen er som allerede
påpeget, at der her åbnes op for et mere nuanceret, positivt og dialogisk
syn på den satiriske fortællers parodiske og ironiske forvrængning
af den andens tale og dermed for samfundskritikkens iboende
dialogicitet (jf. s. 164f. ovenfor). I Ordet i romanen er i det hele taget en
større bevidsthed om, at dialogiske og monologiske ytringer godt
kan sameksistere i romanen og danne modpoler eller spændingsfyldte
konstellationer. Det monologiserende ’enhedssprog’ siges fx således
at være en del af ’forskelligsprogetheden’.
Bachtins tese i Ordet i romanen er, at romanens væsentligste funktion
er at orkestrere social forskelligsprogethed og individuel forskelligstemmighed.
Den sidste udspringer dog af den første, som er den
væsentlige kategori (Bachtin 2003, s. 46 og 192-93). 185 Ifølge Bachtin er
den individuelle karakter og dialekt nemlig i sig selv ligegyldig for
romanen. Den er blot væsentlig, hvis den har en social signifikans,
dvs. repræsenterer et bestemt socialt og historisk sprog, en grundlæggende
social-ideologisk horisont (ibid., s. 152 og 188-89). Dette er
netop tilfældet med de forskellige diskurser i Röda Rummet. De individuelle
karakteristika i talen hos fx forlægger Smith, Pastor Skåre,
Nicolaus Falk, Doktor Borg, Snedker Eriksson, Greve von Splint etc.
er alle udtryk for ”en særlig synsvinkel på verden, som prætenderer
en social signifikans” (ibid., s. 152). 186
Forskelligsprogethed er Bachtins begreb for, at der inden for rammerne
af en nationalsproglig enhed eksisterer forskellige socialideologiske
sprog: Socialgruppernes, professionernes, generationernes,
genrernes, epokernes, åndsstrømningers etc. Forskelligsprogethed
er udtryk for sprogets centrifugale kræfter, og romanens orkestrering
heraf markerer en interesse for sprogets heterogene sociale
og historiske liv (ibid., s. 59). Forskelligsprogethed sættes i modsæt-
185 Individets sprog er altså ligesom dets identitet socialt konstitueret for Bachtin.
186 For Bachtin er sprog altid social-ideologiske sprog og således udstyret med bestemte
menings- og værdimæssige betydninger og accenter. Han taler om sprog
som ”verdensanskuelse”, om ”social-sproglige synspunkter” eller ”verbalideologiske
horisonter” med bestemte ”meningsmæssige og ekspressive intentioner”.
Helt i tråd med Bachtins sprogteori er ordet i Röda Rummets samfundsdiskurs
heller aldrig et neutralt ord, men altid et socialt-ideologisk ord bundet til en konkret
kontekst, specifikke interesser, hensigter og begær (fx 181).